Som forældre er det vores ansvar, at træffe de rigtige beslutninger på vores børns vegne, især i de vanskelige situationer, hvor beslutningerne får direkte indflydelse på deres liv. Når ens barn har haft kræft, er der andre overvejelser og konsekvenserne af beslutningerne være langtrækkende ind i fremtiden.
So far So Good, den er jeg med på. Jeg er også med på, at der ikke er nogen der kommer og tager beslutningerne og løfter ansvaret fra ens skuldre. Det er vores ansvar alene. Men nogle gange ville jeg ønske at der var en der tilbød et nemt svar. For det er virkelig svært at træffe denne beslutning for der er ikke noget rigtigt facit her. Her er der ikke noget rigtigt svar der ligger lige for, det er jo det gør det SÅ svært.
Der er valg og muligheder over alt omkring os, og vi møder dilemmaer på vores vej. Men når man træffer valg på ens børns vegne, er det noget af et ansvar, at bære på sine skuldre. For det her kommer jo til at præge vores barns trivsel i fremtiden.
Esther er født d. 28. dec. 2012 og fylder snart 5 år og er på papiret klar til at starte i skole efter sommerferien næste år 2018. I sommers var der ved en spontan samtale ikke noget der som sådan talte for en skole udsættelse. I fredags var vi derfor til møde i børnehaven for vi har i den seneste tid skulle overveje om vi vil lade Esther skole udsættes eller ej.
Pædagogerne i Esthers børnehave har på et tidspunkt været usikre på om hun nu var helt klar og for en god ordens skyld skal snakken tages så den rigtige beslutningen kan træffes. Det er nødvendigt, at overveje hvad der er bedst for Esther, og alle argumenter skal på bordet. For mig er der ingen tvivl, havde Esther ikke været syg tror jeg, at jeg ville have sendt hende i skole uden at blinke. Men fordi hun har været igennem det hun har, er jeg pludselig kommet i tvivl. I to år var hun var lænket til en hospitalsseng og ikke havde en normal barndom med en hverdag i dagpleje og mulighed for at være et almindeligt barn. Det har unægtelig været dyrebar barndomstid som hun er gået glip af, men er det mere mit behov end hendes?
Det er svært for mig, at indse om hvad der forhindre mig i at give slip og acceptere, at noget blev taget fra min datter, da hendes liv blev fyldt med sygdom, smerte og hospitalsindlæggelser. Det kan ikke gøres om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage og gøre det om. Intet kan gøres for at indhente den tabte tid og for den kommer aldrig igen. Det ændrer ikke på, at jeg føler mig frarøvet en del af hendes barndom, og de drømme som jeg havde for vores families hverdag og liv. Men måske er det på tide, at indse at sådan er det blevet og at det er nødvendigt, at erkende at jeg hverken kan påvirke eller ændre på det. Jeg må erkende og leve med at jeg altid vil ærgre mig over, at Esther ikke fik den barndom jeg så inderligt ønskede for hende. Tabet vil altid være en del af mig som jeg må forholde mig til. Uanset hvor meget jeg hopper på tungen, så kan jeg ikke ændre det der er sket.
Måske er det også det, der gør det ekstra svært for at gennemskue hvad der er bedst for Esther på langt sigt. Det skal jo ikke være mit behov, der præger vores vurdering og det beslutningen skal baseres på. Vi har jo flere ting med i vores overvejelser. Der er ingen tvivl om, at hun vil have godt af blive et år mere i børnehaven, hun vil tilegne sig langt flere færdigheder og udvikle sig endnu mere socialt. Det er som udgangspunkt en naturlig fordel for hende, at være ældre og mere moden til skole start, end at hun starter med dårligere forudsætninger fordi hun er den lille og en af de mindste i klasse. Ulempen ved at lade hende blive i børnehaven er, at vil risikere at hun ”spilder” tid og begynder at kede sig og at hun bliver flyttet fra den stue hun kender og over på en ny efter jul og væk fra sine to bedste veninder som skal starte i skolen som planlagt.
Esther er stabil nu, der er (7-9-13) ro på hendes behandling og hendes medicin har ikke ændret sig i de sidste måneder, men vi skal overveje om vi egentligt godt kunne bruge et år mere til at få hende i endnu mere trivsel og kortlagt behovet for Ursofalk, og forhåbentligt ud trappet af det. Det kan koste flere sygedage og hvem ved om hun får brug for den operation, der udvider hendes galdeveje. Måske er det godt for hende, at få et ekstra år, at vokse og styrke sig på fysisk. Modsat er en anden afgørende argumentation for lade hende starte i skole, at hun skal have i gang med sit liv så hurtigt som muligt, fordi vi ganske enkelt ikke ved udsigterne for hendes nye levers levetid. Jeps, barsk læsning – men sandt.
Vi har lyttet meget til pædagogerne som faktisk er ligeså meget i tvivl som os. Personalet har været helt fantastisk og vi lytter meget til deres vurdering og råd. Vi har haft er rigtigt godt samarbejde og de er simpelthen så søde, professionelle og imødekommende. De siger, at et halvt år med den rette støtte og fokus på de områder, hvor kun kan guides yderligere vil de kunne gøre hende helt klar til skolen. De mener også, at det kan være en stor fordel for Esther, at starte i skole sammen med de to veninder, som kender hende og hendes historie for de har kendt hende fra da hun startede i børnehaven med sonde i næsen. De har været ved hendes side da hun fik konstateret høretab og fik høreapparater som senfølge af kemobehandlingen, og de to små veninder har været med hele vejen i forløbet.
Pædagogerne mener, at der ligger en styrke i deres venskab og relation, som kan støtte Esthers oplevelse af skolestarten og bidrage til selvfølelsen ved de eventuelle udfordringer hun måtte møde. Men samtidig afviser de heller ikke at hun vil have glæde af at blive i børnehaven. Kors hvor er det svært! Havde de nu bare kunne sætte fingeren på noget konkret som social umodenhed eller at der færdigheder som hun ikke mestrede og ikke gjorde hende klar til skolestart. Men sådan forholder det sig ikke…
Det er klart, at vi alle ønsker det bedste for vores børn og vi er også bevidste om, at der vil komme tidspunkter hvor Esther vil føle sig anderledes og andre vil udfordre Esther, fordi de kan se hendes høreapparater eller ser hendes ar på maven. Vi vil jo gøre alt for, at styrke hende og forberede hende på, at andre ikke forstår hvad hun har været igennem og at børn kan være ondskabsfulde ved hinanden.
Grundet alt det hun har med i bagagen så er spørgsmålet vi står tilbage med, hvor meget vil det gavne hende, at blive i børnehaven? – holdt op imod hvad vil hun misse og miste ved, at ikke starte i skolen som planlagt? Det er jo ikke til at gennemskue eller gisne om. Det er ren gætteleg det her og det er afsindigt svært, at tage en beslutning ud fra noget som der ikke er et oplagt svar på. Skal vi lade hjertet og barndommens lykkelige uvidenhed vinde og give hende et ”fjumreår” mere i børnehaven? Eller skal vi lade fornuften og virkelighedens behårede fakta sejre og lade hende starte og træde ind på forventningernes manege og tage hul på udfordringer, større krav og faste rammer på skolen?
Oveni alt dette så bringer TV2 News tilfældigvis et Interview med tænketankens direktør, Stina Vrang Eliasen om netop samme emne. TV2 viser den nye undersøgelse fra tænketanken DEA der peger skoleledere med ansvar for indskolingen på, at de i dag oplever flere børn, der begynder i skole, selv om de ikke er parate til det. Læs mere HER…
Jeg SÅ nu er jeg endnu mere usikker på, hvad det rigtige er at gøre her. Jeg har virkelig brug for jeres råd og vil så gerne høre fra andre, der har haft samme overvejelser i forbindelse med skoleudsættelse grundet sygdomsforløb eller ej. Hvilke overvejelser havde i? Og Hvad blev afgørende for jeres valg? Er der noget du ville gøre om hvis du havde muligheden?
Camilla Grønbæk Jørgensen
3. december 2017 kl. 13:51 (7 år siden)Vi stod i samme situation for 2,5 år siden. Vores Isabella er født den 15/12-09 fik leukæmi i okt 11 og var færdig behandlet april 14.
Hun har kun gået i dagpleje i 8 måneder da hun blir syg. Så skal hun starte i børnehave januar 13. Kommer først på fuld tid i maj 14. Og så hedder det skolestart august 15.
Så det er ikke længe hun har været et “normalt” institutions barn.
Vi var meget i tvivl om hun skulle blive i børnehaven eller ej, og havde præcis de samme for og imod overvejelser som jer.
Da det er en lille klasse med kun 9 børn og alle fra samme børnehave, 8 drenge og 1 pige beslutter vi at hun starter i skole med de andre selvom hun kun er 5,8 år. Men hendes veninde var den eneste pige blandt 8 drenge så det var også en af grundene til hun skulle starte.
For ellers var vi bekymret for om hun ville “spilde” det sidste år i børnehaven.
Og vi er SÅ glade for vi valgte at sende hende i skole.
Pædagogerne var somså heller ikke i tvivl om hun skulle afsted, det var vist mere mig der var det de test de havde taget på hende ,viste hun var meget skoleklar.
Men det var ikke nogen nem beslutning. Men her idag hvor hun går i 2 klasse, er vi slet ikke i tvivl om ,det var det rigtige.
Håber i finder den bedste løsning for Esther ❤️
Karen Heidelbach
3. december 2017 kl. 16:02 (7 år siden)Tusind tak Camilla, Hvor er det dejligt at du deler jeres oplevelse med jeres datter. Der er altid mange overvejelser at gøre, inden man er klar til at træffe sådan en beslutning. Godt i mærkede efter og lyttede til jeres mave fornemmelse… Tak for jeres råd.
Else Lütken
3. december 2017 kl. 15:23 (7 år siden)Det er altid svært at tage beslutninger på andres vegne . Jeg er pædagog, og for mig betyder det meget om barnet selv føler sig som en af de store, eller bare “ følger “ med . Jeg tror aldrig et barn kan komme for sent i skole, men derimod nemt kan komme for tidlig i skole. 0 klasse i dag stiller store krav, og hvis barnet stadig er legebarn, så lad dem lege . Der er meget læring i leg sprog, socialt, hensyn, viden, give og tage, motorisk osv. Hvis barnet er umoden, skal det løbe stærkt hele tiden for at være med, hvis barnet derimod venter, kan det stå på det øverste trin, og have overblikket og overskuddet til at agere i hverdagen . Jeg ved Esther er decemberbarn hvis hun var født bare lidt senere, ville I slet ikke skulle tage stilling , men ved også hun har nogle gode forældre, så jeg håber I finder det bedste for Esther, I skal have en god mavefornemmelse for valget, det er meget vigtig . Held og lykke ❤️
Karen Heidelbach
3. december 2017 kl. 16:07 (7 år siden)Kære Else,
Mange tak for dit råd, det er dejligt at høre din mening som fagperson. Du har helt ret i din betragtning, det kan helt sikkert være det bedste at man ser på om barnet har leget “færdigt” eller ej… Og du har ret, var Esther født lidt senere, ville vi slet ikke skulle tage stilling. Men vi må som du skriver, lytte efter vores mavefornemmelse over det næste stykke tid… Tusind tak for dit råd!
Kærlig hilsen Karen.
Stine Storgaard Nielsen
3. december 2017 kl. 17:27 (7 år siden)Kæreste Karen,
Ida og axel kunne være startet i skole år, hvis vi havde haft lyst til at presse det igennem. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det har været den helt rigtige beslutning at vente. Det sidste halv år, har de udviklet sig enormt mentalt og er meget mere klar til at begynde i skole til marts. De er præcist 1 år 1 mdr og 3 dage ældre end Esther.
Livet er meget mere end skole, uddannelse og karriere. Sociale kompetencer bliver i stor stil glemt og nedprioriteret i vores prestigefyldte, egoistiske hverdag.
Selv om hun skifter stue og skilles fra hendes nærmeste veninder, så sker forandringen stadig trykke rammer, i en hverdag hun kender. Det vil være et springbræt til at skabe nye forbindelser og styrke hendes sociale kompetencer, hvilke jeg slet ikke er i tvivl om at hun besidder.
Der er så mange krav til vores børn i dag, de kan tids nok blive voksne.
Jeg var ikke selv blevet et lykkeligere menneske af at være blevet færdig med min skole et år tidligere, var du?
Pøj pøj med beslutningen, som forældre tager vi mange store og svære valg, men uanset hvilke valg vi tager, så gør vi det altid i bedste meningen for vores børn.
Knus og tanker til jer alle fire fra mig
Stine
Karen Heidelbach
3. december 2017 kl. 18:45 (7 år siden)Kære Stine,
Hvor er det rigtige betragtninger du skriver. Jeg kan sagtens se hvad du mener. Det er derfor det er så svært ikke? skal man vælge med hjertet eller hjernen? Vi har heldigvis nogle dage til at beslutte os i. Det vigtigste er vel at vi tænker os godt om og mærker efter. Tak for din tilbagemelding – det betyder meget for mig… Knus karen
Malene
3. december 2017 kl. 20:12 (7 år siden)Kære Karen, vi har også gjort os mange overvejelser om Ellen. Hun har jo også været på nedsat tid en stor del af hendes børnehaveliv, og derudover er hun bagefter sprogligt også pga generelle øreproblemer (permanent hul i trommehinde og 8-9 x dræn). Men vi tilmelder hende skole til sommer. Hun leger med de andre børn på samme alder i børnehaven og selvom hun for os altid vil være lille kan vi jo se, at hun rent socialt er på samme niveau som de andre… Anna var super skoleklar, da hun skulle starte (tror faktisk at hun ville have været klar et år tidligere) og vi kan ikke lade være at sammenligne hvilket jo er helt urimeligt… Ellens pædagoger synes hun er klar så længe hun stadig er tilknyttet talepædagog og det vælger vi at følge – håber st de har ret!
Knus
Karen Heidelbach
4. december 2017 kl. 10:30 (7 år siden)Kære Malene,
Ellen er da bare for super sej! Det lyder som om hun stortrives og er klar til at følge sine venner. Det er jo vores vigtigste opgave at være advokater for vores børn og forhandle de bedste aftaler frem til vores børn. men vi er også nød til at turde stole på de fagfolk der udtaler sig, og holde det op mod sin mave fornemmelse…
Jeg håber I alle fire har det godt og nyder julemåneden. Hils Lasse.
Lise
3. december 2017 kl. 21:19 (7 år siden)Kære Karen
Hvis jeg fik muligheden ville jeg lade mit barn blive et år mere i børnehaven. Jeg blev overrasket da drengene startede i 0. Klasse (kan godt forstå det ik hedder børnehaveklasse mere), for da vi nåede ik andet end til jul før Viktor kunne regne og læse. Det kræver meget at børnene at starte i skole og falde ind i en ny verden med måske 40 nye børn, nye løse regler og en helt sæt nye voksne. Jeg synes slet slet ik Karla er klar og hun er endda er jo oktober. Hvis jeg blev ringet op i morgen og tilbud et år mere ville jeg takke inderligt – for selvom de måske er klar til skole (eller keder sig lidt) det sidste halve år af det ekstra år, så tror jeg det er bedre end at de sidder ik et klasse lokale og føler sig alene og har det svært (og måske ender i et nederlag fordi de skal gå om). Sådan tror jeg ik de har det hvis det er i børnehaven. Men jeg ved det da ikke – har jeg ik selv stået der, så jeg kan kun guide ud fra sådan som jeg tror jeg ville have det. Før vi vidste Karla var udfordret på mange fronter snakkede vi allerede om at når man er fra okt kan det være svært ift skolestart og var enige om at hvis der herskede tvivl ville vi udsætte hende, men vi er jo alle forskellige. Jeg har kun hørt om glade forældre og rolige børn når de er blevet den ekstra tid i børnehaven.
Håber i træffer det bedste valg for jer og for Esther. Og uanset hvad skal det nok gå det hele…. i er jo heldigvis en dejlig familie som nok skal “flyde ovenpå”
Karen Heidelbach
4. december 2017 kl. 10:31 (7 år siden)Tusind tak Lise.
Tak for de søde ord og dine råd… Dejligt at høre hvad I havde af overvejelser – det er med til at tegne et større billede!
Kærlig hilsen Karen
Ester Sagen
4. december 2017 kl. 07:38 (7 år siden)Kære Karen! Kender jer ikke, men er virkelig optaget af jeres situation. Dine tanker — fantastisk formuleret. Fantastisk tænkt! Ønsker jer alt godt – følger jer her. Og forstår godt jeres bekymringer. Livets vigtige oplevelser blev taget fra hele jeres familie.
Mange tanker og kærlige hilsner. En mor, der hele livet har arbejdet med børn.
Ester
Karen Heidelbach
4. december 2017 kl. 10:33 (7 år siden)Kære Ester!
Det er så dejligt at du læser med, og det betyder meget for mig at du tager dig tid til at skrive dine betragtninger.
Kærlig Hilsen Karen