I dag var jeg inviteret til at deltage i DR P1 Debat, om Corona virussen i Danmark. Gør myndighederne nok for at beskytte se sårbare og udsatte danskere? En målgruppe af kroniske syge danskere der lever med organsvigt, en gruppe som min datter er en del af..
Jeg blev Bl.a. spurgt til hvad min holdning var til de mennesker der trodser deres karantæne og opholder sig blandt andre og om min familie har af forholdsregler og hvad vi gør for at for at beskytte Esther mod smittefare.
Medvirkende var bl.a. Liselott Blixt Lone Simonsen, professor i Sundhedsvidenskab ved RUC og sundhedsordfører Stinus Lindgreen. Det blev en meget fin og oplysende debat som du kan høre via linket herunder.
Det er meget nemt, jeg har sammen med min mand besluttet, at vi holder begge børn hjemme fra skole indtil vi får en klar udmelding om hvordan vi skal forholde os som pårørende og til at denne usikkerhed på hvordan udviklingen bliver på Corona Virussen.
Med ansvaret for Esther og hendes helbred, kan jeg ikke se mig selv i øjnene, hvis hun skulle blive smittet og jeg ikke havde gjort hvad jeg alt hvad jeg og min mand kunne gøre for at forhindre det. Jeg mangler helt konkrete råd fra Riget om hvad vi skal gøre for at passe på de transplanterede som Esther. Hvad betyder alt det her for de transplanterede for deres familier?
Jeg håber inderligt, at myndighederne snart vil tage et initiativ til at beskytte de svage og sårbare og hjælpe de pårørende med at på passe på og beskytte deres kære. Mine bekymringer drejer sig naturligvis om de kroniske syge og især de transplanterede og dem der er på venteliste til en organtransplantation. Det ville være på sin plads at de transplanterede og deres pårørende kunne få lov til at blive hjemme og arbejde hjemmefra hvis muligt. Alle pårørende til alvorligt udsatte bør tilbydes fleksible arbejdsforhold og ikke mindst søskende skal holdes hjemme fra skole, hvis du spørger mig.
Lasse har her til aften fået bekræftet, at han de næste par dage kan arbejde hjemmefra, jeg er stadig på orlov og vi holder børnene hos os, vi har tænkt os blive hjemme de næste dage og afvente myndighedernes anbefalinger i takt med udviklingen. Vi har desværre også taget valget om ikke at deltage i Lasses fars runde fødselsdag i weekenden. Vi har handlet lidt ekstra stort ind og bliver inden døre de næste dage.Og hvis de lukker skoler for en tid er det det der må til.
Jeg ønsker ikke for nogen at de svage bliver smittet, og jeg syntes vi alle har et ansvar for at passe på hinanden og hjælpe hinanden godt igennem den næste tid. Vis hensyn, følg myndighedernes anvisninger og pas på hinanden.
Take Care alle sammen! Vi ses på den anden side…