Mod lysere tider – Vi er startet på det nye år. Der er helt sikkert andre end mig, der går og spekulere om, hvad det nye år bringer. Hvad har man af drømme for fremtiden og hvad kan lade sig gøre? Når man har en hverdag, der skal afspejle og dreje sig om, at ens barns sygdomsforløb og den nye tilværelse som familie og forældre til et kronisk sygt barn. Er der reelt set plads til at have nytårsforsæt? Og er det ok?
Midt i Esthers kræftforløb fik jeg indimellem af vide, af veninder og familie, at jeg skulle passe bedre på mig selv og huske, at gøre noget godt for mig selv. Det forsøgte jeg, men kors det var svært, næsten muligt.
Nu hvor jeg står og kigge tilbage mindes jeg egentligt kun, at det var når andre insisterede på, at gøre noget for os/mig der tillod, at der blev frigivet tid og energi til at bruge tid på mig selv. men jeg havde desværre svært ved at sige, at jeg havde brug for hjælp. Jeg spurgte ikke ret tit om hjælp, og det var kun meget sjældent, når det drejede sig om brug for akut hjælp til transport af Esther og jeg, til og fra hospitalet til undersøgelser, kemobehandlinger eller pasning af vores søn Johan.
Nu, længe efter kemotiden og tiden på ventelisten, er overstået, kan jeg se, at jeg stadig har brug for Karen tid. For undervejs har jeg stiftet bekendtskab med begrebet ”selfcare” på Engelsk. På dansk lyder det vel, noget af i retningen af ” selvpleje eller egenomsorg”. Der er flere teorier om emnet, men det, der forklarer det bedst er nok dette her. Det går på, at man ved en flyulykke selv skal tage iltmasken på før man hjælper sit barn. For ellers vil man ikke kunne hjælpe eller redde det. Det er jo klart. I alvorlige kriser, når ens barn er sygt er det vigtig, at man passer på sig selv. Man ikke tilbyde sit barn hjælp, hvis man selv går ned.
Jeg har igennem de seneste år været til rådighed for min datter og familie på alle måder. Fysisk og mentalt. Jeg er efterhånden begyndt, at betragte mig selv som en stor omvandrende serviceorgan, der er til fri afbenyttelse døgnet rundt. Sådan er det selvfølgelig i forvejen, at være mor. Men, at være mor til at barn, der har været ramt af kræft, på venteliste til et nyt organ og nu kronisk syg, Ja, så er nok der – vi presser min citron. Jeg har overset min krops signaler og sovet dårligt alt for længe af stress og bekymring.
Nu er tiden i den grad kommet til, at jeg tager hånd om mig selv. Det er blevet tid til, at jeg skal gøre noget godt for mig selv. ”Karen Selfcare” – Der trænger på flere måder til at blive renset ud. På det mentale loft og en gang “rens” af krop og sind. Det har været de dårlige vaner, der har haft banefordelen de sidste år. Jeg har langsomt set mig selv, synke ned i en spiral af lige gyldighed og laden stå til i takt med, at Esthers sygdomsforløb drænede min krop og mit sind for den sidste gnist af energi. Energi og overskud til at indse, at jeg også skal passe ligeså godt på mig selv, som jeg har passet på andre. Hvis jeg skal kunne fortsætte sådan her skal der ske noget. Nu er det min tid.
Det er en rigtig svær indrømmelse det her, men jeg har sku ikke passet godt nok på mig selv – jeg har tilladt mig stort set, at gøre som jeg har villet, mens Esther har været syg. Jeg har spist og drukket lige det, jeg har haft lyst til. Nemme kalorier, usund mad og slik, sodavand, vin og chips toast, osv. i en lind strøm. Jeg har været doven, og det giver bagslag nu. Rigtigt meget. Jeg har besluttet mig for, at nu er det nok. Ikke mere trøstespisning til mig. Jeg har lyst til, at der skal ske ændringer, for jeg har fortjent langt bedre. Nu vil jeg kræve mit overskud og tid til mig selv tilbage.
Når man bliver indlagt med sit barn på hospitalet, er man naturligvis velkommen til at spise med som forældre, og det er bestemt ikke altid er den mest spændende eller sunde mad. Der gik faktisk lidt tid inden, at jeg blev klar over, at maden fra serveringsvognen tit var tunge rettet med sovs og gryderetter, der er ekstra beriget. Dvs. tilsat ekstra fedstof, nærende og velproppet med energi. Det var rigtigt nemt, at bede venner og familie om, at lige tage noget “hurtigt” mad med, når de kom på besøg på hospitalet. Det er også nemt, at være ligeglad med kvaliteten af det, der ryger indenbords. For det er det, der kommer sidst i rækken af ens bekymringer…
Faktum er, at der nemt kan ske en vægtøgning, når man ikke bevæger sig og har en stille sidende hverdag på et hospital. Det er ikke lige lange gåture det var tid eller overskud til. Jeg mindes, at når der var tid, så sætte jeg mig ned ved Esthers hospitals seng, med en pose Blue Jeans lakridser og strikkede. Jeg må være ærlig og sige, at det ikke var det jeg koncentrere mig om. Det var, at min datter blev rask, så selvfølgelig kom alt andet i bagerste række. Jeg vil gerne genfinde energi og glæde igen. Jeg vil gøre noget af det, der giver mig glæde, gåture, læse noget der giver mig mening. For helt ærligt så føler jeg, at jeg sidder fast i min datters sygdomsforløb, og ikke har haft indflydelse på noget som helst de sidste par år. Det kan godt være dette her nye tiltag ikke ændre på ret meget, men jeg er da idet mindste kommet til et punkt, hvor jeg begynder at få lyst til at ud leve og gøre noget godt for mig selv.
Sætte en streg i sandet og sige nu starter vi på en frisk. Jeg trænger til, at lægge dårlig samvittighed bag mig. Vende op og ned på det hele og ryste posen. For det kommer ikke af sig selv. Nix, med det liv jeg lever pt. kræver det, at jeg går ALL IN, hvis der skal ske noget, så det gør jeg fra i dag. Beslutningen tog jeg i går! For nogen vil det måske lyde lidt overilet og ikke det mindste gennemtænkt, men dem, der kender mig vil sige nå ja selvfølgelig skal du da det… for jeg er tvilling og indimellem ret spontan og impulsdrevet. Når jeg finder noget jeg tror på – så skal det være nu… Og selvfølgelig kan jeg mærke på min intuition, om det er rigtigt eller ej…
Så I dag starter jeg min sundhedsrejse tilbage til der jeg var, før Esther blev syg, men det ville være en fejl både at skrive og tro på. Mit mål bliver nok nærmere, at gå på jagt efter den bedste udgave af mig selv, som jeg kan blive nu. For jeg bliver jo ikke den samme som før, uanset hvor meget jeg hopper på tungen. Jeg vil gerne nulstilles genfinde energi og glæde igen og kan tabe mig igen og komme i nærheden af den vægt jeg havde omkring det tidspunk, hvor Esther blev syg. Taber jeg mere end det, vil det bare være et kæmpe plus.
Jeg ser dette nye tiltag som et boost, der kan kickstarte det nye år med en sundere livsstil. Jeg er overbevist om, at dette her bliver en ny og spændende tid for mig. Jeg vil gerne tabe ca. 4 -5 kg. Mon ikke det også er et realistisk mål, og bliver det mere er det bare super. Jeg glæder mig helt vildt til, at kunne mærke forandringen og se få skik på de overflødige kilo, der har generet mig så længe.
Men, jeg har desværre en rygrad som en regnorm og jeg kan ikke gøre det uden en form for støtte, og heldigvis behøver jeg ikke at gøre det helt alene. Jeg har nemlig besluttet, at jeg vil lade mig sundhedsboste ved hjælp af C9 programmet fra Forever Living og sammen med andre. Jeg har længe ville have startet på en realistisk sundhedsboost, som jeg kunne gennemføre og nå i mål med. Før jeg har aldrig troet på hverken skankekure eller fastekure. Eller på mine egne evner i den retning. Disse udrensningsforløb har jeg indimellem haft kun halvhjertede forsøg og resultater med. Nu trænger jeg til at se resultater og få nogle helt konkrete redskaber til, at nå i mål… Det her er vel en del af min ”recovering”og en måde, at slippe dårlige viberationer og selvsyn – en måde, at hele sårene på, efter Esthers kræftforløb.
Mit håb er, at jeg ved at flytte min fysisk, så flytter jeg mig vel også mentalt og psykisk længere væk fra kræftens nedbrydende favntag. Det er tid til at handle og ikke have ondt af mig selv længere. Tid til forandring. Tid til, at handle konkret.
Hold nu op! Hvor jeg glæder mig til at komme i gang. For det bliver da afsindigt hårdt, især træningsdelen bliver udfordrende. Og så skal det jo være sjovt undervejs og heller ikke et stramt kedeligt kostprogram, der dræber min motivation undervejs. Jeg er spændt på om jeg klare, at lave retterne indbydende og appetitlige nok. Kors! hvad har jeg rodet mig ud i?
Har i lyst til at læse med og se hvordan det går? Så er du velkommen til at følge med de næste 9 dage… Hvor jeg forsøger, at rykke busken af dårligdomme op med roden. Jeg lover, at det bliver sjovt og underholdende, når jeg blogger om mine strabadser undervejs og resultater undervejs … Kom igen Karen! – Det er 9 sølle dage…. stay tuned… Indtil næste Blogindlæg, hvor jeg afsløre lidt om mit startudgangspunkt, jeg skal nemlig på vægten og have gang i målebåndet…
Er du blevet motiveret, nysgerrig eller har du lyst til at være med? Så kan du nå det endnu, bestille produkter eller læse mere på http://www.Myaloevera.dk/bymadsgaardforeverliving
Du er velkommen til at kontakte Lene Madsgaard Nielsen på mobil 6061 7187.
Du kan også følge bymadsgaardforeverliving på Facebook