Nytårshilsen fra Cancerfamilie.dk

godt-nytaar-cfKære alle!
Et tilbageblik på Året der gik…
Tusind tak for jeres varme tanker og opmuntrende ord og tilkendegivelser den seneste tid. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været udfordrende og hård periode, efter vi har fået svar på en leverbiopsi, der ikke gav de svar vi havde håbet på. Senest blev Esther her i julen ramt af feber og cholangitis, og måtte indlægges til IV behandling med antibiotika. Det har på alle måder været en anderledes Jul for os i år.

Året render ud og vi træder ind i et nyt. Det er tid til refleksion og eftertænksomhed. Hvad har været højdepunkter i 2016? Der er sikkert flere end jeg kan komme i tanke om nu. Men for mig syntes det at være en lang grå tåge. Det er så mærkeligt, at skulle se tilbage på året der er gået, når der ikke er sket så meget, der er ikke sket nogen store udskejelser eller begivenheder. Jeg har læst de mange nytårs hilsner fra mennesker jeg kender eller følger på de sociale medier, jeg ville ønske at jeg kunne skrive om glade minder som dem. Men det kan jeg ikke. Vores 2016 vil for mig stå som det år, vi kæmpede os igennem et langt forløb der handlede om, at få Esther ovenpå efter levertransplantation, helt stabil og sygdomsfri. Det mest absurde er, at vi føler vi har stået stille og ikke flyttet os en meter.

Esther har derimod, været den af os, der bevæget sig mest fremad. Vi er taknemmelige og ydmyg over al den hjælp vi har modtaget. Vi har været vidner til de kæmpe spring hun har taget, både i forhold til det motoriske og det sociale efter sin opstart i børnehaven i januar 2016. Esther har udviklet sig rigtigt meget og det er gået stille og roligt, i den rigtige retning, som vi alle forventede. Langsomt er hun blevet mindre medicin og behandlingskrævende, og behovet for støtte i børnehaven er stoppet. Det er noget af en rejse hun har været på og hun er kommet så langt. Hun er virkelig en sej lille pige, der har kæmpet sig tilbage til sin barndom.

Cancerfamilien har også været på en lang rejse de seneste par år. En rejse, som vi stadig føler vi er på, for vores liv og tilværelse er stadig under udvikling og opbygning. Det er næsten som om, at vi lægger skinnerne foran os mens vi kører… Det er learning by doing, for vi er midt i proces, hvor vi er ved, at lærer at leve i vores ”nye normale liv”. Forhåbentligt bringer 2017 os alle den ro og stabilitet, som vi længes efter. Må det nye år bringe os fred og give os lidt overskud og energi tilbage. Og for alt i verden, lad det blive et godt år uden sygdom og tilbagesæt.

Tak til Jer, der følger med i på bloggen. Vi har netop rundet 900 følgere/syntes godt om os på Facebook. Tusind tak skal i have. Det betyder så meget for mig i har lyst til læse med om vores liv på godt og ondt. Det giver mig mod og lyst til at fortsætte. Det gør mig glad og giver meget mening, når jeg hører personligt fra jer med tilkendegivelser på mail eller messenger om, hvordan mine blogindlæg har været med til, at give andre håb, inspiration og motivation til at tage en mil mere.

Vi håber, af hele af vores hjerte at dette bliver året, hvor vi kan ånde lettet op og at vi kan træde ind i det nye år med en lukket dør til Esthers lange sygdomsforløb bag os. Forhåbentligt betyder det nye år nye positive og glade tider for os. Personligt håber jeg det nye år kan give plads til at udleve mine drømme, og endelig kunne komme i gang med skabe mig den karriere jeg har ventet så længe på. #altdetjegharoppeiærmet.

♥ Mit håb for det nye år er, at vi endelig som familie kan bevæge os fremad og at det bliver et spændende og lykkeligt år, der bringer vores liv en smule tilbage på sporet. ♥

Cancerfamilie.dk ønsker alle et rigtigt godt & lykkebringende Nytår!

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *