Alle burde have en Johanne.

Kender i det? Hvor man hele ens barndom har drømt om at have en søster, fordi man havde to storebrødre? Sådan havde jeg det indtil jeg en dag tilfældigt kontaktede en ung pige i vaskekælderen, i den opgang jeg boede i. Jeg var i lære hos PER på Store Torv i Århus og jeg spurgte hende om hun ville sidde hårmodel for mig samme aften.

Heldigvis sagde hun sagde ja og det blev starten på et livslangt venskab og har aldrig veget fra hinandens side siden.  Selvfølgelig er der perioder, hvor vi ikke ligefrem har siddet på lårene af hinanden, med venner man har kendt længe, kan der godt gå lidt liv og hverdag imellem. Til gengæld er man aldrig længere væk i tankerne end en opringning. Johanne er der selvom hun ikke er der altid., kender i det?

Johanne hedder hun, eller som jeg kalder hende Joe. Bare Joe. Min Joe. My wingwoman, gennem tykt og tyndt. Vi har kendt hinandens EX kærester og vores nuværende mænd. Vi har danset det halve af århus dansegulve slidte, sunget med på Tina Dickow, Lisa Ekdahl og Lars H.U.G. ”make love Backwards” på cd-afspilleren til hudsløshed, mens vi har drukket vin og delt vores ungepige drømme og håb for fremtiden ud på de sene nattetimer. Senere da Århus blev bytter ud med Aalborg, har vi tilbragt mange timer i baren på cafe Obel og lyttet til Dj Desm, Zimmer og Marster Fatman – den ”ungdom”, som blev skiftet ud med huskøb, familieliv og parmiddage.

Begge har vi spillet en stor rolle i hinandens liv BL.a. ved hinandens bryllupper, vi har holdt hinandens nyfødte børn i favnen og fulgt hinanden igennem graviditeters op- og nedture. Kejsersnit og amme stop, grine og grædeflip og alt det indimellem. Vi har delt, fået, opnået og mistet i hinandens nærvær.  Vi har kendt hinandens familier til tider knudrede familieforhold og er enige om, at vores afdøde fædre sidder på en bænk oppe i himlen og nyder en kold øl og en smøg sammen, mens de kigger ned på os og slår hinanden på skulderen og siger” Jo, det gjorde vi sku meget godt med de to”.

Jo man kan godt sige, at vi har været en del igennem os to, det er faktisk helt særligt, at have et andet menneske så tæt på som man har kendt det meste af ens liv. Vi valgte for længe siden at udnævne hinanden til søstre –  ikke af blod, men fordi VI besluttede os for det. Man er vidne til hinandens liv, og det er helt ubeskriveligt dyrebart. Tænk, at et andet menneske (udover ens mand selvfølgelig) det stadig er med på ens rejse og har holdt fast og hinanden ud i så mange år. Jeg håber Johanne føler det samme. Men mon ikke? Jeg har heldigvis været beriget med mange dejlige venskaber gennem hele mit liv, veninder som stadig er i mit liv og der har været der for mig og især, da Esther var syg. Mine musketere kalder jeg dem, du kan læse lidt mere om dem HER.

I går mødtes Joe og jeg igen og drøftede verdenssituationen og vendte vi vores liv på hovedet med en lang samtale om livet, som hundrede gange før. I går var slet ikke anderledes, men alligevel er det noget særligt ved vores snak. Vi vender alt, stort og små, vores “overload” af det vi gerne vil rumme og gøre – og alt det vi burde og til sidst vores fælles frustration over, at indse at vi ikke kan alt, når vores utilstrækkelighed velment og fast slår os tilbage til virkeligheden, så vi lander i leverpostejmadder, børn der ikke høre efter og en ”niv mig i armen” oplevelse af at være i livets trædemølle på godt og ondt.

Johanne har om nogen været der for mig især de år hvor Esther var syg, hun har støttet mig, lyttet til mig når det har allerværst, hun har været optimist, grædt med mig når det var sværest. Hun har engageret sig, glædet sig sammen med mig når det er gået godt og hun har været der, når alt andet enten har fejlet eller sviget.

Jeg blev så rørt og kom til at græde, dette er sket før, men denne gang var det ikke over Esther situation eller hvordan hendes sygdomsforløb har påvirket vores familie og jeg. Det var nærmere fordi, at jeg indså hvordan hun oplevede min udvikling og alt det, der er sket for mig med hendes øjne. I virkeligheden kom det først til mig senere, at det måske var det en af største og smukkeste komplementer jeg har fået. Hun sagde, at jeg var livsklog og roste mig for min måde at håndterer det hele på og at jeg i en alder af 43 allerede havde oplevet det, de fleste nok først ville opnå, når de var langt ældre. Den ramt mig lige i solar plexus, fordi det kom helt bag på mig, at hun så på det, på den måde. SÅ føler man sig set ikke?

Overfor Johanne kan jeg ikke glatte ud, eller gemme noget – gudskelov for det. Hun sætter ord på mine tanker og siger tit tingene som de er før, jeg selv er kommet frem til samme konklusion. Hun har røntgenblik og det nytter ikke noget, at lade som om eller tale uden om – Nix Svesken på disken. Nogle gange bliver jeg forbavset over hendes ligefremhed. Hun er ekstrem gavmild, skøn, sej, stærk, sårbar, elskelig, trofast og et blændende forbillede på så mange punkter. Hun er en selvskabsugle, eminent til at holde venner par tæt på sig i mange år, kender alt til indretning, gastronomi, pli og Emme Gad – Hun elsker mode og er hudløs ærlig om din røv (sorry) ser stor ud, eller om du har skuldre som en vinflaske. Trust Me!  Hun kan begå sig på alle de bonede gulve hun sætter sig for, og tage fusen på alle med sin akkurate, viden og vindende personlighed. Hun er en inspiration, min mentale motivation og det spark i røven som jeg nogle gange (tit) har brug for. Johanne er min stok og den støtte, jeg kan rejse mig ved.

Johanne har bogstaveligt reddet min røv (Sorry igen) flere gange, som i går med råd og vejledning, om alt fra gamle familierelationer, til nuværende råd om børnenes sovetider og tips til madpakker.

Vores venskab, samtaler og ”terapi timer” som vi kalder dem, er guld værd for mig, og der ingen tvivl om, at vores snakke bringer os begge mere indsigt og sparring i vores liv. Gode veninder er uundværlige, når vi giver lidt, får vi meget mere tilbage. Respekt, sårbarhed og tillid, er for mig nøglen til, at fastholde dybe relationer og skaber muligheden for at sparre og placere sig selv på et ”hvordanharjegdet – barometer” og hvor henne i verden eller sagt med andre ord, i hinandens selskab får vi trukket strudsens hoved op af jorden og fundet balancen igen. Alle burde have en Johanne, man kan spejle sig i og ikke mindst spejle sin fortid, nu tid og dele sine personlige forhåbetlige fremtidige personlige drømme med.

En gang imellem er det bare vigtigt, at få et mentalt brusebad og få skyllet det indre system igennem af en skøn flod af lige dele udrensning af brok og få de mentale depoter fyldt op med ny energi, kærlighed og mod på en ny omgang i livets trædemølle.

Hvor er jeg glad og taknemmelig, jeg har verdens bedste veninde, søster af valg og hun ved det ikke gang selv, hvor meget hun betyder for mig. Vi har alle fordele hos os, vi har ikke slåsset om den samme dukke, vores forældres opmærksomhed eller slået sten-saks-papir og fordelt de sure pligter imellem os –  Vi har skummet fløden af de bedste år af vores liv, valgt at have en fælles positiv indflydelse på vores fremtid. Vi har ikke dømt og konkurreret på vores liv, karriere eller status. Vi har altid bare været – lige – forskellige – ens. Tak Johanne.

Tag en veninde eller ven, der altid er der for dig – trods udfordringer og alvorlig sygdom & når livet giver en på kassen.