Afgørelsens time

I sidste uge spurgte jeg jer om et godt råd ang. Vores datters mulige skole udsættelse grundet hendes kræft og transplantationsforløb. Vi var simpelthen sådan i tvivl om hvad, der var det rigtige at gøre…. Tusind tak for jeres gode råd og kommentarer alle sammen! Vi har nu truffet en beslutning…
Efter en uge med grundige overvejelser og samtaler med familie og venner, har vi næsten stået på tæer for argumentere både for og imod, at lade Esther starte i skole efter sommerferien.  Eller skal vi udsætte hendes skolestart og lade hende blive i børnehaven et år ekstra. Vi er i den grad sat på prøve og vores deadline mht. beslutningen der skal tages er fredag d. 15/12 – Altså i dag!! Læs om vores overvejelser her!

Der er ikke kun ET stærkt og afgørende bevis, der peger i en bestemt retning. Det er jo netop den manglende rygende pistol, der stadig gør vi tøver og er så afventende og beslutningsløse. Men det nytter jo ikke noget, for børnehaven skal have et svar. Damm! Jeg håbede ellers lidt naivt på, at der ville komme en frelsende engel flyvende ned med en guldkuvert i hånden, der ville trække i snoren så kuverten ville åbne og afsløre det helt perfekte og endelige svar. Men næ, nej…

Vi har valgt, at læne os op ad børnehavens fagpersonale, som anbefaler at Esther starter i skolen. Der er selvfølgelig mere på spil end bare det, men de mener hun kan blive klar, og “fordelene” ved skolestart vejer mere end ”ulemperne” for at lade hende blive. Vi kan godt se at hun vil få mere ud af at følge den kurs og udvikling hun er i nu. Hvis hun skulle blive i børnehaven et år mere, ville hun allerede efter juleferien skulle skilles fra sine veninder og den store skolegruppe og tilbage på stuen med de mindre og helt nye små børn. Jeg forstår godt at de vil sørge for at hun hurtigt går relationer til den gruppe hun så skal følges med, men jeg tror ikke at det vil gøre hende noget godt. Det vil simpelthen være så synd for hende at hun ikke skal være sammen med sine to veninder og den gruppe hun har fulgtes med fra hun startede.

Det har hele tiden igennem mine overvejelser været svært for mig, at undertrykke mine egne behov for at hun får så meget ”barndom” som muligt, nu da hendes liv tog så drastisk en drejning en sensommerdag i 2014. Men som en skrev til mig, så skal kræften ikke have lov til at fylde og vinde mere, over hendes liv og hverdag, og det er så rigtigt sagt. Ej heller skal mine egne ”hvor er det synd for hende” ikke forhindre hende i at fortsætte sin trivsel og udvikling. Hun skal ikke holdes tilbage, miste sine relationer og bruge tid på at opbygge nye. Esther er kvik, siger de og hun er interesseret i bogstaver og følger med socialt og hendes stædighed kan vendes til viljestyrke var et af pædagogernes argumenter. Et andet stærkt argument som var bekymringen for om hun vil “rende tør” for sin iver og lyst til at ville lære, hvis hun nu begynder at kede sig og ikke bliver udfordret som hun har været vant til.

Så nu sidde vi her med en anelses ro, eller i hvert fald så har vi taget en beslutning. Bum! Om vi føler os sikre i vores valg og føler os lettede? Jo, både og, for det vil nok altid spøge lidt i forældres baghovedet om man nu træf det rigtige valg på ens barns vegne. Måske får vi svaret om mange år. Nu har vi ihvertfald taget den.

En ting er sikkert, dette er kun den første af en lang række beslutninger som vi skal træffe for vores børn, Esther og Johan. Dette her var en af de vanskeligere, men når jeg ligger mig til at sove i aften ved jeg, at jeg kan mærke en tryghed i, at Esther nok skal klare den uanset hvilke udfordringer der kommer til hende. Det, der fylder mest er, at vi har gjort mest for, at sikre hendes trivsel og glæde i den hverdag, vi så længe har kæmpet hårdt for at få så stabil og rolig som muligt. Og sagt mellem os to, så priser jeg mig lykkelig og taknemmelig for, at det endelig er os, der sidder med valgene og skal tage beslutningerne.
Tænk, at det ikke kun er spørgsmål om hvilke type str. Sondeslange, bedøvelse, behandling eller undersøgelse der skal foretages på vores datter, beslutninger som er ude af vores hænder.

Endelig føler jeg, at det med denne svære beslutning, er gået op for os at har vi generobret kontrollen igen. Nu det er os, der har det sidste ord og ikke længere kræften og vi er ikke længere overladt til at lægerne træffer de vigtige beslutninger. Det er os, Lasse og jeg der tager helt almindelige store beslutninger på vores datters fremtids vegne.

Et mentalt billede og symbol, som dem der har læst med undervejs på vores rejse vil vide er, det tog, som vi føler vi den gang blev sat ufrivilligt på. Vi følte at det bare kørte afsted med os. Vi kun glimtvis så en perron, mens vi kørte uden at vide hvor vi var eller om toget overhovedet ville standse igen. Nu kan jeg bare sige, at toget har holdt stille ved perronen et stykke tid, og at vi er begyndt at samle vores mod til, at vi en dag kan forestille os selv, stå ude for på perronen og se toget langsomt sætte igang, kører væk og forsvinde ud i horisonten.

Endnu en gang tak til alle, der gav sig tid til, at skrive til mig med deres egne erfaringer og gode råd, det har betydet meget for mig TAK!…♥