Onsdag eftermiddag ringede overlægen fra Børne onkologisk afd. 303B på Aalborg Sygehus personligt til mig, og kunne fortælle, at de podninger og sug Esther fik taget forbindelse med, at vi var inde og få taget røntgenbillede, nu endeligt er kommet tilbage med et svar. En af testene var kommet tilbage positiv for kighoste! Jeg måtte lige synke spyttet en gang, for det var godt nok noget både overraskende og også usædvanligt. Så ifølge aftale med overlægen og Rigshospitalets Børne og unge klinik er hele cancerfamilien.dk startet op i medicins behandling og vi har holdt os isoleret de seneste tre dage… jamen dog!
Man må da sige, at vi får det hele og lidt til, kan faktisk ikke finde ud af om jeg skal grine eller græde. For det gør mig selvfølgelig vildt ked af det på Esthers vegne, men samtidig blev jeg også styrket i, at vores beslutning om, at blive ved med at insistere på, at der var noget galt var korrekt og at man skal stole på sin intuition og hvor er jeg glad for, at Esther nu får den rette behandling… men sikke en tur og et forløb. Vi er sørme også uheldige, eller man kan vel sige, at det er betingelserne for Esther. Med de senfølgeskader, må vi forvente op og nedture, og tilpasse os en uforudsigelig hverdag.
Så her er vi endnu engang sat tilbage og pænt udfordret, af den mest smitsomme bakterie, der har sendt hele familien til tælling, den medicin er godt nok stærke sager for maven… men hvad? Det tager vi sku også med, for i det store billede er det her vel noget vi vil se tilbage på om nogle år og tænke… var det bare det?
Så midt i, at man føler sig som en lille uvæsenlig brik i universet, kommer man alligevel til at tænke over hvor heldige og taknemmelige vi er, og mens facebook i disse dage bombardere os med minder fra dengang Esther var i sit sygdomsforløb, gav det os lyst til at gense vores egne fotos fra dengang, alene men også sammen med børnene. Det var sjovt, smukt, og ekstremt hårdt at se og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage… Esther spurgte mig pludselig om jeg var ked af det, hvortil jeg kunne svare, Ja – men det er fordi jeg er meget glad… lige der, kommer meningen med det hele pludselig frem. Midt i tårerne findes glæden og lykken. For hvordan forklare man et lille barn på tre, at man græder af lykke? Af en alt omsluttende kærlighed til ens familie, børn og livet. En taknemmelighed man ikke kan komme af med, og man bliver bare nogen gange bliver blæst bagover af hvad, universet kan og byder os. Ja, det trak tårende frem, og gør det også nu mens jeg skriver dette… ce la vie. Og som én engang sagde til mig… ”Du er jo ikke lavet af sten vel? ” Nej, nogen gange er det vel ok, at slippe lidt følelser løs.
Tror vi er kommet til at punkt, hvor vi er nødt til at se på det lidt ovenfra, og tage lidt galgenhumor i brug. Vi holder modet oppe og kæmper videre, med en række af interne, ordsprog – som f.eks. ”Ja, ja bare spark på dem, der ligger ned” osv. På en eller anden måde tager det lige toppen af den total uretfærdige følelse af, at vi endnu en gang føler os slået tilbage til start. Måske er det lige det, der får os igennem de ufrivillige dage isolation, nemlig at kunne se det tragiske komiske i det hele…
Jeg ønsker jer alle en skøn weekend sammen med jeres kære, fyldt med sjove, skønne og dejlige oplevelser, nyd hinanden og husk, at sætte pris på alle de små ting og at vi får lov til at mærke, når livet udfordre os, og når det giver én reminder om, hvad der er vigtigt og minder hver enkelt menneske om, hvad der giver nærvær og indhold i livet.
♥