Hvad er det, ved den oplevelse der triggede min retfærdighedssans så meget, at den har siddet i mig hele ugen? Jeg ved ikke hvorfor ramte den oplevelse mig så meget? Var det udelukkende min retfærdighedssans, der slog igennem eller blev jeg i virkeligheden mindet om min egen manglende utilstrækkelighed og fanden i voldskhed? Ønskede jeg, at jeg havde haft modet til at håndtere situationen anderledes for min datters skyld og været et bedre forbillede? Svaret er simpelthen JA selvfølgelig!
Min mand Lasse havde vundet 4 billetter til generalprøven på Børne melodi Grand Prixet i Gigantium i Aalborg sidste fredag. Vi havde sagt ja med kort varsel, og taget chancen og bevæget os ud i menneskemængden (6.000) vel vidende, at Esther let kunne rage smitte og sygdom til sig. Vi er sjældent hverken ret spontane eller villige til at gå på kompromis med Esthers sikkerhed og helbred. Men vi kan ikke altid pakke hende ind i vat, for nogle gange skal de små børnedrømme og oplevelser bare have lov at blive udlevet max!!! For Esther er for første gang begyndt til dans i januar, dog har hun kun været afsted en gang grundet sygdom og indlæggelser, men hun er blevet fanget af MGP bølgen og har lige opdaget Lærke på You tube. Siden det har været meget begrænset med gode oplevelser på det seneste valgte vi, at give Esther og hendes bror Johan denne oplevelse. Vi havde virkelig set frem til det, og Esther kunne næsten ikke vente.
Ved ankomsten til den kæmpe bygning og forhal stod det klart at der var forskellige salgsboder, der solgte forskellige varer, og Esther og jeg stillede os i kø til sodavandene. Den var lang. Meget. Efter noget ventetid bemærkede jeg, at køen var vokset betydeligt bag os og at der stod en unge kvinde et par meter fra af mig og så på mig. Først tænkte jeg ikke mere over det, men da hun pludselig stod bag mig inde i køen gik det pludselig op for mig at hun ikke havde kigget på mig, men havde spottet det bedste sted at snige sig ind i køen. Jeg blev så overrasket over at hun kunne finde på at gøre det, men endnu mere over, at hun gjorde for øjnene af sin lille pige ca. samme alder som Esther! Datteren blev ligefrem listet ind fra siden for at bane vejen for moren. Selv Esther bemærkede det.
Jeg burde være hamrende lige glad med hvad andre mennesker gør, og bare tænke det berømte PYT. Lad os bare sige, at jeg kæmpede med min indre arrighed og over mit manglede mod til, at lade moren vide at jeg havde bemærke hendes ”lille optrin” og pludselige indtræden i køen. Hvorfor kunne jeg ikke bare være skideligeglad, det var jo bag mig det var foregået? Ikke? Men nej, det triggede simpelthen min retfærdighedsfølelse på hele køens vegne. Men også det faktum, at hun også viste Esther, at voksne bare kunne tillade sig at gøre som de ville generede mig groft. Især fordi hun smilede som om det var den mest naturlige handling i hele verden. Men jeg blev helt handlingslammet og flov over, at jeg ikke kunne handle og vise Esther, at man ikke skal finde sig i at se andre blive dårligt eller uretfærdigt behandlet. Men jeg frøs istedet til is og kunne ikke fremstamme et ord.
Da sodavand og kildevand endelig var i favnen på mig, bevægede vi os hen til drengene, der havde ventet og undersøgt hvor garderoben var. De havde i mellemtiden fået af vide, af venligt personaler, at vi gerne måtte tage vores jakker ind til showet. Vi stillede os sammen i køen til en af de store indgange til salen for at finde vores pladser. Det kræver sit at holde overblik over det mylder af så mange mennesker og man må sige, at Gigantium havde sørget for at hjælpe med mange guider og frivillige til både at vise vej, sælge programhæfter og godkende billetter ved indgangen. Pludselig genkender jeg den unge mor fra tidligere komme gående og ser hende gå over mod den anden kø til indgang til salen, og gentager præcis samme ”lille optrin” og snyder sig ind i køen igen! Jeg var paf…
Jeg kan ikke lade være med, at fortælle om vores lille iagttagelse i køen før og jeg kan mærke at både Lasse og Johan lige som jeg bliver forarget over den unge mors handling. Det giver en fin anledning til at bruge ventetiden i køen på, at fortælle og tale lidt om god opførsel og almindelig dannelse, sammen med børnene.
Jeg syntes bestemt ikke, at der er nogen grund, der af princip bør udløse særbehandling eller særlige goder, næ, jeg syntes bare, at vi principielt skal behandle vores medmennesker med respekt. For ingen er mere værd end andre, alle har lige meget ret til at være her. Jo selvfølgelig kørestols brugere eller dårligt gående, skal have fortrinsret. Men hverken moren eller datteren var dårligt gående. De tvært imod helt godt kørende og tydeligvis havde de gjort sig klar til den perfekte mor og datter oplevelse i deres fineste moderigtige festtøj med farvestrålende, glimtende pallietjakke, høj knold og med ponponger i datterens perfekte lange rottehaler. Men måske var det derfor alt skulle være så perfekt? ingen ventetid og et perfekte barn og fed show oplevelse. Fuld valuta for pengene!!
Da vi endelig fandt vores pladser var forventningen ved bristepunktet, stemningen var høj det var en fornøjelse at opleve alle de mange børn og deres forældre så glade og spændte. Mens vi ventede på showstart tænkte jeg hvor heldige vi var over, at vi havde vundet denne oplevelse og at det var SÅ godt at vi havde valgt at tage af sted. For på turen derud havde vores læge fra riget haft ringet og fortalt, at Esthers infektionstal var steget og hun skulle i antibiotisk behandling igen. Så var det i hvert fald ikke denne oplevelse der havde givet hende infektion og vi kunne slappe af med god samvittighed. Jeg var også fyldt med taknemmelighed over, at vi havde fået denne mulighed og at vi var kommet så langt at vi nu kan begynde at tage JA hatten noget mere på. Leve mere som en ”almindelig” familie og tage til ting og oplevelser sammen i stedet for, at dele os som vi har gjort før. Jeg forsøgte, at holde humøret højt og lade være med at tænke over den dårlige nyhed med Esther og det faktum, at vi midt i showet måtte sige farvel til Lasse som havde sagt ja til at deltage en tv-udsendelse på DR2 og skulle være med direkte her fra deres afd. i Aalborg. Især Johan var meget ked af at Lasse skulle gå glip af denne fælles første oplevelse.
I min eftertænksomhed kiggede jeg rundt på alle de lykkelige familier og vidste godt, at bag alle de skæbner, der lige nu så glade og lykkelige ud, vidste også at de indimellem rummede triste og tragiske fortællinger. Ligesom vores egen lille familie. Livet rummer jo det hele og heldigvis også masser af lykke. Fra min plads opdagede tilfældigvis, at jeg kunne se lige hen på den unge mor og hendes datter… igen. Jeg undrede mig over hvilken ære den tilfældighed mon kunne skyldes? Var der en vigtig lære i det som jeg havde overset? Overbærenhed? Tilgivelse eller empati? Eller skulle jeg lære at handle mere på min intuition og vise Esther at dårlig opførsel får konsekvenser?
Burde man i virkeligheden vende den om og lære lidt af denne unge mor? Er livet for kostbart til ventetid? Har hun mon oplevet af livsændrende ting, der har givet hende en anden opfattelse af tingene? Nix, min hjerne kunne simpelthen ikke komme på noget… der logisk ville kunne forklare eller retfærdiggøre denne form for handling. Burde det i vores tid være nødvendigt at insistere på, af forældre lære sine børn noget om god moral og opførsel? Og sidst men ikke mindst om, at lære ens børn, at kunne vente på det bliver ens tur og leve i et fælles samfund med demokrati, lige vilkår og rettigheder…?
Hvorfor var det kun mig, der reagerede på dette? Det kan simpelthen ikke passe at andre ikke så det. Er der blev normalt accepteret opførsel i samfundet? Holder man bare kollektivt kæft og finder sig i sådan noget? Er det MIG der overreagerer? Hvorfor turde jeg ikke sige noget til hende første gang? Ikke noget voldsomt verbalt overfald, men måske bare lige påpege overfor hende, at køen altså startede meget længere bagud. Gad vide, hvad der var sket hvis hun havde gjort det i wc-køen? Var hun lykkedes at slippe afted med det foran en flok tissetrængende børn og mødre i den fødedygtige alder? Ville jeg eller andre have sagt noget der?
Jeg ved godt, at jeg ikke kommer så meget ud til sociale events og arrangementer grundet min datters kræft og transplantations forløb. Jeg har været sat en del ud af det sociale spil de seneste par år, grundet isolationen. Men Undskyld mig? hvornår er god opførsel gået af mode? Beklager, hvis jeg er blevet lidt rusten og gammeldags. Er der kommet et nyt kodeks for opførsel, som jeg bare ikke kender til? Jeg syntes inderligt, at det var sådan en kikset handling og det giver vel egentligt bare udtryk for et ret så kikset karakterbrist. Det siger ret meget om den opdragelse hun selv har fået som barn og den hun har tænkt sig at udvise og udøve for sin datter. Er det arvet egoisme eller selvretfærdighed? Er det den nye generation #mefirst – der lader det personlige behov vinde, samtidig ved at lade sit barn fungere som snerydder i menneskekøen. Der har vi sku da toppet som menneskerace eller hvad? For hvilken skyld? At komme før ind på sin siddeplads først? Eller var det frygt for at komme for sent ind til showstart? Næppe…
Med fare for at afslører, at jeg måske ikke længere har så meget at tænke over eller at gå op i, så syntes jeg bare det var total dårlig opførsel. Jeg syntes også, at det er dårlig stil, at vise sine børn at det ok at snyde for andre. Snyd hvor du kan min pige… Til gengæld er det vildt god stil, at hjælpe andre og spare dem for lang ventetid i kø, når man overhøre to veninder med deres børn, tale om at de ikke orker at gå i kø til garderoben og at man så kan glæde dem ved, at fortælle at de faktisk ikke behøver at hænge deres jakker i garderoben, men at de gerne må tage dem med ind i salen.
Gode manere, hjælpsomhed, omtanke og respekt for andre, TAK! Alt andet er bare så nymoderne, dårligstil & Pissepinligt.dk
Rigtig god weekend alle sammen, pas godt på hinanden og væren om vores fælles ansvar for gode oplevelser…