Tanker på en torsdag…
Man siger, at “af modstand bliver man stærk”. Jeg føler mig ikke særlig stærk. Sårbar, er nok det ord, jeg ville benytte. Men man kan sige, at modstand, har lært mig mange ting.
En af dem er taknemmelighed. Jeg har gjort mig nogle tanker om at være taknemmelig, for det liv vi lever nu. Måske oplever jeg, at eftertænksomheden kræver min opmærksomhed, i takt med, at jeg får mere overskud? Her er et par glimt af lykke og taknemmelighed fra vores hverdagen.
Jeg er taknemmelig for,
Den fine kærlige opmærksomhed jeg møder i min hverdag, fx fra vores nabo, der den anden dag, bankede på vores dør med en smuk buket tulipaner og en æske fyldte chokolade frøer. Bare fordi hun havde lyst.
For andre forældre, der griber legeaftaler i luften – med ja hatten på og sender mit barn glad retur med lutter gode oplevelser, relationer fornyet og styrket, og favnen fuld af friske og nylagte æg fra egne høns i haven.
Når jeg kommentere, en kærlig gestus – at det ser hyggeligt ud, da min mand spontant løfter vores søn op i armene til et kæmpe kram, og Johans reaktion til min kommentar var; ”Jeg elsker også dig, mor.”
Den tro, ro og overbevisning jeg rummer i det øjeblik, da jeg lægger på og afslutter telefonsamtalen, fordi jeg mærker anerkendelse støtte og forståelse fra den socialrådgiver jeg lige har lavet en aftalt med om, at kortlægge afviklingen af min syge orlov med Esther.
At jeg kan blive rørt, når Esther ser MGP på Ramashang mens hun forsøger, at synge med, og når jeg hører de klare rene børnestemmer, der lykkeligt naivt, synger om livet set med børneøjne.
Jeg er taknemmelig for hver lille irriterende perle jeg træder på, hver lille dukke eller figur der ligger efterladt fra leg, på gulvet på Esthers værelse. For hvert et kram af bløde barnearme, for våde hurtige smækkys i børnehaven til farvel.
Helt igennem taknemmelig for de mirakler jeg har oplevet, for alle de tårer jeg har grædt af lykke og af kærlighed til mine børn og familie i de sidste par år. For livet og alle hverdagens gyldne øjeblikke, dem vi giver og deler med hinanden. ♥
Der findes to måder at leve livet på.
Den ene er, som om intet er et mirakel.
Den anden, som om alting er.Albert Eienstin (1879-1955), tysk-amerikansk fysiker.
Anna
16. februar 2017 kl. 13:54 (8 år siden)Jeg elsker at læse din blog. Jeg værdsætter mere og mere det jeg har. Hver dag er en gave og det må vi aldrig glemme. Tak for at dele et lille stykke af jeres liv ❤
Karen Heidelbach
16. februar 2017 kl. 15:39 (8 år siden)Kære Anna
Tusind tak for at du læser med. Det er dejligt når det man skriver giver mening for andre.
Kærligst Karen