For noget tid siden blev vi kontaktet af Scanbox entertainment, der gerne ville indlede et samarbejde med os. De ville gerne have os til at se deres film hjertets vej, og jeg har længe glædet mig til film premieren idag, hvor jeg endelig kan anmelde filmen.
”Hjertets vej” er en fransk filmatisering af bogen ”Hjertet” skrevet af den kvindelige franske forfatter Maylis de Kerangal, som lever og bor i Paris med sin mand og deres fire børn. Filmens og bogens hovedperson er jævnaldrende med en af hendes egne sønner. Ved et tragisk dødsfald, mister Maylis de Kerangal sin egen far i et hjerteanfald, og det har unægtelig påvirket hende og dannet grundlaget for denne bog.
Filmen handler om teenager drengen Simon, der efter en surftur med sine venner, mister livet efter en tragisk ulykke. Man møder kun den unge dreng ganske kort i filmens start, men man fornemmer hans liv og hans drømme for fremtiden, der så brat bliver taget fra ham. De pårørende omkring ham kastes ud i en følelses rutsjetur i et turbulent døgn, hvor alle følelser er i spil benægtelse, sorg, vrede, frustration, afmagt.
Da den unge dreng erklæres hjernedød, bliver Simons fysiske tilstand til et symbol for håb, fortvivlelse og afnagt, der fylder alt hos forældrene Marianne og Sean. For Forældrene starter der et sandt mareridt, og deres oplevelse af sønnen situation skildres gennem deres tårer og frygt. Filmen viser på en meget realistisk og troværdig det forløb, der begynder da lægen forklarer forældrene at kvæstelserne i Simons hoved, er så alvorlige og omfattende, at hans liv ikke står til at redde. De får muligheden for at tage stilling til om, Simon skal redde menneskeliv, ved at overgive sine organer til andre.
Et andet sted i Frankrig lever kvinden Claire, der af sin læge får den frygtelige besked, at hendes hjertesygdom vil tage livet at hende, hvis hun ikke får en hjertetransplantation. Vi følger Claire`s tanker og bekymring om at beskytte sine to sønner mod den barske realitet, og samtidig med at hun langsomt forbereder sig på ikke at overleve.
Man møder lægerne og sygeplejersken, der behandler den unge dreng – og får en mere faglig og medicinsk vinkel på organdonation set, gennem sundhedsvæsnets øjne. Man får et åbent og ærligt indblik i de faktiske og praktiske forhold omkring processerne i et transplantationsforløb.
Filmen viser organdonation gennem disse tre historier, der gengiver den virkelighed det er for dem der er berørte af organdonation. Familierne til den hjernedøde, og familien til den der har desperat brug for nyt organ, og lægerne og et sundhedsvæsen der selvsagt også er dybt involveret. Det er en stærk og rørende beretning om de store beslutninger, der skal tages under press, i et kapløb på tid om livet og døden.
Det er en film, der sidder i kroppen længe efter man har rejst sig fra biografsædet. Den insistere og kræver sin tilstedeværelse, i tankerne længe efter de sidste rulletekster er vist ved films afslutning. Glimt af filmen dukker op og sender tankerne tilbage scener fra filmen, der giver nye overvejelser og man mærker endnu en gang de følelser filmen gav.
Jeg har virkelig været i tvivl om jeg kunne formå at forholde mig objektiv, da Agnete fra Scanbox entertainment spurgte om vi ville se filmen og melde tilbage hvad vi syntes om den. Det håber jeg at jeg kan, set ud fra hvad jeg har med i bagagen. Det er klart at det er svært for mig ikke at blive påvirket, da min egen datter er levertransplanteret. Det er selvsagt en meget oplagt film for mig at se, og for alle der har organdonation inde på livet. Det er en niche film, og appellere til et smalt publikum og bliver derfor kun vist i udvalgte biografer som Biffen i Aalborg og Øst for paradis i Århus mf.
Der er ingen tvivl om, at den løfter et svært emne om organdonation, og den viser organdonation fra alle sider. Fra de pårørende til doneren, og kvinden der er modtageren af organet og hendes familie. Den kommer tæt på, den er barsk, og indimellem giver den gevaldige overraskelser. Den skildre på fineste vis det, der sker fra det øjeblik, hvor der gives samtykke til organdonation.
Rørende scener fra filmen sidder stadig i mig længe efter og tanken om at Simons forældre Marianne og Sean, udsættes for den hjerteskærende situation, at skulle give fysisk slip på deres søn, og overgive sig til lægernes tillid derved give håb og liv til et fremmed menneske, rører mig dybt. Det er helt sikkert en film der kan få tårekanalerne aktiveret hos de fleste, og jeg kryber gerne til kostet og indrømmer, at èn helt bestemt scene sendte strømme af tårer ned af mine kinder og slog benene helt væk under mig. I den scene hvor man klipper til det personale, der varetager transplantations koordinationen, der giver folk direkte besked om at der muligvis er et organ til dem, der kunne jeg mærke at det kom helt tæt på. Vores egen oplevelse med Esthers 8 måneder på ventelisten, kunne jeg med lethed genkende den følelse af taknemmelighed. Men det slog mig også, hvor galt det kunne have været gået. AV, Føj, nogle tanker. Det var en hård film for mig at se.
Jeg mærkede og forstod alle de pårørendes følelse på en gang. Det var meget overvældende, og en stærk oplevelse for mig. På halvanden time gennemlevede jeg hele Esthers 2,5-årige sygdomsforløb. Det øjeblik, hvor hun får sin kræftdiagnose, og frem til den dag hun modtager sin nye doner lever og er et år om at kæmpe sig tilbage til livet. Helt og frem til i dag, hvor hun lever et normalt liv, trods sine senfølgeskader. Kort sagt, jeg blev naturligvis blæst bagover, jeg blev ramt og sendt en tur i følelsernes rutsjebane.
Intet er smukkere end når livet deles mellem to sjæle…
Jeg ville gerne give den 6 stjerner, men jeg kan jeg ikke for jeg syntes de mange parallelle historier der gør, at filmen byder på mange skift, der gør filmen urolig svært at følge med i. Det kræver af man hurtigt lærer at tilpasser sig filmes ”hurtige spring” mellem historierne. Det er et stort emne og rummer så mange aspekter, at man får indtryk af at instruktøren har ville for meget på en gang. Derud over mangler jeg, at filmen tør blive mere politisk og viser noget mere om franskmændenes generelle holdning til organdonation. Eftersom Frankrig fra januar 2017 har indført formodet samtykke, skulle man tro, at de slog et større slag for, at fremhæve og anbefale formodet samtykke.
Men måske er det netop det, der alligevel gør filmen til en fin upolitisk film, der ikke peger finger og formaner noget bestemt eller diktere hvad der er rigtigt eller forkert. Det er op til en selv at beslutte, om man vil være organ doner eller modtage et organ. Filmens allersidste scene, skal jeg selvfølgelig ikke røbe her, men det var nok det jeg følte, at filmen mistede lidt af sin chance for at opnå 6 stjerner. Havde det været en amerikansk produktion, var filmen nok endt med de store violin strygerorkester og et sandt festfyrværkeri. I En dansk udgave af filmen, hvis overhovedet muligt, ville det nok have virket lidt lad og letter overfladisk. Men franskmændene er de eneste, der med deres lidt underspillede facon, overlader ansvaret os selv til, at forestille og fornemme, hvad der sker efterfølgende og hvad filmen efterlader af følelser.
Den er velskrevet, og flot instrueret. Skuespillerne er godt castet og deres præstationerne brænder igennem og når helt ud gennem filmlærredet. ”Hjertets vej” tager fat om ens hjertet, og giver ikke kun kuldegysninger, men også nerve og intensitet, der gør filmen nærværende og den formår, at gøre historien relevant for os alle. Det tager hul på tabuet om vores egen sårbarhed og dødelighed. Den er melankolsk og dræbende langsom i sin fortæller form, til gengæld giver det plads til at mærke filmen og man overvældes af filmens stærke budskab om taknemmelighed og kærlighed til livet. Filmen er kort sagt smuk, barsk, stærk og rørende.
Derfor giver jeg ”hjertets vej” 5 flotte stjerner ud af 6 mulige…
Den fortjener at blive set og et er helt sikkert en film jeg kan anbefale alle at se, og den giver stof til eftertanke. Den giver et indblik i en lukket verden som kun de færreste frivilligt tager del i. Jeg tror bestemt også at den vil få folk til at tænke mere over, hvad organdonation betyder for dem, der pludselig bliver berørte af det. Denne her film har helt klart sin berettigelse, for den er også med at vise andre mere nuancerede sider af organdonation. Den sætte ord på hvordan det føles, at være pårørende til både doner og modtager. Filmen beskriver mange ting, men især den magtesløshed man som pårørende oplever, og hvordan føles at være på ventelisten. Jeg håber den får folk til at mærke efter, hvad der er rigtigt at gøre for dem selv, hvis de en dag kom i samme situation. Forhåbentligt gør det at flere melder sig til doner registret, mens vi venter på at politikerne vågner op og indføre formodet samtykke i Danmark. Men det er jo en helt anden snak…
Der er intet større og smukkere i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle. Uanset om det dine, mine eller vores organer.
– Karen Heidelbach, mor til levertransplanteret datter på 4 år.
Har du fået lyst til at læse mere eller selv at se filmen har du læse mere her på Organdonation-ja tak eller bestille billet på Kino.dk
Bogen kan desuden købes på Saxo
Tusind tak til Agnethe og Scanbox entertainment, for et rigtigt god samarbejde!
Rigtig god fornøjelse… Ps. Husk kleenex…