Ord, der giver mening

De ord, forældre til børn med alvorlig sygdom, gerne vil høre.
Det er så svært for mange, at tale med forældre til et kræftramt barn, for hvad indleder man lige samtalen med? Mange er bange for at sige noget forkert og dumt eller at komme til at gøre os kede af det. Ja, det er virkelig vanskeligt, at finde ud af hvilket ben man skal stå på og hvad man skal sige.

Det er svært at vide, hvad man skal sige til forældre med et barn, der er ramt af kræft. Det kan være i starten, midtvejs eller sidst i forløbet… Eller gud forbyde det, ved tilbagefald. Der er ikke noget tidspunkt, der er bedre end andre, eller noget der er bedre at gøre eller sige.

Mange pårørende og bekendte er bange for at blande sig, gøre ondt værre og bliver nemt tilbageholdt i en følelse af tabu og berøringsangst. Jeg ved, at mange kan være bange for den første samtale, lige efter diagnosen er blevet stillet.  Hvornår skal man tage kontakt til familien og hvordan? Hvad skal man sige? Skal man ringe? eller tage på sygehuset?… Hvad man gør afgøre situationen, og ens forhold og relation.

Faktisk kan noget af det bedste man kan sige og gøre er at være ærlig. Hvis du syntes det er svært at sige det rigtige, så start med at sige det. Så er isen da ligesom brudt lidt. For hør her, vi er kede af det og det er aldrig rart at skulle tale om noget der er så hårdt og svært.
Her er et par bud på, hvad man kan sige, der ihvertfald er godt og rart, og som vi meget gerne vil høre…

”Det er virkelig noget forfærdeligt lort, det er jeg ked af”
Cancer er noget lort, og det er så rart at høre andre sige de er enige i det. Det mest effektive og bedste du kan sige til os, er at du er overrasket og rystet og du ikke aner, hvordan jeg har det. For ærligt talt, du kan overhovedet ikke startet med at vide, hvordan jeg har det, så lad være med til at tro du forstår. Hvis du tror ting sker for af en grund, så hold det for dig selv. Udtalelser som disse hjælper ikke! Det giver absolut ingen mening, at børn eller voksne bliver syge af kræft! Ligesom dine egner erfaringer og ligesom historier om din vens nabos datter også havde kræft og har det såå fint den dag i dag! Drop det, jeg ved godt dine intentioner er gode, og at du tror, det trøster mig. Men lad hellere være, de ligegyldige og uinteressante for mig. Jeg aner nemlig ikke, om mit barn overlever! Det er det, min verden drejer sig om lige nu. Intet andet!

”Jeg tænker så meget på Dig/jer”
Noget af det, der kan holde modet oppe på de svære dage, var når nogen havde overskud til at skrive eller ringe til mig og egentlig bare fortælle, at vi var i deres tanker, og at vi ikke var alene med frygten og at de også var bange. Det betyder meget, at andre tør fortælle, at de ber og sender en bøn ud i universet! Den opmærksomhed, vi fik fra vores lokalområde, så som Johan´s klassekammerater og forældrerådet –  kolleger, bekendte og venner, samt familien gav en følelse af, at vi ikke var helt alene i denne lortekræftverden. Betænksomme gavekurve og hjemmebag, gaver til børnene, legetøj,  blomster og kort m.m. Og selv om jeg sikkert ikke har sagt nok tak til alle, så sætter jeg ubeskriveligt pris på dem alle!

Nogle gange er det mindst så hjælpsomt, bare at holde mund og tage med på turen, uanset destination. Bare at der er èn, at følges med, èn der oplever det samme, og èn at dele det hele med. Så man ikke er helt alene. Bare det, at vide der er nogen, der holder øje med èn og er med på sidelinjen, er mere end guld værd. Bare lov mig, at jeg ikke skal gå alene.

”Lad mig gøre noget for dig… og jeg har en ide…”
Jeg kan hjælpe dig i en time på fredag, hvad vil du gerne have hjælp til? Vasketøj, indkøb? Eller selskab på en gåtur? Det er faktisk rigtigt rart, når nogen selv tager initiativ til konkrete forslag til hjælp.  For når man står i lort til halsen, er det svært at sortere i hvad, der kunne være rart eller bare ubelejligt.  Gør mig den tjeneste at insisterer, det er så meget nemmere på den måde, for alle.

”Sig til hvis du vil snakke, om andet end elendighed…”
Nogen gange skal du tilbyde en sank om de helt almindelige ting i DIT liv, det er så befriende og helt almindeligt ned på jorden at tale om dagligdagsting, i dit liv. Det tvinger verden og virkeligheden ind i min verden, at tale om ting der ikke har med kræftverdenen at gøre. Det giver mig et glimt ud i jeres verden, den jeg skal tilbage til en dag. Så hjælp mig og skærm mig ikke, det er misforstået omsorg ikke, at turde tale om hverdagen og livet udenfor.

”Må jeg give dit andet barn noget selskab?”
Det er ingen hemmelighed, at søskende til det kræftramte barn tit er klemt imellem forældrenes sparsomme tid og opmærksomhed. Det er en af de bedste ting, man kan tilbyde til en kræftramt forældre. Omsorg for det barn, der står tilbage alene. Giv noget af din tid og vis barnet, at der er tænkt på det. Bare tilbyd at tilbringe tid sammen med barnet. Det er en gestus, der har stor betydning og hjælper hele familien.

” Vil du vil tale om dit barn”- eller om dig?
Der er nogen der tror, at cancermødre og fædre er stærke som soldater, der kæmper for sit barn – Det gør vi også men, vi har også brug, for du er klar over, vi har brug, for du ser os som dem vi er. Og at du kan håndter, når vi er ked af det og har brug for at græde og have lov til at være helt til rotterne.

Jeg har sagt det før, man skal aldrig spørge kræftramte forældre om, hvordan det går. Man skal hellere spørge dem om, de klarer den? For vi kan ikke forholde os til den elendighed vi står midt i, men måske er der en chance for, at vi kan håndtere, at svare på om dagen i dag, er god eller dårlig!

Det er jo ment som inspiration, og hvis du stadig er tvivl om, hvad du skal sige fordi du usikker, så kan du sende et kort, hvor du sender dine tanker og støtte. Det er bedre end ikke at høre fra dig overhovedet…