Et svar som man ikke har lyst til at høre…

Oh Crap, det var ikke lige den nyhed eller svar vi forventede da vores kontakt læge ringede fra Riget med resultatet fra den blodprøve Esther fik taget mandag morgen. Esther har fået taget blodprøve hver dag i efterårsferien, med pause lørdag og søndag, og ny blodprøve mandag, så hun er ved at være pænt træt af at blive stukket og prikket i. CRP tallet har heldigvis været stødt faldende og med det seneste svar ramte det på 2. Så det er så skønt at antibiotikaen har fået styr på den infektion, der vendte op og ned på vores efterårsferie i år. Den har dog også været lidt for effektiv ved Esthers sarte mave og den er nu i den grad sendt til tælling. Full Blown mave Diarré med der tilhørende skævt Tacrolimus tal, der endnu en gang er røget for højt op. Tacolimus skal helst ligge mellem 3,5 – 5 og den nye prøve viste 8!!!

Kors, hvor giver det god mening, at skolen ringede en uoplagt og lettere smerteplaget pige hjem kl 11.30 mandag formiddag. Om aftenen satte smerterne sig i benene – som så mange andre gange, og det er netop en af bivirkningerne ved forhøjet Tacrolimus. Esthers Diarré, Kvalme og smerter i ben og mave = Abdominalsmerter, Muskelkramper og smerter i ekstremiteter.… Go figure! … Der er ingen tvivl om, af Diarré er med til at give den forhøjede Tacolimus, og vi har sat mængden af medicinen ned og stoppede mad anvibiotikaen med det samme. Nye blodprøver på mandag næste uge, indtil da man vi bare vente og håbe på at bivirkningerne aftager og ændringerne i behandlingen begynder, at virke og at dagene kommer til at forløbe nogenlunde tålelige for Esther.

Som det ser ud nu, er det vildt svært for mig ikke at blive en smule pessimist ang. den forstående sæson som vi går i møde, efteråret og de kolde vintermåneder, der de sidste tre år har sendt et ukendt antal tilbagesæt efter Esther og fyldt vores familie med div. Udfordringer og prøvelser. Jeg ved sku godt, at det er både dumt og for tidligt at naivt antage og konkludere noget på forhånd. Men, man er bare en lille smule hårdfør ud i af bruge sin fornemmelse, når man har set det jeg efterhånden har.

Det var faktisk min mand, der på vej ind i bilen til sygehuset med Esther til indlæggelse forrige søndag der sagde ”så nu starter det igen, du kan godt forberede dig” jeg slog det lidt hen med et ”nej, det er da ikke så sikkert”. Og der blev helt stille i bilen efter min sikkerhedssele havde sagt Klik i låsen – stilheden sagde mere end tusind ord. Lasse og jeg vidste det. Begge børn fornemmede blot, far og mors stille eftertænksomhed over noget var blevet sagt…

Ok, dit kolde ufølsomme pisse irriterende vinterhalvår, mor her opruster og tager fløjlshandsken af… Lad kampen begynde…Jeg tænder et lille lys, der kan give håb og kampånd til det mørke efterår….