I aftes fældede jeg en stille tårer, måske fordi jeg var følelsesmæssigt presset efter længere tids pres både på et personligt plan, fagligt og rent opgavemæssigt! Jeg har været spændt ret hårdt for gennem længere tid, og jeg tror både det var en kombination af overbelastning, savn og træthed og mht. til pasning af Esther (det er et helt andet blogindlæg), lad os bare sige at der har været udfordringer med andre ting og mere sygdom. Nu er hun endeligt færdigbehandlet med antibiotika. Kender i det? Når noget vigtigt er overstået, efter en lang periode så ”Kollapser” man af mental udmattelse bagefter? Nu må jeg vist lige trække vejret og tage den med ro… Der er sket så mange ting siden jeg sidst udgav et blog indlæg her på cancerfamilie.dk Egentligt burde der have været andre indlæg for dette, med det her skulle altså bare ud i æteren….
I aftes, var det min tur til at give efter og få renset ud på første etage. Vi har haft så hamrende travlt den seneste tid, vi har haft gang i alt for mange ting. Gennem mange måneder har vi Bl.a. forberedt lanceringen af vores kampagne for Heroes and stars Legatet, hvor vi uddeler et legat på 10.000 til en familie der er ramt af kronisk alvorlig sygdom som følge af organsvig. Altså mennesker der enten venter på et nyt organ eller som har modtaget. Legatet er blevet fantastisk godt modtaget! Vi har allerede modtaget over 18 indstillinger på personer og familier og vores støtte T- Shirts og armbånd bliver modtaget med åbne arme og salget af dem gør, at jeg sidder og laver armbånd med vores seje frivillige landet over i ja nærmest døgndrift. Det er hårdt men godt. 😉
Man siger stress er godt, og det er det vel også langt hen ad vejen. Men manner, hvor er det hårdt at banke en patientforening på benene frivilligt og ulønnet, vel og mærket. Især mens man stadig er i et forløb med sin egen transplanteret datter. Ja, hun kunne bare lade være tænker du måske? Ja, sikkert.. Men nej, for det er efterhånden nærmest blevet en del af mig. Idéer, ambitionér står i kø og drømmen om at kunne give andre familier støtte og håb, er blevet mit drive. Det, der ud over det åbent lyse, giver mig mening. I hvert fald lige nu.
Det står ned i stænger her i Aalborg, men pyt med for børnene har sommerferie og har lige droppet sig med hjemmelavede vafler! Vi prøver at lande på benene efter en travl tid og skal lige finde ud af at være sammen døgnet rundt og have styr på begreber som kedsomhed, rigtig god tid og hvor meget kan man egentligt spørge sin mor om hjælp til? Jeg kæmper med at lægge arbejdet fra mig og skal vist også finde ud af at droppe ambitionen om, at ” jeg kan da sagtens arbejde uforstyrret et par timer, mens ungerne er hjemme.” 😉 Midt i alt dette fik jeg en opringning fra en kvinde, der ville booke mit foredrag til en aften i oktober. Så bliver man glad ikke? Sådan rigtig glad og stolt helt ind i maven. Tankerne er allerede begyndt at melde sig om form og indhold.
Det bliver så spændende at komme ud med mit foredrag der både handler om vores baggrund, men også om vores arbejde og vores seneste initiativ Heroes and stars, som i den reneste form handler om næstekærlighed og at vi alle kan være hinandens helte. Budskabet er lige til højrebenet, for de helte der giver livet videre til andre, bliver til stjerner på himmelen. Savnet og længslen til dem der ikke er her mere, trives side om side med taknemmelighed hos dem der har modtaget livet som gave. Vi kan alle blive helte for hinanden, det behøver ikke kun at handle om organdonation. Næstekærlighed har mange ansigter, og vi møder venlighed og gavmildhed i vores hverdag på så mange måder, når bare vi kigger efter det.
I eftermiddags plaskede jeg rundt i en svømmehal i Aalborg med min lille familie og da vi bagefter kommer op i omklædningsrummet, tørrede jeg Esther, og hendes ar på maven mindede mig endnu om livets sårbarhed og at huske at værdsætte det.
Vi lever alle i en til tider barsk og ubarmhjertig verden og nogle gange skal vi selv tage ansvar og skubbe til skæbnen. Også når tilværelsen syntes fyldt med selvmedlidenhed og modgang. Lykken er ofte ikke længere væk en modet til at tage et valg og en træffe en beslutning og udføre en kærlig gestus overfor andre og passe godt på sig selv.
Tak Pernille sommerfugl, du er en helt i mine øjne. Vores samtaler og dine blide vingesus af gestus, bliver til en tsunami bølge af gode beslutninger hos mig. Man kan nemlig sagtens være en udkørt, tænksom tudeprinsesse om aftenen og en følsom, modig kvinde den næste dag. 😉
Vil du vide mere om Vores Heroes and Stars Legatet, indstille din kandidat eller købe vores støtte T- Shirts og armbåndkøbe kan du læse mere på vores hjemmeside her.
Har du lyst til, at jeg kommer forbi din arbejdsplads, bibliotek, menighedsråd eller lokale patientforening, fagforening, skole og uddannelsessted, kursus-konsulentvirksomhed, kundeaften eller event YOU Name it. til efteråret så skriv til mig og hør mere om mulighederne for et skræddersyet foredrag til dig.
Vi ses, God Sommer 😉 Kærligst Karen
Marianne
4. juli 2019 kl. 21:27 (5 år siden)Hej Karen
Jeg misunder dig dit drive i forhold til alt det du/I har gang i, men for pokker hvor er I fantastiske
Årh hvor jeg husker det der med at være på nærmest i flere timer end døgnet har til rådighed. MEN når der så er ro klapper man helt sammen og er total energi forladt.
Et er at vi har Lillepigen som vi skal passe gevaldig godt på i alle henseender – jeg synes det tapper for energi hele tiden at være på vagt i forhold til mæslinger.
Et andet er at vi har en lille fis på 7 år (også plejebarn) som nok er lynende intelligent, men som på det kognitive og sociale har meget store udfordringer. Udfordringer som spænder så meget ben for hende i alle henseender, og hun går derfor på en FANTASTISK specialskole. Derudover er hun heldigvis den kærligste og mest omsorgsfulde skønne pige som gør alt besværet til at holde ud – men ja, i perioder er vi komplet mast
Rigtig god ferie til Jer
Knus fra Sønderjylland- pt. Mallorca
Karen Heidelbach
5. juli 2019 kl. 08:08 (5 år siden)Kære Marianne,
Tusind tak! dejligt at høre fra dig. Du har jo mange af de samme tanker og bekymringer og ikke mindst drømme som jeg, for vores små piger. Hvordan har i pokker fået lov til at rejse på ferie?;) vores læge på riget har sagt NO GO….til os…