Aftensol over riget…

Så fik vi endelig svar!
Endelig kom svaret fra dagens blodprøve, Alat var desværre fortsat med at stige, så de gjorde klar til leverbiopsien.  Damm. Måske ligefrem ikke det rigtige ordvalg, men det er nok fordi jeg er tom for ord.
Over middag blev Esther lagt i narkose og fik foretaget en leverbiopsi. Det var ikke uden vanskeligheder at få hende til at tage maske, så vi måtte give hende en beroligende tår at falde til ro på. Selve indgrebet tog under en halv time og vi kom hurtigt ind til hende, mens de var ved at ordne de sidste ting inden hun skulle køres over på opvågningen. Der var kommet en opringning med svar på de fæces prøver der var blevet taget her over og der var fundet virus i prøverne, en sjælden som ingen af den kendte til… Men vi blev øjeblikkeligt sendt tilbage på stuen i isolation, efter opvågningen… Åh, Crap…

Esther sov i to timer og kom derefter over på sin stue igen en smule fortumlet, men ved godt mod. Det er altså svært at få hende til at forstå, at hun skal blive liggende til kl. 19.30 i aften. Ved fælles hjælp og en pokkers masse underholdning og afledning er det faktisk gået ok. Ved 17.30-tiden fik vi endelig svar på om det var en frastødning af doner leveren. Vi var lettede, glade, paf og vildt lykkelige – alle vores bekymringer og bange anelser blev fejet af vores skuldre i det øjeblik lægen han sagde at det var ingen tegn på afstødning. Isolationen blev ophævet, da vi kunne fortælle at Esther ikke havde haft tynd mave de sidste to døgn. Hvilken lettelse, og skønt at jeg ikke skal være 100% afhængige af sygeplejerskernes hjælp til selv den mindste lille ting der skal hentes uden for denne stue.

Til gengæld var der fundet Sapovirus i fæcesprøverne og de manglede stadig svar EVB og CMV – som kort sagt så længe de svar mangler og levertal stadig er forhøje ja så kommer vi ikke hjem. De vil overvåge og følge hende de næste dage til tallene er acceptable og gode igen. Lasse og jeg besluttede på den baggrund at han kunne køre tilbage til Aalborg i aften og få sovet og være frisk til, at hente Johan i morgen tidlig hos hans onkel og tante.

Esther og jeg bliver på rigshospitalet til alle tal har rettet sig og er normale. Ingen påskeferie til os, i hvert fald en noget anderledes end den vi havde regnet med… Men det er også helt ok – for vi er vildt taknemmelige og lykkelige for, at vi slap med skrækken for en frastødning. Jamen jeg forstår slet ikke at vi stadig står op. Det må vore overlevelses og kampinstinktet der automatisk sætter ind. Jeg er træt, udmattet og føler jeg kunne sove i en uge.

Så har vi prøvet det med! Føj! Nu tager vi en dag af gangen og prøver, at få pulsen ned igen og indstiller os på, at være her og væk hjemmefra drengene den næste tid… Esther er heldigvis både glad og tilpas og har overskud til, at spise, drikke og agere fotograf… De seneste dages oplevelser må med tiden sive ind i rækken af oplevelser af de mindre behagelige…For os alle hele vores lille familie.

Dagen slutter med en smuk solnedgang over riget – ligesom den solopgang vi stod op med i morgens. Tænk, hvor heldig er vi lige? at vi kan lægge vores hoved på puden med en ro og taknemmelighed for, at tingene gik som de trods alt gjorde. Vil i ikke nok huske, at nyde påsken og huske på at nyde livet og hinananden? Skåle en ekstra gang til påskefrokosten   (Ingenspritkørsel!) – Og kram manden, konen og de kære børn en ekstra gang, og husk at sige, at du elsker dem… for – Need i say more?

Godnat fra Riget!