Ramt af granatchok & børnehave blues…


Jeg er lige vågnet op til virkeligheden af en syngende lussing, da jeg hentede Esther fra børnehaven i dag. Jeg havde slet ikke forholdt mig til tanken. Det kom helt bag på mig, listende som et lusket rovdyr, der sniger sig ind på sit bytte.
Sommerferie er slut. I dag har Esther haft første dag i børnehaven, et dejligt og længe ventet gensyn. Hun har savnet vennerne og har næsten spurgt hver dag om hun skulle afsted.

Tiden må lave lavet et snig angreb på mig og jeg må have lignet en komplet idiot, da den søde pædagogen sagde til mig, at Esther var i køkkenet. Først troede jeg de var ved, at bage eller noget i den dur… Men Nix, betyder med andre ord, at Esther her efter sommerferien er blevet så stor, at hun nu blandt de børn, der skal forberedes til at blive skole klar!!! Hun bliver Delfin og skal være et andet sted end den normale stue…  Føj! Hvad skete der lige der? Jeg havde simpelt hen glemt det eller fortrængt det? Det kan sku da ikke passe, hun er lige startet! Ej, mor er jo slet ikke klar….

Det er jo sandt, det kan ikke være anderledes. Det kom bare bag på mig, at min lille pige ikke er så lille længere. Jeg blev både vemodig og stolt på samme tid. Helt igennem lykkelig for at Esther er kommet så langt!  Følelserne væltede bare ind over mig, jeg kunne mærke, at jeg slet ikke var parat til at indse, hvor langt HUN er kommet. Jeg står her efterladt tilbage med et Sofie Gråbøls udsagn fra filmen ” Blinkende lygter” da hun bliver slået i ansigtet, og efterfælgende udbrød: ”Hvad skete der?”

Jeg burde jo have regnet den ud. Men jeg er slet ikke klar. Denne sommerferie byttede vi sutten ud med en stor pigeseng, dvs. en juniorseng i stedet for Juno sengen. Sutten har vi ikke kæmpet med at tage fra hende, for det har været det der har lettet og trøstet ved undersøgelser, scanninger og ved blodprøver. Det stak i mit hjerte, for det var et fysisk bevis på, at Esther er vokset, og nye tider følger. Sutten er også den sidste ”baby ting” og det sidste trøste trick vi begge nu giver slip på. Der sidder så mange følelser i at afvænne sutten, hun har selvfølgelig spurgt efter den ved sovetid og når vi kører i bil. Hun har været så tapper og hun har håndteret vores nej og forklaringer, når vi har sagt at sutten ikke er en mulighed mere, og at hun er en stor pige nu.

Det vækker minder og tanker hos mig, og jeg indser at jeg stadig har nogle svære følelser der på et tidspunkt skal deales med. Det er som om fortiden med hendes kræftsygdom indhenter mig. Eller jeg tror den gør, for den har jo ikke slippet sit tag i mig endnu… Jeg skal tilgive, rumme og acceptere det der er sket vores familie? Er det sådan slipper jeg og kommer videre? jeg skal også samtidig lære, at leve med det savn over, at Esthers ikke fik den barndom som den jeg drømte om. Jeg skal acceptere, at vi ikke fik de mor og datter øjeblikke jeg havde glædet mig til. Jeg føler mig frarøvet for lykke, tid og snydt for så mange oplevelser sammen med Esther. Det er enormt svært for mig, men jeg skal også acceptere at jeg er blevet en anden mor end den jeg ønskede og håbede på at blive. Det gør ondt. Måske skal jeg bare acceptere, at Esthers kræftforløb aldrig slipper sit tag i mig.

Sidst og ikke mindst, hvornår undslipper jeg den konstante følelse af, at jeg stadig skal indhente det tabte. Hvornår har jeg indhentet og indkasseret den dårlige samvittighed over alt det vi ikke nåede eller fik gjort? Det er en trædemølle jeg snurre desperat rundt i som en forsøgsmus, hvis dage er talte. Hvornår er jeg i mål og kan sige nu sætter vi en streg i sandet? Eller er jeg for naiv, fordi jeg troede det blev anderledes? Jeg har brug for at Esther går i børnehaven meget længere tid, så jeg kan nå alt det jeg skal…

Efter braget fra dagens granatchok har lagt sig, ved jeg jo godt at alt er som det skal være med Esther. Hun skal jo bare ud og leve sit liv og nyde sin barndom. Så må vi andre hanke op i smilet og se fremad. Min mands kommentar til min oplevelse var, lad hende nu komme i gang med sit liv. Vi ved jo ikke hvor længe hun reelt lever med sin nye lever… han har ret, livet er så fandens sårbart og uforudsigeligt, der drejer sig om at nyde det mens man har det. Det burde vi om nogen have lært.

Det slog mig, at Esther heldigvis følger den naturlige udvikling og vi skal glæde os over at hun kan. Det kan gøre mig helt ked af det når jeg tænker på, at hun en dag ikke længere skal gå i den helt fantastiske børnehave. De har være sådan en stor støtte for os, og de har hjulpet os på benene da vi var presset i knæ. De har om nogen dannet en sikker base for Esther, og taget imod hende og imødekommet alle hendes behov. Støttepædagogen, Lisa der blev ansat og gav Esther sondemad og medicin i starten, da jeg skulle aflastes. De medvirkede til at vi trygt turde overlade ansvaret til andre, i den tid hvor vi var så skrøbelige. Jeg kan aldrig takke dem nok, de har betydet alt for at Esthers vej tilbage til barndommen kunne blive en stabil og tryg oplevelse hende og for vores familie.

granatchok, battle shock, krigsneurose, tidligere anvendt betegnelse for den psykiske reaktion, der kan optræde hos soldater ved voldsomme krigshandlinger, og som viser sig ved angst, forvirring og hukommelsestab.

Den danske sangerinde, Pernille Rosendal har skrevet en sang, der hedder “Loost in the Fire” En fantastisk sang, der handler om de ting der gik tabt i en “brand”, i et forhold. Sådan har jeg det indimellem med vores situation. Der er en hel masse, som vi mistede da Esther blev syg. Vi fik frataget fodfæstet, alt det sikre fundament. Vi fik frataget så mange muligheder og vores liv gik i stå. Vi blev placeret i et mareridt, et der stadig trækker spor ind i vores fremtid. Vi bevæger os langsomt frem ad, men indimellem kigger vi bagud og bliver mindet om den familie vi var før kræft og Esthers levertransplantation ændrede vores liv. Vi må vænne os til, at vi altid vil blive mindet om en tid i vores liv, der for altid blev forandret.

Vi har rejst os, men indimellem finder vi stadig små skjulte lommer af aske vi skal forholde os til og børste af os. Vi holder hovedet og modet højt på de svære dage, hvor virkeligheden minder os om alle de sten vi har brolagt memory lane med, mens vi insistere på, at skabe en masse nye positive minder, der danner vores families fremtid. Nu vil vi nyde, at følge Esthers sidste år, som børnehavebarn og sætte pris på hver dag vi har hinanden. I aften, når jeg putte Esther og Johan, bliver det med ekstra kys og kram.

Dagens lære er, at når Esther kan række ud efter os, livet og fremtiden så viser hun mig, at jeg også kan. Hun er min tapre lille fighter, der rummer mere mod og vilje til livet, end jeg nogensinde komme til at udvise. Jeg er overvældet over hendes lille glade fantastiske væsen, der hver dag viser os vigtigheden af, at gøre sig umage med, at gøre hverdagen til den vigtigste, og minder os om, at leve livet og gribe al den lykke og kærlighed, der bliver kastet efter os.

♥Kys det nu, det satans liv, Og grib det, fang det. Før det er forbi.♥

Del meget gerne dine tanker og erfaringer om det, at pludselig føle sig indhentet af cancerfortiden… Selvom man føler man har bevæget sig fremad…

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *