About last Friday… Der er få mennesker, der kan få mig til at rødme i forlegen og ydmyghed, på den måde som Lisbeth Sagen får mig til. Lisbeth er et kært menneske jeg lærte, at kende for længe siden en dag på Aalborg sygehus afd. 303B.
Ved vores første mødte, grad jeg som pisket, det var mit første møde med klassisk musik, sådan helt tæt på. Det var også første gang gik op for mig at musikkens toner, var en direkte ventil til det følelseshav jeg oplevede inden i. Lisbeths og MusikBeRiget toner ramte og rørte mig, på et tidspunkt hvor jeg slet ikke var parat eller klar over hvilke magiske og forløsende virkning, det havde på mig og ikke mindst min datter, Esther.
Sidste fredag mødtes vi igen, under helt andre omstændigheder. Denne gang på min banehalvdel, hvor viste jeg en side af mig selv, som jeg ikke viser så ofte. Den aften åbnede jeg en dør ind til en anden verden, nemlig til min tidligere professionelle karriere som frisør, kosmetolog og stylist. En tilværelse som selvstændig frisør og en karriere jeg havde lagt bag mig kun ganske få år før min datters kræftdiagnose drejede mit liv en helt anden retning.
Der er få mennesker, der har set mig i min mest sårbare rolle som mor, mens Esther var indlagt. Der hvor jeg var fortvivlet med blottede følelser helt uden filter. Lisbeth kender mig kun som mor til Esther, der havde kræft og som, hun senere har spillet for på rigshospitalet, på intensiv, da Esther var blevet levertransplanteret.
I de fem uger Esther var på intensiv, var Lisbeths musikalske besøg, noget af det der gav allermest fred og mening i min og vores kaotiske virkelighed. Vi så frem til MusikBeRiget besøg, og nød, at musikken kunne tage os ud af virkeligheden, og vise os en anden verden, hvor dagsorden ikke handlede om sygdom og bekymring.
Lisbeth trådte ind på hospitalsstuen med sin violin og med enten Ole eller Berit ved sin side, og spillede det skønneste livsbekræftende musik. Tonerne fandt ikke kun vej til, min datter der kæmpede for sit genvinde sin barndom, men også helt ind i mit hjerte, og ind i sjælen. Lisbeth smed en redningskrans ud til mig på det åbne hav, med et musikalsk øjeblik og et håb, så jeg kunne finde ro til at komme op til overfladen og trække vejret igen. MusikBeRiget blev noget genkendeligt og noget vi kunne knytte noget positivt sammen med når vi var indlagt eller til kontrol.
Fredag aften i Musikkens hus, fik jeg mulighed for endelig, at givet lidt tilbage til Lisbeth og MusikBeRiget, og at vise alt det jeg også er, og ikke mindst det jeg var, før min datter blev syg. Den aften var en helt speciel aften og en helt speciel anledning for mig, at bruge lidt af min tidligere professionelle karriere og gøre en lille forskel for Lisbeth og MusikBeRiget.
Koncerten i musikkens hus var til fordel for frontpersonale på Aalborg sygehus med støtte fra Spar Nord fonden. I min optik burde Lisbeth og MusikBeRiget have deres egen tapperhedsorden, for de udfører hverdag et mindst lige så stort arbejde for patienters trivsel og velbefindende. Under lydprøverne til aftenens koncert, mærkede jeg musikken igen række ud efter mit hjerte, omslutter det blidt og trygt. mens tonerne, stemmerne og instrumenternes klang og melodi førte mig nænsomt, men bestemt tilbage på reflektionernes sti. Musikken drysser med sin magiske og mageløse hed, små musikminder ned over Esthers lange sygdomsforløb og vores families rejse. Heldigvis bliver de til små minder og gyldne øjeblikke i vores families historie.
Vi, familien Heidelbach er helt sikkert ikke den eneste familie, der har mødt Lisbeth og hendes MusikBeRiget på sin vej. Jeg bliver uden tvivl ikke den sidste mor, som Lisbeth rammer, rører og sender helende reflekterende musikalske bølger, akkompagneret af hendes varme intense blik fyldt med omsorg.
Vil du læse mere om møderne med Lisbeth kan du læse med her i blpgindlægget