En sommerdag gik tiden i stå…
En varm og sen eftermiddag fik vi besøg af min mands far Steen og hans kone Gitte. De havde taget turen fra Århus for at besøge os. Johan var allerede på besøg og var blevet hentet af Lasse samme dag. Nu skulle vi endelig være sammen.
Det var første gang farfar Steen og Gitte besøgte os efter Esthers transplantation. Lasse og jeg skulle hente aftensmad. En omgang pasta take away og vi i trængte i den grad til, at få noget luft og komme væk fra hospitalet. For en stund, at tænke på noget andet. Bare være sammen, uden sygeplejesker og læger omkring os konstant. Vi gik lidt og efter et stykke tid, stopper Lasse op og kigger på mig og tøver lidt. ”Jeg har noget jeg bliver nødt til at fortælle dig”, siger han. Rigtig mange tanker når, at suse igennem mit hoved. For sådan en sætning er aldrig kommet fra min mand før. Kors!, når jeg, at tænke inden Lasse fortæller, at min far er død. Gået bort aftenen før… Langsomt forsvinder lydene fra trafikken og omgivelserne. Der, et sted på fælledvej, jeg drukner i tårer og i min mands favntag. Jeg hører intet omkring mig, kun min egen stemmer der siger, Nej, nej – nej! Jamen det gav jo ingen mening? Hvorfor? hvordan?
Sådan blev mit liv endnu engang forandret midt på fælledvej, en sommerdag i august. 14 dage efter, vi havde været tæt på at miste Esther, da hun blev levertransplanteret. Senere samme aften, iagttog jeg Johan, der sad i hospitalssengen og spillede Ipad. Lige der, indså jeg, at det tab, der havde ramt mig, også ville have konsekvenser for mine børn. I virkeligheden nok mest Johan. Jeg blev så ked af det på hans vegne. Han får ikke lov til at vokse op med den fineste bedstefar, man kunne ønske sig.
Jeg måtte efterlade Esther og Lasse på Rigshospitalet og flyve alene hjem til begravelse. Heldigvis havde jeg Johan ved min side. Familien var samlet og det var en smuk ceremonie. Johan gav mig styrke til at komme igennem dagen. For at være helt ærlig, tror faktisk, at jeg kørte på mine følelsers autopilot. Midt i Esthers forløb, tror jeg ikke rigtigt, at jeg fornemmede eller forstod, at han virkelig var væk.
Jeg tror bare, at jeg var blevet så vant til pressede situationer, at jeg må forvente, at der kommer en reaktion senere. For der var ikke plads til mere. Der var ikke mere ram tilbage på harddisken. Det var vel en slags overlevelses strategi. Ved bare at tabet af min elskede far, kræver jeg tager en ordentlig rusketur i følelsernes centrifuge, når der er plads på harddisken og der igen bliver mere ram tilgængelig.
Det der trøstede mig allermest i sorgen, var min veninde Johanne da hun sagde, at hendes far og min sikkert sad og kiggede ned til os, mens de fik sig en smøg og en øl mens de delte deres historie og vendte verdens situationen. Det tror jeg hun har ret i, og hvor er det en dejlig tanke…