Foto: Susie Skov, Nordjyske Medier.
Det er vel egentligt lidt mærkeligt, at lade andre spørge ind til den barske beretning om den gang vores datter kæmpede for sit liv på operationsbordet den nat i august 2015 og lade et fremmed menneske fortælle ens historie, og derefter videre til andre helt vidt fremmede.
Det gør ondt, at få hele forløbet genopfrisket med de ord man selv har fortalt under interview tilbage i sommers, da vi havde besøg af journalisten Susie Skov fra Nordjyske. Susie tog sig tid til at besøge os i hjemmet og da vi var på ophold i Børnecancerfondens sommerhus i Nordjylland. Det koster et følelses massivt gensyn ned af Memory Lane. Idagene efter samtalen og besøget, kunne jeg godt mærke, at der var noget ved dette interview som var anderledes. Jeg er efterhånden blevet interview nogle gange så jeg kender præmisserne og vilkårene, men denne gang var anderledes, denne gang var der sket noget anderledes.
Det var på en måde mere en samtale med et andet menneske, med en anden mor – som fik mig til at reagere på en helt anden måde. Der var en anden kemi og forståelse og et nærvær fra Sussis side, som fik mig til at åbne op til nogle andre refleksioner. Betragtninger som gjorde at jeg kunne se tilbage med en slags distance og med et mere overordnet blik som forskrækkede mig en smule.
Jeg har gennemlevet den skrækkelig tid igen og igen inde i mit hoved, billedet af Esther i hospitalssengen med slanger over alt og lyden af det travle dybt koncentrere personale, der arbejde som en helhed og med taktfast disciplin kordinerede behandlingen og kæmpede for at redde vores datters liv. Jeg er fastholdt i det minde, både i billedet og i de ord vi efterfølgende har brugt, når vi har fortalt om det.
Hver gang man deler sin historie og hændelse sker der noget inde i en. Jeg oplever tristhed og bliver meget berørt og samtidig føler jeg også at jeg flytter et par spadestik af den voldsomme oplevelse og sorg fra mine skulder. Når Jeg fordeler min oplevelse, sorg min smerte og ikke mindst så er det en måde, at håndtere det faktum, at det stadig fylder i mig, og at det vil gøre det hver gang jeg taler om det og deler det vi oplevede – men fordi jeg deler, bliver det gjort til et minde og lidt mindre fylder det i mig, det bliver mindre svært, når man deler sorgen.
Denne nye artikel er skrevet så fint, personligt og med et anderledes touch, end jeg har oplevet før. Historien er på alle måder barsk, men også utroligt smukt beskrevet, i alt sin enkelhed – så det er de stærke ord der står tilbage. Der giver plads til at læseren kan mærke ordne på egen sjæl.
De ord der efterhånden har dannet minder og lavet spor i vores historie og er blevet til de minder vi ser tilbage på, når nogen spørger ind til hvad der skete. Måske er det meningen at vores ord, refleksioner udvikler os og skal minde os om, at vi flytter os kontinuerligt gennem kriser og igennem livet. Og at vi indimellem far brug for at genmærke og oplev det allersværeste for, at kunne se hvor langt vi har bevæget os frem i livet og væk fra det der gør ondt.
Med denne fine beretning håber jeg som altid, at den kan give viden og støtte til andre – Mit håb er, at hjælpe andre forældre til et alvorligt sygt barn ved, at give et indblik i en lukket verden, og fortælle om, hvordan det er, at være forældre til et barn med en alvorlig og livstruende sygdom. I vores tilfældet får vores datter en kræftdiagnose, og hun får senere brug for en organtransplantation. Efter 8 måneder på ventelisten, bliver hun levertransplanteret og kan endelig kalde sig kræftoverlever.
Ved, at fortælle og dele vores historie endnu engang håber jeg, at kunne hjælpe andre forældre, der får ændret deres liv, det øjeblik deres barn pludselig bliver erklæret alvorligt sygt og vise at krise i livet er så mange ting, og i hvert fald en lang række af refleksioner over oplevelser og over hændelser vi kan bruge til at måle, hvor langt vi kan flyttet som mennesker når vi har mod til, at lade os bevæge med vores kriser.
Et kæmpe tak til Susie, som tog kontakt til os og tog sig tid til, at skrive denne smukke og rørende artikel om vores families forløb. Tak for ordene, minderne og tiden du gav os.
Læs den fine artikel i Nordjyske Her