MOR – Jeg keder mig…

Sommerferie er for de fleste danskere familietid og er lig med hyggetid og tid til, at komme helt ned i gear sammen og tune ind på hinanden. Men helt ærligt, så er det altså heller ikke mere idyllisk vel, det også en masse andet ikke?
Dette blogindlæg her er skrevet med et glimt i øjet, men ærligt talt så er jeg pænt presset ang. overskud og børnevenlige idéer til samvær i Sommerferien.

Jeg har jo, som bekendt været på orlov hjemme siden sensommeren 2014, da Esther fik sin kræftdiagnose. Det er efterhånden tredje sommer jeg har to børn hjemme i hele skoleferien. Det er mange uger, at underholde to børn og samtidig opretholde lov og orden i familiedynastiet. Jeg læste en gang et sted, at søskende der skændes meget som børn, fik et bedre og tætter forhold og til hinanden som voksne. Esther og Johans forhold bliver vist helt fantastisk!

Man må sige, at de gør sit for, at udfordre mig så jeg kan udforske alle sider og aspekter af morrollen. Jeg er den benhårde dommer, den evige diplomat, men jeg er også lortemor, dummemor, slikmor, sødemor, og madmor, der fordeler familiens tid ligeligt ud over samvær, udflugter, huslige opgaver, indkøb, lege tid, iPad tid og alene tid. Er der kun mig, der har udfordringer med, at blive ved med at finde på idéer, når ungerne bliver uvenner, keder sig og løber tør for idéer til lege og finde på noget sjovt at lave? Jeg har oplevet, at når kedsomheden sniger sig ind, så tækker den også et spor af rastløshed med sig. Dagene hvor vi daser hjemme og tuller rundt kan godt blive lange, og Esther plager for komme tilbage i børnehave eller legeaftaler. Jeg forstår hende udmærket, hun har svært ved at forstå der er ferie og at hun ikke skal i børnehaven. Hun har kæmpet så hårdt for, at øge timeantallet, og forstår ikke at hun pludselig ikke kan komme derhen.

Jeg kommer med forslag til lege, udstikker retningslinjer, love og dekreter for godt tone og opførsel. Vi har Hus – og huskeregler til når man glemmer at være gode venner, og til retfærdige/uretfærdige afgørelser om stridigheder… Husregler for løb inden døre, hoppe i sofa og råben er ”No Go” hos Familien Heidelbach. Til gengæld kan man sagtens overtale mig til, at lave hule i stuen med stole, sengetæpper puder og madrasser, som toppes med en bog og en hyggeskål…. (red. En lille skål med frugtstang og en kiks eller to.) Det gælder om at finde på sjove ting at lave, og når der er ferie må man godt lidt mere af det sjove.

Den lille bog afbilledet på opslaget er fra mine forældres bogreol fundet i mit barndomshjem i Brønderslev. Det har helt sikkert været min mors. Tænk, at hun havde sådan en bog og gemt den. Det er en tidslomme der viser hvordan man underholder, plejer og behandler syge børn, og ikke mindste mestre kunsten, at holde dem glade. Jeg fandt den da Esther var syg og tænkte, at jeg kunne finde inspiration til de lange dage i hospitalssengen for Esther… Men er fra 1968 og tudsegammel, og er absolut ikke tidssvarende for den måde vi i dag opfatter børn, sygdom og opdragelse på. Til gengæld er den ret underholdende at læse og leveringsdygtig i spillereglerne Rommy, Kong Ludvigs kabale, anvisninger til skyggebilleder med hænderne og knaphulssting…

Modellervoks, perleplader, toast og børnetapas i stride strømme –
I dag kræver nutidens børn langt mere end råd 49 år gamle råd om beskæftigelse af syge børn. Bøgen var nok alligevel ikke så aktuel, som jeg havde håbet på. Jeg syntes ellers jeg var væbnet med tålmodighed og gode idéer og overskud. Jeg har forberedt mig mentalt og indstillet mig på at være mor på fuldtid, og lægge personlige ambitioner og alt andet på hylden og være tilstede og til rådighed for børnene. Jeg har fyldt ”jeg keder mig krukken” med små sedler med ideer og initiativer til leg. Det kan være at vaske små biler, lege restaurant eller posthus osv.… Der er købt nye forsyninger af moduler voks og perlepladerne ligger fremme til fri leg. Karens catering er leveringsdygtig af toast i flere udgaver, med og uden ost i udvalgte tidsrum. Desuden er fryseren droppet med is, og på varme dage bliver de gladelig langet over disken.

Esther har fået smag for legeaftaler, med enkelte veninder fra børnehaven. Det er rigtigt hyggeligt, og de vil meget gerne på besøg ved hinanden på stift. De leger et par timer, og er Esther er rigtig spændt og glæder sig hver gang. Det er både dejligt at få besøg, men også spændende selv at være ude og se venindernes legetøj og værelser. Det kræver lidt ekstra opmærksomhed når der er gæster på besøg. Man har altid lige et ekstra øje på de små, for legen er jo bedst, når der er en opmærksom voksen i nærheden. Det er en helt ny ting for hende og jeg under hende hvert sekund. Hun har så meget leg hun skal have lov til at opleve.
Johan er meget mere selvstændig, han hopper selv på cyklen og køre hen til vennerne. Han har haft lege aftaler med drenge fra klassen, og nu er der lavvandet af ledige venner, der ikke er rejst væk på ferie. Heldigvis er Træhulen i blommetræet snart klar til indvielse. Så hjælper det forhåbentligt lidt på lysten til at lege ude i haven, når der igen skal leges krig med vennerne.

Jeg nyder virkelig, at se Johan og Esther indhente de timers leg med vennerne, som er blevet frarøvet dem de sidste par år grundet Esthers Isolation da hun havde kræft og var på venteliste til en ny lever. Nu skal de begge have lov til at få venner på besøg, og fylde huset med liv og latter. Vi siger sjældent nej til gæster og indimellem kan man blive overrasket og pludselig finde flere af gadens unger på spontant besøg i haven…

Kunsten at holde et sygt barn (hvilket, de fleste mener, betyder at sørge for, at det er beskæftiget) er meget mere vigtigt at more og underholde et rask barn, men ikke så lidt mere vanskeligt.                                   Uddrag fra bogen Mor jeg keder mig,1968.

 

Ulvetid, medicintid, sengetid…
Det kræver disciplin, at skabe struktur og rutiner, og formiddagene bliver afviklet på sofaen med iPad og Paw patrole og en smoothie i hånden. Der er dage hvor vi ikke kommer ud af nattøjet før over middag. Jeg kæmper en evig kamp mod kronisk rod, det sår sig selv og breder sig som ukrudt med lynets hast. Jeg starter meget ambitiøst efter morgenmaden med oprydningen, mens jeg drømmer om, hvad jeg bare glæder mig så meget til, at få streget af ”to do listen” i dag. Men jeg når sjældent det jeg udstikker af mål. Jeg bliver afbrudt og bliver forstyrret og starter på flere opgaver samtidigt… Til gengæld for jeg serveret ca. 10-12 kopper af valgfri drikkelse for ungerne, sagt nej 50 gange, tørret bagdel 3-4 gange, lukket jakker 8 gange, samlet ting op fra gulvet 40 gange, åbnet køleskabet 14 gange, kommet når nogen har kaldt efter mig 100 gange, tørret noget spildt op ca. 2-3 gange, blevet afbrudt 117 gange, givet solcreme på skrigende barn 2-3 gange, ledt efter mine briller 5 gange, undgået konflikter og slukket verbale ildebrande, plus det. Jeg er sørme træt efter en dag som en Schweizerkniv med servicefunktion det er faktisk ret omstændeligt sådan, at være på ferie, tror jeg for brug for én mere, når hverdagen går i gang igen. Jeg tager hatten af for de forældre der har barn nummer 3 – kors en opgave…

Når Esther har fået sin aften medicin kl. 19.30 og aftenritualerne er overstået ca. KL 20.00 så rammer jeg den magiske grænse. Stuen bliver til en lydisoleret osteklokke, der ikke tillader at lyde trænge igennem, især ikke fra klagende børnestemmer der siger, at de ikke kan sove. Jeg tror de fleste kan genkende følelsen? Jeg forvandler mig fra supermor til supertrætte mor, der lægger ansvar og hverdagens pligter og ansvar fra mig. Jeg virker simpelthen ikke længer. Jeg er gået ud af gevind, skal repareres og er tilbage i brug imorgen…

Hvornår kan man blive feriebarn og blive sendt på en uges Retreat på et kloster, hvor de praktisere tavshed og mindfulness? uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er det jo ikke noget man kan ændre på for søskende vil have konflikter og skænderier indimellem. Skal det jo gå, sådan er børn. Desuden er der ikke nogen der har taget skade af, at være uvenner med sine søskende… tror jeg da…?

Selvmedlidenhed MIG? – Nix, aldeles ikke…
MIG, der imod, se det er en helt anden snak, jeg må bare fortsætte kampen, være et godt forbillede og lære ungerne, at bede om hjælp inden problemerne opstår. En ting er helt sikkert, jeg ordinere mig selv masser af Karen tid, god musik, gåture, hvilepauser på trampolinen og et velfortjente glas hvidvin på terrassen, når muligheden byder sig. Der må være en balance og jeg må tage mig den frihed, at skabe lidt balance imellem morrollen og at få plads og ro til at lade op… så jeg kan holde til at være på og til rådighed døgnet rundt. Her efterhånden fået ret godt fat i af fornemme de symptomer der kommer snigende. Så ved jeg det er ved at være tid til alene tid så kan jeg nå, at trække mig i tide, så jeg ikke begynder at få pip og får brug for at være alene. Jeg kender mine grænser, dem der kan flyttes og dem der ikke kan. Det er noget der er kommet de sidste par år. Det har jeg også lært af være cancermor…

Den lille bog fra mine forældres bogreol i mit barndomshjem er vel i virkeligheden et bevis på, at børn har kedet sig altid, og drevet deres forældre til vanvid og sådan vil det altid være. Det er helt normalt og nærmest en naturlov, at børn i det hele tage tit ryger i totterne på hinanden. Måske er det også naturligt nok, at man som forældre engang imellem får udfordret sine grænser en gang imellem. Jeg tænker nok for meget og vil i virkeligheden bare gøre det så godt som jeg kan…Læren må være,  at man kan forberede sig så meget man vil, men når det kommer til stykket så er der bare nogle ting man ikke er herre over, trust me i know…

Mit nye mantra må være, ”nyd det mens det varer” – Nå jeg næste gang høre denne kendte sætning ”Jeg keder mig mor…” –  Så vil jeg tænke i mit lille stille sind…. ”Tro mig – det gad jeg også godt, jeg håber jeg når det en dag…” Suk…

Har I været i en situation hvor jeres børn keder sig hvad gør i? og er der godt eller skidt, at kede sig? Det kan være alle slags situationer, jeg er bare nysgerrig og vil gerne høre om jeg er den eneste der er ved at få pip af de små? ♥ Kærligst Karen.