Igår var det min datters fødselsdag, Jeg har kendt hende i 7 år. Havde det ikke været for en organdonor for 4 år siden, havde jeg siddet ved hendes gravsten.
Kære lille skat, min kærlighed, evig glæde, lykke. Du har allerede lært mig meget mere om livet, på dette tidspunkt, end jeg nogensinde havde drømt om.
Du er det fineste lille menneske, betænksom, empatisk, opfindsom – stride, vedholdende, stædig (som din far) og langt bedre behovsudsættende end langt de fleste. Særligt opmærksom på alt hvad der handler om de udfordringer, der kommer fra din sygdoms situation. Du er min inspiration, du er sejere end de fleste børn og voksne jeg kender. Du er min muse, fordi du med dit mod lære mig, hvordan du takler dine svære dage og lukker mig ind i dit barndomsrige vise mig en kilde af ny viden. Du inddrage mig i nye verdner af muligheder. Når livets udfordringer viser sig for os, viser du os sider af os selv, som vi ikke vidste vi var i besiddelse af og hjælper os med at finde endnu flere resurser i os selv. Tak for ny viden, som gør os i stand til at kunne flytte os igennem et varieret landskab af konstante udfordringer.
Tak, for alt det du lærer os – TAK for dig lille skat.
Vi er heldige, at vi i dag kan række ud imod og mærke vores lille piges varme levende hånd i vores. Når hun lægger sine arme om vores hals, og vi mærker hendes omsorg i form af søde tegninger og vi nyder hendes mange ord og fantasisange. Vi sætter særdeleshed pris på det efter alt hvad vi har været igennem og ved, at ikke alle familier kan. Sikkert noget som de fleste familier, måske en gang imellem glemmer at være taknemmelige for.
Der er intet større og smukkere i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle. Uanset om det dine, mine eller vores organer.
– Karen Heidelbach, mor til levertransplanteret datter.
På mærkedage som disse, i højtider, kan jeg ikke lade være med at sende en tanke til den familie, der en sensommerdag i aug. 2015 i det allersværeste øjeblik, der tog den beslutning, der muliggjorde at gøre at jeg i dag kan se min datter smile, høre hende le af glæde, pakke gaver op – og jeg græder stadig en tårer af taknemlighed, hånden på hjertet. Når jeg vasker og tørre hendes lille krop, når hun har været i svømmehal eller i aftenbadet, ser jeg de mange ar på hendes lille krop. Arret på halsen, hvor CV`ket gik ind i hendes krop, på hendes bryst hvor porten til kemobehandlingerne og ikke mindst de 4 ar fra operationerne og fra transplantionen.
Hvert af arene er en påmindelse om, hvad VI har været igennem, men også at hun ER her hos os, hver jul jeg har sammen med hende, hver fødselsdag, hver gang der kommer et positivt prøvesvar på kontrolblodprøven, hver gang hun fiser af sted, ned af bakken mod skolen på sin cykel foran mig og råber ” ER du med mor? Hvortil jeg svare… ” Ja jeg er lige bag dig min skat jeg har din ryg ! – OG GUD, hvor jeg elsker det!
Hjælp mig med, at vise min taknemmelighed til alle organdonere og deres pårørende, jeg ved har en svær tid i disse dage. Mit håb er at det Måske kan det blive en lille trøst i deres sorg…
Tag stilling til organdonation, del meget gerne dette skriv og vær med til at dele budskabet om vigtigheden af organdonation og hvor stor forskel det faktisk har, når mennesket og familierne modtager et livreddende organ.
På forhånd tak! Kærlig hilsen Karen