Kære Alle
😉 jeg fik lige lyst til at lave en lille introduktion til alle jer nye, der ikke kender mig så godt😘 Mit navn er Karen, jeg er lige blevet 44 år gammel og på Instagram verden fortæller jeg om livet som cancermor til en levertransplanteret datter og om alt hvad det bringe med sig med mentale op og ned ture. Jeg drømmer om at turde skrive hudløst ærligt, bryde alle tænkelige tabuer, der er forbundet med at leve med de mentale mærker som livet giver af at være mor til et barn med svær kronisk sygdom. Jeg er sygeplejer og behandler af vores datter, medicinansvarlig, sagsbehandler, tovholder mellem sygehus, kommune, skolen, ekspert i sondemad, Hygiejne, infektions tal, jeg er mit barns stemme og advokat og guide i en verden præget af sygdom … Og higer efter at være så meget andet; Men Først og fremmest er jeg en stolt hustru & mor! Detaljerne om vores datters sygdomsforløb, der fik mig til skrive må I finde på min blog Cancerfamiie.dk 😘
Oprindeligt drømte jeg om at blive Specialeffekt makeup artist i England, men blev udd. frisør og kosmetolog, og tog et seriøst tiltrængt skifte efter selvstændig og ansat i branchen. Fik nok af arbejdstiderne i branchen, og måtte sande at jeg fungere rigtigt dårligt med mennesker, der ikke formår at leve op til lederroller, eller som ikke formår at udnytter deres eget eller andres fulde potentiale. Blev uddannet sundhedsservicesekretær og var ansat som sekretær i drømmejobbet hos en af verdens bedste chef… (ja de findes også)
Jeg har pt plejeorlov og er arbejdsløs. BUM. Nu er jeg Boss i Patientforening Organdonation ja tak som frivillig ildsjæl, projektleder og foredragsholder. Det mig kørende, så jeg ikke synker ned i selvmedlidenhed over, at mit liv tog en skæv drejning, da min datter fik kræft. Det holder mig oven vande og dæmper mine symptomer på posttraumatisk stress fx, koncentrationsvanskeligheder, øget lyd- og vagtsomhed samt hukommelsesbesvær. For at toppe det, så er jeg særligt sensitiv, arbejder med mit selvværd og på at tabe mig. Mens min datter var syg levede jeg efter devisen – ”skrabe så meget lykke og luksus til mig som jeg overhovedet kunne, og det er i den grad lykkedes mig! 10 kg!!! Jeg forsøger at ryste vanen fra mig og ændre mine kostvaner og har fornyeligt fået konstateret hudlidelsen Rosacea. Heldigvis har jeg fundet ud af at jeg kan løbe, så nu er der ingen undskyldning, det handler bare om, at lukke munden, løfte røven og komme afsted.
Mine forbilleder er stærke kvinder, der tør stå ved deres mening, bryde tabuer og kæfter op om ligestilling og alt der falder dem ind uden, at tænke over hvad andre tænker om dem. Det mod har jeg ikke (endnu) det arbejder min personlighed kraftigt imod, et træk jeg har arvet fra min afdøde meget diplomatiske rolige far. Generelt er mig holdning, at man er må sige det man vil, så længe at det ikke såre nogen. Jeg har diplom fra flinkeskolen og brænder inde med min mening og drømmer om at turde tilegne mig noget mere kant, gro et sæt nosser eller hvad vi nu skal kalde det. Men siger man mæslinger vaccine til mig har man aktiveret debatlyst. Mine debatopråb har både fundet vej til DR og sundhedshedsstyrelsen og tænk, roccamore sko har opkaldt en sko efter mig!
Jeg hader uretfærdighed og inkompetente folk med et bil ret eller menneskeliv i hænderne, og ikke mindst edderkopper, højder og rutchebaner🤪 Jeg har rygrad som en regnorm, især når det drejer om at færdiggøre min bog, pistacienødder krimi og god hvidvin. Ikke skidegodt, når man vil tabe sig eller ordentlig tid i seng. Jeg har haft roterende fis i kasketten og opnået tilstanden økuller flere gange, over at være ufrivilligt på orlov og hjemmegående. Min familie er lille, men mit et og alt, jeg elsker jazzmusik og turkis i alle nuancer, ro og at gå langs havet. De sidste tre år har jeg brugt gåture som terapi, for eliminere negative følelser, tankespind og spindelvæv på første etage. Mine LifeGols er: forblive sund og rask, gift og blive bedstemor og invitere børn og børnebørn til saft og drømmekage i mit lille røde kollonihavehus.
Så nu har i fået et indblik i mit liv alt det der fylder i min tilværelse af håb, knuste drømme og helt uperfekt almindelighed. Så velkommen til! ❤️ PS. Jeg har lige startet ferieuge nr. to – alene med børnene… Det skal nok udløse en del gåture… 😉