I går formiddags, havde jeg en ret ubehagelig oplevelse, som satte en masse tanker i gang hos mig…
Jeg havde sat Esther af i børnehaven og skulle derefter cykle ud i det lokale indkøbscenter for at mødes med en cancer mor jeg havde aftalt, at drikke en kop kaffe på Starbucks med. Bagefter skulle jeg handle lidt ind og bl.a. købe nye sko og gummistøvler til ungerne.
På min cykeltur, står jeg på et tidspunkt ved et fodgængerfelt og venter på det bliver grønt, da det sker skubber vores store tunge kangaroo ladcykel i gang og må indse, at jeg må små løbe for at nå over inden det bliver rødt lys… jeg når det lige på nær 5 sekunder – og når også at se en bil dreje om hjørnet, men heldigvis bliver det ikke nødvendigt for bilen at sænke farten. Bilen er ikke på noget tidspunkt ved at køre ind i mig og jeg når fint ind på cykelstien… men ja – i 5 sekunder er jeg stadig på vejbanen med min vogn, da lyset lige er blevet rødt.
Da jeg når ind på cykelstien og er ved at sætte mig op på cyklen, hører jeg pludselig en kvinde stemme bag ved mig, gennem et nedrullet vindue op passagersædet råbe efter mig ” KAN DU SIGE RØDT LYS?”
Jeg bliver for det først vildt forskrækket, det var vildt ubehageligt – Der er aldrig nogen der råber aggressivt af mig? Er det ikke noget voksne gør, hvis de vil nå at advare børn og andre om farer? Man råber da ikke ad hinanden uden grund vel? Bagefter blev jeg vildt overrasket og lettere paf og prøvede at finde ud af, hvad der var sket og hvordan jeg kunne have givet anledning til denne episode kunne ske.
Der går lige et øjeblik, hvor jeg lige tænker – hvad søren gik der lige af den dame der? Det nåede faktisk, at gøre mig rigtig forskrækket og ked af det. Overvejede lige i et kort øjeblik at lave en Maude fra Matador, men jeg greb mig selv i det. Nej, fandme nej! Om jeg ville lade min sensitive side løbe af med mig… No one messes with a cancermom. Jeg går fra, at jeg burde være glad for at de ikke gassede op kørte mig ned eller hvad? Tænk, at de 5 sekunder jeg tog af hendes tid, giver hende ret til at overfuse mig? Er hun i sin gode ret til det? uanset og hun følte jeg var i vejen eller ej? Jeg kunne følge bilen med mine øjne hele vejen ud til et stort indkøbscenter, og jeg tænkte instinktivt, at hun var typen, der var ved at komme for sent til et af Bilkas tilbud, som 100 Stk. kyllingen filer for XXXkr. Og fantaserede med tanken om, at henvende mig i Bilkas kunde information og bede dem om, at de lave et udkald over kunderadioen, der lød ca. sådan her….
”Her er en personlig henvendelse til den meget kortluntede Kunde/kvinde, uden empati og forståelse, der for kort tid siden overfusede en træt, udkørt cancermor med små dårlige nerver og en stor tung ladcykel, i krydset på Skalborgbakke, ved den lille frisør og tankstationen – Skulle hilse fra cancermoren og sige, at hun også ønsker dig en rigtig dejlig dag…. ”
Men nej, modet svigtede mig og i stedet – Jeg måtte slippe det og ikke lade dette ene dårlige stykke frugt ødelægge de andre frugter i min kurv. Så satte jeg mig på Starbucks og drak kaffe med en anden cancermor. En kvinde, som jeg lige var kommet i kontakt med. En skøn kvinde, med ligeså meget på hjertet som jeg selv. Det var dejligt at møde èn som på lige vilkår kunne berette ærligt og åbent, om hendes families forløb, på trods af at det kun var vores første rigtige møde… Det var et fint, ægte og ærligt møde og blev til en af de samtaler, hvor ordene og emnerne står i kø. Jeg elsker det, jeg elsker at lytte, lære og dele viden… det blev til en kæmpe kop kaffe, og det hjalp mig med at løfte mig op og se det hele lidt oven fra…og hvis jeg nogensinde bliver overfuset i trafikken igen, så lover jeg, at råbe tilbage…. ”JEG ELSKER OGSÅ DIG” – for livet er sku for kort til, at hidse sig op over så lidt og over hinanden. Jeg ved, at hun aldrig ville have råbt sådan, hvis hun havde haft sit barn med i bilen… Eller er jeg bare naiv…?
Var det virkeligheden der ramte mig? Hvor blev næste kærlighede af? Er det den verden mine børn skal vokse op i? er det jeg kan forvente, at blive mødt med i fremtiden? Det var så den empati og medmenneskelige næstekærlighed samfundet kunne præstere? Jeg er kort sagt forbløffet. Handler det i virkeligheden om, at jeg ikke er gearet til samfundets og hverdagens tempo? Jeg har været skånet for omverden i to år, og været isoleret i vores kræftboble. Jeg er sat socialt ud af spillet allerede inden jeg skal på banen igen. Måske er det mig der bare skal indse og acceptere, at det er blevet ok, at råbe uanstændige og nedgørende ting til hinanden? Skal jeg bare tage en kop the og en tudekiks og sunde mig lidt? Det er lige før, at jeg hellere vil blive inde i min lille trygge kræftbobelverden. Jeg havde ikke forventet, at det ville blive så hårdt at vende tilbage efter er langt kræft og transplantationsforløb…
Her dagen derpå sidder jeg stadig med en følelse af, at det kommer til at tage tid. Det vil tage tid for mig at vænne mig til hverdagens hæsblæsende tempo og den ind imellem grove tone mellem mennesker. Jeg kan konstatere, at lunten hos danskerne er blevet noget kortere, og man må i dagens Danmark træde varsomt og i hvert fald ikke udenfor rammerne eller være 5 sekunder for langsom over en fodgængerovergang. Men jeg nægter at lade denne oplevelse sætte sig fast, jeg indser, at jeg kun lader mig ramme fordi det skal lære mig noget.
Det er vanskeligt for kræftramte familier at vende tilbage til det normale liv igen, i den overgang, hvor hverdagen skal genskabes… Det kan være svært, at lære at genfinde sin plads i samfundet igen. Svært at mærke sig selv i uvante pludselige opståede situationer, og jeg kan mærke, at det er nødvendigt reagere for det viser hvor langt jeg er kommet på min vej til at genfinde mig selv, og opleve min styrke og måde at bearbejde oplevelsen på. For jeg bliver virkelig ked af det, og oprigtig ked af det over at et menneske kan være så afstumpet. Det viser bare hvor forskellige vi er, og at nogle mennesker ikke forstår, at værdsætte deres liv. Hvor er jeg dog ked af det på hendes vegne, at hun ikke har mere indsigt og mod til at tage nogle valg i livet. Noget skal man bare give slip på, for det er ikke vigtigt. Nærmere ligegyldigt.
Nu vil jeg gå på weekend og nyde min familie, kramme dem en ekstra gang og synge en ekstra godnat sang for børnene i aften. For det er det, der betyder noget, at vi har hinanden. Esther overlevede sin kræft. Vi klarede den. Jeg samler på de gyldne øjeblikke. Jeg vil være lykkelig. Måske er det noget af det kræften har lært mig? Givet mig mulighed for, at gøre mig bedre til at vælge, kun at lukke det gode ind i mit liv, og lært mig vigtigheden af, at give slip på det negative og sige pyt. – Bevidsthed om, at livet er så frygteligt sårbart og at vi kun har dette ene forsøg til at gøre os umage i alt, hvad vi foretager os.
Når vi elsker hinanden, når vi gør hinanden glade, når vi får hinanden til at grine, når vi oplever fine øjeblikke af lykke, når vi tør åbne op og tale med nye mennesker, når vi glædes over små fremskridt og når tiden løber fra os ved vi, at det er fordi, vi har travlt med at leve livet. Lige der, hvor det skal leves. I nuet.
♥