Bræk, bøffer & Bond…
Der var varslet total arbejds- og hyggeweekend i fredags, da bildøren smækkede. Vi havde sagt farvel til vores skønne unger, der jublede af glæde i favnen hos farmor. Der var lagt op til en velfortjent weekend uden børn, så vi kunne slappe af og arbejde lidt. Vi føler stadigvæk, at vi er konstant bagud, i Esthers væskeskema, med ting vi gerne vil nå, at være bagud med os selv og hinanden…
Lørdag skulle den stå på store bøffer og en god James Bond film. Mens vi står og venter på slagteren skærer bøfferne ud til os, ringer min mobil. Vi ved begge nærmest instinktivt hvad det betyder. Børn retur fra farmor. Esther kaster op og har maveonde. Risikoen for at Esther kaster sin sonde op og bliver dehydreret, er bare for stor. Når man har det dårligt skal man bare trøstes af sin mor…Bum! Kender I det? Vi fik to trætte, glade og stimulerede børn hjem fra farmor, de havde jo trods alt nået at hygge en dag. Bøfferne røg i fryseren, da jeg desværre blev ramt af det samme som Esther. Et døgn senere, var det nået til min mand. Nu håber vi Johan går fri.
Kors for en weekend, hvor følte vi os lige en kort overgang mega skuffede og frustrede over, at alle vores planer faldt i vasken. Indtil man kæmper hele natten for sit liv ved wc kummen og lover, at man aldrig er et lille egoistisk og utaknemmelig bæst en anden gang!! Damm! hvor tingene hurtigt kan ændre sig, det burde vi jo ligesom havde lært. Taknemmelighed burde vi også kunne krydse af, fordi vores datter er kommet så langt… man ender med at stå med hatten i hånden og sige “please, send me some more shit…”
(Advarsel Stærkt ordvalg)…
Når vi nu er i den grove ende af ordforrådsskalaen – så vil jeg gerne lige toppe den med et ordsprog min mand opfandt og bragte ind i familien (selvfølgelig kun ham og jeg imellem). Esther var lige blevet syg, og det udviklede sig i den forkerte retning, risiko for blodprop i leveren, spredning til lungen, osv.
Han formulered det så “pænt” – “Life is a piece of shit… Have another bite”. Og nej, det er ikke pæne ord! Men det var sådan, vi følte det. Det blev værre, der var ikke noget vi kunne gøre. Den sætning blev symbolet på total afmagt. Måske var det netop den sætning, der var så absurd, at vi kunne forholde os til det, der skete. Den var så makaber, at vi ikke kunne lade være med at grine og få det bedste ud af det, når vi var igang. Tilsætte en god portion galgenhumor… for lige der, kunne vi bare ikke synke længere ned. Bunden var nået, det var kun opad derfra. Senere tog vi et valg. Vi lavede en fælles pagt, men det er en helt anden historie…