Noget på hjertet om kræft & organdonation

IMG_5644Petra.2.

Da jeg for noget tid siden, læste en artikel i en af de store danske aviser om organdonation, måtte jeg bare reagere og tage kontakt til journalisten bag. Det var i den forbindelse, at jeg skrev et andet indlæg, så langt så godt. Journalisten fløj ind fra København og det blev et interview på over tre timer. Det blev starten og indledningen til et samarbejde, jeg endnu ikke kan løfte sløret for. Men jeg kan dog fortælle, at Esther og jeg har haft besøg af en dygtig fotograf i dag, der har taget billeder der skal bruges til samarbejdet.

Det lange besøg blev en lang samtale og for mig et tilbageblik på alt det, der er sket vores familie. Det er pudsigt, som tingene kan ændre sig. Egentligt ved jeg ikke, om jeg er klar til alt dette nye der sker i mit liv lige nu. Men jeg kan mærke hovedet og hjertet er med. Nogen gange må man også bare hoppe, og se hvor man lander. Håbe på, at det bliver med hovedet oppe og benene nede. For nogen gange kan der kommer noget helt fantastisk ud af en lille indsats. Nogle gange betaler det sig, at turde byde ind med noget, og dele ud af det, der virkelig betyder. Det er der man flytter noget, hos andre og ikke mindst hos sig selv.
Jeg har brug for at flytte rundt på tingene, oppe på øverste etage vel at mærke.

For som tiden går, og jeg når til nye steder på min rejse igennem denne lortekræft verden, indser jeg undervejs, at ting har flyttet sig og skal have nye pladser. En helt naturlig om rokering for, at tingene igen kan falde på plads på nye steder. Forandringer der tillader at jeg kan komme videre. Den sidste uges tid, har jeg kunne mærke, at jeg på en måde har flyttet mig. De udfordringer der har været med, at acceptere at vores liv stadig ser sådan her ud, og at Esther stadig er så behandlingskrævende, lander næsten fint på et sted, imellem alt det hun har været igennem. Og håbet om, at en snarlig næsten normal hverdag snart indfinder sig.

Det er utroligt, hvad tid og udholdenhed kan tilbyde og udrette. Herhjemme har vi et udtryk, når noget er irriterende og ikke til at overkomme eller frustration over den magtesløshed vi tit har følt vi stod i… ”det udligner sig over en 30 årig periode”… Det er selvfølgelig sagt med et kæmpe glimt i øjet, for vi ved godt at det ikke ændre sig natten over, eller Esthers behov for medicin forsvinder, men på et tidspunkt må det da blive bedre og lettere? Måske er jeg bare ved, at komme til et punkt, hvor der bliver mere tåleligt, fordi jeg har vænnet mig til vilkårene?

En ting er sikkert, hver morgen vågner jeg med den samme uro og tænker, hvad er det nu jeg skal i dag? Kender i de tanker? Der er noget vigtigt, der skal ske i dag. Man er bare ikke rigtig vågen endnu og kan ikke komme i tanke om, hvad det er… Lige indtil, det slår ned i min hjerne, at jeg skal passe min kræftramte og levertransplanterede datter. Virkeligheden melder sig hurtigt. Nej, desværre var det ikke en ond drøm. I morges, blev tanken dog suppleret med et ”hold nu op, Karen”, hvor gør du det egentligt ret godt! Tænk, at jeg har formået ikke, at bukke helt under og gå helt ned på denne rejse, jeg ufrivilligt er blevet trukket med på… Faktisk slog det mig, at jeg hverdag udfører et kæmpe stort stykke arbejde. Hver dag kæmper jeg for at vende tilbage til hverdagen, og jeg kæmper for at mine børn får en så normal barndom som muligt. Mon der kommer en efterregning med posten? Mon gælden skat betales af senere?

Ved det ikke. Men lige nu er der er masse, der står i kø i ud bakken. For når man har så meget på hjertet, er det nogle gange bare svært at holde mund. Jeg tog en chance og blottede mig, da jeg kontaktede den journalist fra København, nu får vi se om det hele lande på benene. Jeg har i hvert fald lært, at vil man hjælpe andre, kræver det, at man rækker hånden ud. Vil man være med til at ændre noget for andre, må man åbne sit hjerte og dele ud af sin viden. Og vil man gøre en forskel, må man åbne sin mund. Jeg tror, at når man åbner sig og tør dele ud af sin viden og give lidt af sig selv, er det der vi flytter og os selv, og hinanden. Lige for en stund syntes jeg det meningsløse indimellem, at begynde at give bare en lille smule mening…

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *