Nogle valg betyder end mere end andre…

Nogle gange er man bare nødt til at vælge og prioterer nogle ting højre end andre, det er de svære valg som betyder noget. Som i sidste uge, hvor et svært dilemma meldte sin ankomst i ugen, hvor Esthers mavesmerter i forvejen havde resulteret i, at hun var fraværende i to skoledage. Jeg var allerede på mentalt overarbejde…

Mandag fik Esther taget blodprøve i Aalborg, det er en hel måned siden sidste blodprøvetagning så vi var naturligvis rigtig spændte på resultatet, fordi Esther stadig har smerter og vi er spændte på om det kan have noget af gøre med at lægerne endnu engang har taget hende af Ursofalk. Ved kontrolbesøg i november syntes de, at tallene og tiden var klar til at stoppe med medicinen igen. Tacrolimus var på 3,4 og alat var på 19. Vi tappede hende gradvist ud og med det steg nervøsiteten for om mavesmerterne nu kunne skyldes den manglende medicin.

Blodprøvesvaret kom tilbage med dårlige nyheder, Esthers Tacrolimus var faldet til 3,0 hvilket er for lavt og samtidig var hendes alat steget til 50!! Så tallene cykler op og ned, heldigvis har hun ikke feber, og hun har fået taget en ny blodprøve i morges som vi får svar på i morgen. Sikke en rutchetur, vi har virkelig lyst til at sætte Esther tilbage på medicinen, men det er et dilemma og et svært valg vi ikke kan træffe. Det må lægerne vurdere, når de har det nye svar, jeg tror desværre bare, at det er så svært for dem at give os noget konkret svar, for Esthers smerter kan jo skyldes flere ting.  Men det hjælper bare ikke Esther der så ofte må slås med sine smerter. Vi står magtesløse og kigger på, og det gør ondt. Nej det lyder som om, at vi er ligeglade og ikke gør alt hvad vi kan for at hjælpe hende. Det passer ikke, vi gør alt hvad vi kan dagligt for at hun skal trives på alle planer….I ved hvad jeg mener…

Ja så sent som i onsdags, hvor vi var til den tredje samtale med psykologen på Aalborg Sygehus. Vi er blevet tilknyttet et forløb, der kan hjælpe os med at guide Esther og støtte hende når hun for ondt. Forhåbentligt kan det være med til at hun bedre kan takle og rumme det hele, når smerterne fylder det hele…

Jeg syntes, der har været meget at være optaget af i ugens løb, mange tanker at få på plads, midt i den tiltagende juletravlhed. Advents og julegave indkøb, koordinering praktiske opgaver, huske ting til skolen som de skal have med, for at være en del at et fællesskab. Kors, hvad skulle vi dog gøre uden ”forældreINTRA” (Ironi kan forekomme)

Det var også den uge, hvor vi modtog den triste besked om, at min farbror var gået bort. En farbror der, naturligvis har betydet rigtigt meget for mig og min familie. Min familie er oprindeligt fra Nordjylland, men boede i en årrække på Sjælland, hvor mine forældre boede tæt på min farbror og tante sammen med deres tre børn og havde rigtigt meget med hinanden at gøre. Begge mine storebrødre er født i Roskilde, og vi flyttede tilbage til det nordjyske kort inden min fødsel.

Min far og hans bror lignede hinanden på mange måder, og de har arbejdet tæt sammen i mange år. Mange af vores ferier og weekender blev tilbragt i min farbrors sommerhus. De havde et skønt sted og jeg husker sommerhuset og omgivelserne tydeligt. Vi har mange dejlige barndomsminder, at tænke tilbage på. Stranden og klitterne, køjesengene, duften af fyrretræ og pejsen, hvor vi sad og kiggede betaget på ildens flammer. Jeg husker også deres store hund Frida, som jeg syntes var noget af det skønneste jeg havde set. På en eller anden måde har jeg altid følt en tilknytning til mine kusiner og min fætter og har mange dejlige minder og oplevelser fra Bl.a. familiefester.

Forholdet til kusine og fætter og mellem vores familier har altid været til stor glæde for os alle. Jeg var den yngste og har altid set utroligt meget op til alle mine kusiner, fætre og holder naturligtvis også utroligt meget af disse fine mennesker. Dette er naturligvis også derfor, at jeg deltager deres fars og min farbror og bisættelse på onsdag, for at vise familien samhørighed, ære og respekt. Det er med stor sorg og anerkendelse af tabet over en mand, der fortjener megen anerkendelse for sit virke, sine ambitioner og mod til at tage svære valg og beslutninger og en mand der i 2000 blev udnævnt til Ridder af Dannebrogsordnen af Hendes Majestæt Dronningen.

Ja, naturligvis smider man alt hvad man har i favnen, i mit tilfælde skulle jeg have holdt mit til dato største foredrag for ca. 80 lægesekretær studerende ved en konference om organdonation, hvilket jeg med stor beklagelse måtte melde afbud til. Heldigvis blev min aflysning mødt med forståelse og jeg står naturligvis klar en anden gang, hvis muligheden byder sig en anden gang.

Der må og skal være plads til, at melde fra og rykke på sin mavefornemmelse, både når det betyder prioriteringer der gælder forpligtigelser ang.  familierelationer- kontra det dilemma som situationen kortvarig satte mig i.  Et dilemma, jeg følte jeg kom i fordi jeg var ked af ikke at kunne holde foredraget og holde hvad jeg havde lovet og forpligtet mig til. Jeg var ked af at lade muligheden slippe, men der nok komme mange andre af i fremtiden. Valget var nemt. Familie over alt andet.

Det har naturligvis mindet mig om min egen fars død. Og savnet er stadig kun lige en armslængde væk. Sorgen fylder stadig, og jeg er kun lige begyndt at se den i øjnene. Det er bestemt ikke rart, når et familiemedlem dør, og vi andre efterlades i dyb sorg og man indser samtidig, at man pludselig selv tager et skridt frem i rækken. Det er livets cyklus, døden er uundgåelig.

Døden tvinger os til at kigge på vores eget liv. Man bliver så sårbar i savnet og sorgen, på alle måder, man bliver også mindet om ens egen dødelighed og stillet overfor spørgsmålet om man selv for alt det ud af levet som man drømmer om.  – For det gør en opmærksom på de chancer man ikke tog i livet. Det handler i høj grad også om de valg man stilles overfor i livet, og bevidstheden om de fra og tilvalg man gør. Beslutninger og handlinger der præger ens liv. Jeg elsker livet, og er panisk angst for en dag, at indse at livets silhouette er fyldt med forkerte til og fravalg og beslutninger – måske er derfor vælger jeg at bruge længere tid, når jeg skal træffe vanskelige beslutninger? Jeg gør mig i hvert fald umage…

I disse eftertænksomme dage Jeg savner jeg min far, og jeg håber de to har fundet hinanden et sted der oppe i universet. Mon ikke? Det vælger jeg at tro. Jeg vil tænke på alle dem vi mangler, når vi går om juletræet juleaften. Alle dem vi elsker og holder af. Jeg vil mindes min Farbror og hylde hans lange liv og ikke mindst for hans valg af en pragtfuld hustru, som har skænket ham tre gudeskønne børn, der har beriget deres families med liv og glæde og ikke mindst skønne børnebørn og Oldebørn. Jeg vil flyve lavt over min kusine og værne om et sammenhold i familien, som vil strække sig ud over de næste generationer.
Det ved jeg, han ville have ønsket.

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *