Nogle gang er det de simple ting som vi tager for givet. Ganske simpelthen fordi vi forventer at det fungerer, vi er jo så vant til at det gør, ikke?
Forkølelse kan de fleste børn selv klare at komme over, men er man barn og transplanteret og har høretab, skal man ofte have hjælp med at komme over det.
Gennem længere tid gennem december havde Esther gået med letter forkølelse der sad i næse og lukkede til og Tiltagende nedsat hørelse gjorde at vi to hende til at høre lægen som kunne konstatere undertryk i begge øre. Det en dræn var ude, og det andet sad halvvejs ude. Øv. Det var desværre også et tydeligt tegn på begyndende væske på begge øre. Vi blev sendt hjem med en næse ballon og beskeden om at Esther skulle blæse ballonen op med sin næse og forsøge at udligne trykket i ørene. Det var egentligt ok den første uge og det hjalp også lidt, bare ikke nok til at forhindre at Esthers hørelse hurtigt blev forværret.
Det resulterede i endnu et besøg hos ørelægen, der kunne konstatere et mærkbart fald i hørelsen og at der stod masser af væske i begge øre og derfor var intet andet at gøre end at lægge nye dræn ind igen. Er der 4-5 gang efterhånden? Er stoppet med at tælle og have styr på det.
Det er vigtigt Esther har de bedste mulige forudsætninger for at høre, hendes høreapparater har haft forlænget juleferie for de har været nytteløse ar bruge når der er helt flade høre kurver. Faktisk så målte de at hun intet kunne høre før 70 decibel. Gisp! Esthers høretelefoner er børnebeskyttet kan til info ikke spille høre lyd end 80 decibel mener jeg. Stakkels pige. Det har også været nærmest umuligt at kommunikere med hende for hun svarer HVAD?? Til alt vi siger til hende! Det har været vanskeligt ikke at blive irriteret over hendes situation, men hun er jo uden skyld og vi har udvist hensyn på alle mulige tænkelige måder. Anstrengende for hele familien, vi har glædet os rigtigt meget til i dag hvor Esther skulle i narkose og have de nye dræn.
I morges 08.30 havde vi en tid ved ørelægen Aalborg, og Esther har selv givet udtryk for at hun gerne vil have nye Polo ‘er i ørene igen. Det kalder vi de små dræn, for de ligner de mint pasteller som hendes bedstemor altid plejede at have i sin taske og som hun rundhåndet delt ud af. Det kan Esther relatere til og det giver mening for hende. Hun var spændt på at skulle have narkose og lægges til at sove for hun bliver bange. I bilen derind talte vi igen om hvad der skulle ske og kom til at smile af at hun ikke kunne forstå ordet Narkose, fordi hun ikke kunne høre hvad jeg sagde. Hun hørte det som kokos… Vi blev enige om at det kunne vi også bare kalde det.
Esther klarede det så flot, hun sad hos mig mens hun fik maske over næsen og holdt os i hånden. Hun faldt roligt i søvn. Det er den bedste narkose oplevelse vi nogensinde har oplevet. Ingen gråd, ingen forhandling og trækken i langdrag. Det var simpelthen så godt for Esther at opleve en ganske rolig masketur. Jeg er altid lige tur i det nervøse og bekymrede ringhjørne igen når vi sidder og venter på hun bliver færdig .Denne gang var ikke spor anderledes, for det er aldrig rart at se sit lille barn døse hen og overgive sig til noget så kraftfuldt der slår hende helt ud.
Efter mindre en 10 min. Kunne vi se hende igen og alt var gået godt, men da vi forsøge at sætte hende op efter hun var kommet lidt mere til sig selv var det som om vi slet ikke fik kontakt med hende længere og hun sank sammen i mine arme og jeg måtte tage mig samme for ikke at gå i panik. Kors hvor blev jeg lige forskrækket, hun var simpelthen inde i en klokke og reagerede ikke på vores spørgsmål og sad bare træt og passiv. De målte hendes værdier som var fine og sygeplejersken sagde at hendes pupiller ikke var store længere og at hun havde det ok igen. Sikke en ubehagelig opvågning, hun plejer at være sur fordi vi vækker hende og græde så tårerne triller ned ad kinderne – nu sad hun bare helt passivt og stirrede ud i luften.
Der blev ikke sagt et ord på vejen hen til apoteket efter øredråberne, og hun fik de store høreværn på som vi havde tilbud at vi kunne tage med denne gang, fordi alle lyde vælter skærende høre ind i ørene på hende. Der var ro, ingen gråd og vi holdt bare i hånden. Det var en god tur hjem.
Nu skal hun være under observation til i morgen og får naturlig en dag hjemme hos mig, med masser af is, ro og kærlighed. Vi glæder os over at det er gået så godt, og både Esther og vi mærker en markant forbedring i Esthers hørelse og gud hvor er det skønt, at hun kan høre hvad vi siger og ikke svarer os med et Hvad?? Og hun har heller ikke brug for at gentage, hvad hun tror vi siger, bare for at være sikker på at hun har forstået os. Det kommer til at gøre en kæmpe forskel for hende i skole, hvor det også har været en kæmpe udfordring for Esthers klasselærer og de andre elever at kommunikere. Man tænker ikke over at det øger Esthers udfordringer fagligt i timerne, når hun ikke kan høre. Det koster en sygedag, fravær fra det sociale fælles oplevelser med vennerne. Da jeg hentede hende fra skole den anden dag gik hun lige forbi en af sine veninder, der talte til hende. Esther hørte slet ikke kun kaldte på hende, Det viser meget godt at hun er alene i sin egen lille verden.
En simpel samtale, nærhed og opmærksomhed, udveksling af ord, noget vi tit tager forgivet… Velkommen tilbage i vores hørende verden lille skat.
Jer med “Ørebørn”, hvor gamle var jeres børn før de “voksede” fra deres behov for dræn? Syntes at have hørt det kun er de små børn? Hvad er jeres erfaringer?