5 Livsindsigter modstand har lært mig

Forår2

Bedre overblik til at prioritere og gennemskue om noget er vigtigt eller unødvendigt tidsspilde. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg som 40 årig skulle stå med et barn med kræft. Og end ikke at det ville ende med en levertransplantation. Jeg var inden det skete, et sted i mit materielle liv, hvor alting havde fokus på familie og hvad den næste oplevelse ville være. Jeg stod et sted i mit jobliv, hvor nye ting ventede rundt om hjørnet. Jeg er et sted i mit mentale liv nu, der ville have tage mig meget længere at nå til, hvis jeg ikke havde oplevet alt dette. Jeg er taknemmelig over det tigerspring jeg har taget, for det har sparet mig for ufattelig mange omveje i mit karrierer og i mit privatliv og har skudt genvej, til det jeg måske i virkeligheden skal. Jeg har fået lært at tynde ud i rødbederne, så at sige, og har lært, at man ikke kan gøre alle glade. Og det er helt faktisk ok.

Jeg har fået Indsigt i at kunne gennemskue hvilke resurser jeg besidder og vælge hvilke værktøjer, der skal bruges i forskellige situationer. Da jeg mødte modstand jeg besluttede mig for at gå med det, i stedet for at gå mod det, var det som en sten blev løftet af mine skuldre. Ikke at det ændrede, at Esther var alvorligt syg, eller at det var ok – for det var det ikke! Men det hjalp mig med at takle og håndtere det bedre. Det gav mening, da jeg indså, at jeg hverken kunne gøre fra eller til. Jeg indså efter noget tid, at det ikke ville hjælpe hverken Esther, familien eller jeg selv, hvis jeg blev ved med at have ondt af mig selv eller vores familie. Det var jo Esther der kæmpede den størst kamp, jeg var bare på sidelinjen. Jeg var nødt til at tage fat for hendes og vores skyld.

Jeg ikke dør af at spørge om hjælp. At sige jeg har brug for hjælp er til tider svært, for en der helst vil selv. Det er hverken flovt eller et tegn på svaghed. Jeg har indset, at det er nødvendigt at spørge om hjælp, når jeg ikke kan klare det alene. Og hvem har bildt mig ind, at jeg kunne? At blive mødt med hjælp fra andre, har givet mig et andet syn på, hvor meget vi kan påvirke hinanden, ved at hjælpe hinanden af med unødvendig bekymring… Det kræver så lidt og betyder så meget. Jeg har i mange år været et fjollehoved, der har ventet alt for længe med at åbne munden og bede andre om noget. Det koster kassen, i bekymringer og tid, at lade være med at spørge om hjælp.

Familien er en klippe af omsorg og støtte, der er helt ubeskrivelig og uvurderlig. Venner kan vise mindst ligeså stor kærlighed og opmærksomhed. De kan krydse lange afstande, for at besøge en på hospitalet, for at aflevere gaver til barnet, og give mental opbakning og omsorg til moren. Jeg ved, jeg kan meget alene, men har fundet ud af at der er personer i mit liv, jeg har brug. De giver mig balance til at finde min ro og tillade mig selv, tid til at lade op igen og finde ny energi. Familien er fundamentet, vennerne er væggene, der holder mit tag.

Erkendelsen af, at livet er ufatteligt sart og skrøbeligt og kan ændres på en splitsekund. Ja, den har du hørt før, men det er altså rigtigt. Jeg har lært, at der kun er denne ene chance. Der er kun dette liv, og det skal leves på den måde jeg finder bedst. Der er ingen tid at spilde, der er ingen god undskyldning for, ikke at komme i gang med at gøre det, der giver een mest mening med livet. Livet er til tider hamrende uretfærdigt og ufatteligt hårdt. Hvordan chancen bruges og udfordringerne håndteres, er op til een selv, men alt det,jeg har oplevet i dette forløb, har lært mig, at der er ingen vej udenom. Måske er den korteste genvej til ens lykke alligevel at hanke op i lortet og kæmpe sig igennem livets udfordringer og kriser.

13. april 2016 by Karen Heidelbach |
4 kommentarer