I andledningen af vores 10 års Bryllupsdag har jeg været en tur ned af Memory Lane og sammensat et lille potpourri af billeder fra de sidste 17 år samliv med min mand Lasse. Det var både rørende, sjovt og vildt livsbekræftende… Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før?
En fredag i efteråret September 2007 Blev Lasse og jeg gift i Vor Frue Kirke i Aalborg, der var både solskin og regn den dag. Den klare lette kølige efterårs luft, svøbte sig om os, scenen var sat, Alt var perfekt! Gæsterne var skønne og vi havde familien og alle vores vennerne samlet omkring os, for at dele og fejre denne dejlige dag med os. Vi skulle markere, at vi tage hul på resten af vores liv sammen.
Vores bryllupsfest blev holdt på Sohngaardsholm slot, i Aalborg og vi havde et brag af en skøn fest. Taler, sange og skønne indslag fra vores familie og venner!
Vi mødte egentligt hinanden gennem fælles bekendte i Århus i 2000, hvor Lasse arbejde som bartender på Cafe Viggo ved åen i Århus og jeg arbejde som frisør hos Per på Store torv. Lasse ville tjene penge og flytte til København for at søge ind på Politiskolen. Sorry skat, den drøm fik vi vist sendt alene til København. Nå, men Alt var godt, og vi nød livet og ungdommen i fulde drag sammen i Århus… Senere flyttede vi til Aalborg, hvor vi fik vores første fælles lejlighed. Tiden fløj og vi tilbragte vores fritid med familie og venner, vi var altid til et eller andet, fest, fødselsdag eller reception eller housewarming i den tid. Vi havde et rigt social liv og havde altid travlt med vores job og lagde planer sammen for fremtiden.
Lasse friede til mig på en alpetop i Frankrig på en skiferie og havde forinden sikret sig om lov af min far. Sådan rigtigt gentelman agtigt. Vi var lykkelige, forelskede og fulde af håb og forventning til vores fælles fremtid. Jeg fik lov, at overtage min mors brudekjole, og gik i gang med at om sy den til min nye drømme brudekjole…
Vores venner og familie overraskede os med den vildeste polterabend. Det var en fantastisk dag, der for Lasses vedkommende bød Bl.a. på golf, lerdue skydning og hygge. Jeg blev overrasket af mine piger på min salon tanne, og skulle køre bil og skulle ”Bestå” min køreprøve igen med en kørelæresagkyndige, som var min ældste barndomsveninde Rikkes far. Jeg var SÅ nervøs, for jeg havde ikke kørt bil og siddet på førersædet i rigtig mange år…
Hestepige har jeg aldrig, været – og fandt også ud af, at jeg aldrig bliver det… Men hyle sjovt det var det, hvad var det nu den krække hed? Fisketur og danseundervisning sammen med alle pigerne og en hyggelig middag tilbage på salonen…
Men her er vi nu, med to børn, et huskøb og familieliv og et årti senere. Er vi blevet kønnere? Eller bedre mennesker? Sikkert ikke, men helt sikkert både klogere på hinanden, os selv og på livet. Vi har haft mange lykkeligt øjeblikke sammen, og da vores liv blev beriget med Johan og Esther ville lykken ingen ende tage. Vi har altid haft kærligheden i mellem os, og er kun blevet bekræftet i at det var det rigtige valg vi traf, da vi sagde ja til hinanden den dag i kirken.
Vi har haft 17 skønne år sammen og i de sidste 9 – 10 år har vi haft et helt almindeligt og skønt familieliv, med udflugter og tid til hinanden og vores hverdag var uden bekymringer. Vores interesser handlede om, vores hverdag og hvad vi skulle i weekenden og hvor den kommende ferie skulle gå hen. Hvis man havde spurgt mig den gang, hvor vi ville være i vores liv ti år senere, ville jeg ikke i min vildeste fantasi til at have troet, at vi ville få vores tilværelse væltet omkuld, som vi fik, men heller ikke alle de lykkelige og store oplevelser vi har fået.
Vores liv har budt på spændende oplevelser og fantastiske udfordringer, uddannelsesvalg, flytning, opstart af egen forretning, huskøb, familieforøgelse, nyt job, afvikling af salon, nyt job/uddannelse, karriereskift.
Tragedien ramme vore lille lykkelige familie i sept. 2014. Da vores datter får kræft og senere ville skæbnen at Esther kun kunne overleve hvis hun fik en levertransplantation. Vores liv tog pludselig en uventet drejning. Vi var tre år igennem helvede, og vores hverdag gik med at behandle og passe Esther, vores bekymringer handlede ikke længere på hverdagen, men på om hun ville overleve. Vores ønske var ikke længere om den næste ferie, men jeg vores håb og drøm var, at vores familie måtte forblive intakt.
Lasse og jeg bliver trukket ind i et nyt univers, og får et helt unikt indblik i en anden verden. Vi lader os rive med af vores drive for, at gøre en forskel og vi tænker ikke længe over det da vi sammen stifter organdonation ja tak! Vi måtte forsøge, at gøre en forskel for andre familier, der ligesom os fik organdonation tæt ind på livet. Vi vidste inderst godt, at der nok ikke ville nå af få den store indflydelse på Esthers situation, men vi følte os forpligtet med den nye indsigt og viden til at forsøge, at sætte et fokus på at gøre en forskel for andre familier i fremtiden.
Vi har oplevet så meget det sidste års tid, med vores frivillige arbejde for Organdonation ja tak! Vi har mødt mange spændende mennesker, og mødt mennesker hvis skæbner er blevet forandret for altid af organdonation.
Gad vide hvad de næste ti år bringer? En ting er sikkert jeg snupper gerne ti år mere… Vi har godt nok oplevet meget sammen, fået et på lussinger af livet, men vi har altid rejst os igen. Der er ingen i hele verden jeg hellere ville have været i gennem alt dette med end Lasse. Vi er hinandens støtter, bedste venner og partner i crime. Vi er uden de tvivl de bedste til, at være far og mor til vores skønne børn.
Den smukke budebuket var lavet af Jonas jensen, Blomsterdesign i Aalborg. Buketten blev lagt ved Lasses morfar Henriks gravsted dagen efter vores bryllup. En lille gestus i savn.
Det er utroligt hvad et par timers flugt tilbage til fortiden kan gøre for en. Det sætter tingene og refleksionerne over ens liv i perspektiv. Tænk alt det vi har opnået, oplevet set og gjort mennesker vi har mødt, situationer og oplevelser vi har delt sammen gennem de sidste mange mange år. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se hvor lykkelig jeg var, vi var og jo stadigvæk er, selv om jeg føler jeg ikke er det altid efter hvad der sket med Esther. Det er helt terapeutisk af se billeder fra vores liv, for det minde mig om, hvem vi var og om det liv vi havde for Esther blev syg.
Man kan sige, at vores ægteskab har overlevet en ekstrem prøvelse. Vores forhold har klaret sig igennem en helt umenneskelig krise, da vi som forældre skulle navigere vores familie i gennem et kræftforløb. Vi har stadig en stor opgave foran os, men vi har hinanden og vi er lavet af det samme stof. Hvad end universet beslutter sig for, at kaste efter os, så er VI et stærkt team. Et par og to ildsjæle, der altid yder sit bedste og gør det med hjertet på det rette sted. Når jeg ser på billederne fra vi var unge, ser jeg stadig de to samme mennesker. Vi bære den samme bagage, og vi har rejst den samme vej. Jeg glæder mig til at se hvad vej livet og tiden fører os hen. Vi har stadig vores drømme, håb og ambitioner for fremtiden.
Det drejer sig om, at tage et valg om, at fortætter det lykkelige spor og ikke lade det der er sket de sidste par år definere vore liv og lykke… Med Esthers sygdom fik vi ufrivilligt sat vores liv og lykke på pause, nu føler jeg, at det er tid til at trykke på Continue knappen. Det vigtigste i hele verden er, at vi elsker hinanden og at de to små sjæle vi har sat i verden, mærker vi elsker dem og at de vokser op omgivet af masser af kys, kærlighed og lykke. Der er al mulig grund til, at hver dag gøre sig umage med, at huske at vælge lykken og lade det positive og kærligheden være den største indflydelse man får i ens liv.
” Kys det nu det satans liv
grib det, fang det før det er forbi.
Kys mig nu godnat, farvel
gå, nej ta og bliv alligevel.”
Foto: Juul Fotografi V. Thomas Juul. & Privat fotos.