Vi holder vejret endnu engang…
Det er lykken for Esther at være begyndt i børnehaven, men det er også forbundet med risiko for, at hun bliver syg. Vi ved at det bliver en hård opstart, Rigshospitalet havde varslet os om, at der kunne blive bump på vejen. Det har desværre vist sig, at der ikke er langt fra lykke til indlæggelse. Esthers levertal steg til 83 i sidste uge, og lægerne på riget har holdt øje med hende. Men hun har kæmpet med opkast og maveonde weekenden over og desværre er hendes nyretal også begyndt at blive påvirket, hvilket ikke er godt og er et helt klart udtryk for, at hun er på vej mod at blive dehydreret. Hvis vi når at rette hende op og den nye blodprøve ikke viser tegn på bedring, så bliver Esther indlagt i morgen formiddag til anlæg af venflon, væske og antibiotika intravenøst. ØV! Hun var ellers lige begyndt at vise tegn på, at være ved at være stabil… Tilbage til start, rød ludobrik – slået hjem… Det var bare ikke lige den vej, det skulle gå!! Bump på vejen… min bare… Nu syntes jeg det er ved at være unfair for os. Heldigvis klarer Esther det hele med oprejst pande, hun er en lille korkprop og skal nok komme oven på igen, men vi får se i morgen tidligt om hun skal have lidt hjælp.
Imens tog Lasse turen ind på Sygehus Nord for 3. gang i dag. Først til blodprøve med Esther 07.10 i morges. Senere kastede Esther sin sonde op (for gud ved hvilken gang). Så nu sidder jeg lidt med en tom afventende følelse. Mærker, at uroen og angsten kryber ind på mig… Jeg mærker straks frygten for om en afstødning er undervejs. Den Karen, der altid er klar til kamp, har lige fundet uniformen, og kan være klar til kamp på to min. Håber ikke vi skal indlægges for med hendes situation, ved jeg godt at, det bliver i isolation, så vi ikke smitter hele afdelingen. Med opkast og maveonde… inderst inde ved jeg også godt, at vi bliver indlagt, for hun har brug for hjælp til at komme på benene igen, men vi har lov til at håbe… Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi.