Mor, tror du på spøgelser?

Kære far, jeg håber du kigger ned og følger med i vores liv. I dag er det 3 år siden du gik bort, kun et par uger efter Esther var blevet transplanteret og havde modtaget sin doner lever. Det var i sommeren 2015. Esther var indlagt på Rigshospitalet og det var som om tiden stod stille for mig og indhyllede mig en tæt tung tåge, da tabet af dig blev en realitet.

Alt glæde forsvandt på et øjeblik og blev erstattet med kaos, savn og følelsen af magtesløshed og afmagt, da Lasse måtte overbringe mig beskeden om, at du var gået bort pludseligt og alene. At få beskeden om, at du havde mistet livet i et tragisk uheld, der satte en stopper for al fornuft og logik i min optik. Jeg forstod intet – alt skulle jo lige til at blive godt igen.

For Livet var netop blevet videre til vores datter som med sin transplantation havde fået en chance for, at blive kræftfri og levet sit liv og vi ville kunne se hende vokse op. Vores datter havde overlevet fordi et andet menneske havde sagt ja til at blive organdonor. Den største gave man kan få i livet og jeg var så lykkelig og fyldt med kærlighed og taknemmelighed og er det stadig. Det er vanskeligt at sætte sig ind i og jeg vil tro at man først forstår det når man har prøvet det selv.

Når jeg vender tilbage og lader tankerne kredse om de følelser som jeg havde på den tid for tre år siden, mærker jeg for alvoren afstanden mellem den virkelighed jeg var i og så den der virkelighed der var uden om mig. Kender i det? For jeg var i min egen boble på riget, isoleret og var derfor taget ud af kontekst i alle mulige andre sammenhænge.  Verdenen uden for helt og aldeles uvirkelig for mig. Den eksisterede et sted i min bevidsthed, men den føltes så ligegyldig og uvirkelig, mens min datter kæmpede for sit liv og vi for, at hænge mentalt sammen. Og samtidig udholde fraværet og savnet til vores søn Johan. Jeg bevægede mig rundt i min egen verden og det tror jeg på sin vis, at jeg stadig går rund i, for der er dage hvor det hele føles så uvirkeligt, at tænke på alt det vi som familie har været igennem.

Året efter mistede jeg min storebror, som jeg desværre havde mistet kontakten til for flere år siden, men det gjorde ikke tabet mindre. Tvært imod kom tanken om tabet og chancen for forsoning og alt det der kunne have været blevet til, større da muligheden ikke længere var der. Sorgen over, at en del af ens familie var forsvundet ud af ens hænder uden af man på det tidspunkt kunne have gjort noget for, at ændre det på det tidspunkt. Der er sket meget gennem årene som jeg kunne have ønsket var anderledes. men det er for sent nu.

Jeg har være ked af, at begge mine forældre har været ramt af alvorlig og længere varig sygdom og haft svært ved, at forstå at mine forældre ikke altid rent fysisk har kunne være til stede i de perioder af mit liv, hvor jeg har haft allermest brug for det. fx, da min datter fik sin kræftdiagnose. Men alder, sygdom og andre udfordringer har desværre forhindret dem i, at være tilsted og i den udstrækning som de måske kunne eller ønskede det. Og som i hvert fald jeg kunne have ønsket det.

Det er en svær tid for mig lige nu, hvor min mor netop har været indlagt og kort tid efter genindlagt på hospitalet. Mange år med KOL har sat sine spor. Det er barsk sygdom og det har ikke været let. Det sidste halve års indlæggelser med Bl.a. lungebetændelse har taget rigtigt hårdt på hende. Det er svær tid for alle, når alvorlig sygdom og tilstande træder ind og bliver en del af hverdagen. Jeg er ked af at hun har det dårligt og vi ved det næsten kun er et spørgsmål om tid, før hun bliver indlagt igen. Jeg vil forsøge at tilbringe mere tid sammen med hende, så længe jeg kan.

Savnet til min far er bestemt ikke blevet mindre nu tre år efter, og behovet for at stoppe op, reflektere og mindes vil altid være tilstede. Jeg har stadig ikke haft tid til af få bearbejdet sorgen over hans pludselige død fordi Esthers sygdom og transplantation fyldte alt og frarøvede mig al opmærksomhed. Jeg ved dog, at det kommer en dag, hvor der bliver plads til det. Lige nu føler jeg, at jeg bare skubber en bunke af ubearbejdet sorg foran mig og måske en dag er bunken blevet så stor at den ikke flytter sig længere og jeg bliver tvunget til at dykke ned i den sorg.

Mens Esther var indlagt efter transplantation, var hun rigtig rigtig dårlig, og sad jeg på hos hende i sengen og på et tidspunkt pludselig fik en mærkelig tanke, som et lyn fra en klar blå himmel. En tanke ud fra ingen ting kom til mig og som var, at hvis jeg nogensinde skulle kunne komme igennem tabet over min far kunne det kun blive, mens jeg var her indlagt med Esther, jeg ville ikke kunne have ”taklet” det hvis det var sket hjemme i Aalborg. Jeg ved ikke hvorfor det kom til mig og tanken forsvandt også igen så hurtigt som den kom. Jeg tænkte ikke mere over det der var sket, noget tid efter far var gået bort.

Er der mere mellem himmel og jord?
På et tidspunkt møder jeg min kusine som fortalte mig, at de havde haft en stærk fornemmelse af, at min far på en måde havde efterladt et “aftryk” i tidspunktet og øjeblikket da min onkel (hendes far) var gået bort gået bort mens familien var samlet. Tænk sig, hvis min far havde været der og tænk, hvis de pårørende kunne fornemme det. Det er vildt. Det er jo næsten ikke til at tro. Men det ville ligne ham godt at tage imod sin bror. For han var omsorgsfuld og betænksom og altid hjælpsom. Minderne om ham har jeg, kærligheden til ham kan ingen tage fra mig, end ikke døden.

Måske var far også forbi Riget for, at sige farvel og forberede mig på hans død? Jeg tror det, det er i hver fald en rar tanke. Måske stod han og så på os ved siden af Esthers hospitalsseng og lagde sin usynlige hånd på hendes pande til et kærlig og trygt kærtegn, mens hun kæmpede for at overleve. Og hvem ved? måske lagde han armen om mig og hviskede til mig, at det hele nok skulle gå som en beskyttende engel inden han lydløst forsvandt igen.

Livet kan så hurtigt blive taget fra os og vi kan miste dem vi holder i et split sekundet. Døden er et livsvilkår og noget vi alle møder på et tidspunkt, enten vi vil det eller ej. Det nytter ikke naivt, at tro det ikke rammer en selv eller ens nærmeste. Livet kan ændre sig på et øjeblik. det gjorde den i sidste uge da vi mistede Lasses farfar. Vi har talt med børnene om, at miste og forklaret at vi skal til begravelse og skal stadig nå at tale om hvad der skal ske i kirken.

I morgen skal vi så vi bisætte Lasses farfar, og der vil jeg mindes farfars lange liv i ære og kærlighed og tænke, at næste gang jeg høre swing jazz vil jeg sende ham en kærlig og varm tanke. Jeg ved hele familien skal samles og tage afsked med et varmt, stort og virksomt menneske. Han vil blive meget savnet, og vi vil fortælle børnene om alle de gode minder vi fik sammen.

I Tankerne vil jeg bestemt også have min kære far. Jeg vil blidt klemme Esther og Johans hånd og love dem, at jeg vil lære dem alt hvad jeg kan om livet – og fortælle dem at livet ikke venter og at de ikke skal vente med at leve det. Relationerne mellem vi mennesker er som nervebanerne i hjernen, de forener os med hinanden og forsyner os med kærlighed til hinanden. Der er stadig mere kærlighed, empati og forståelse der skal suse rundt imellem mig og mine kære og minderne om dem der ikke er hos os mere lever videre indhyldet i kærlighed.

Tag ikke noget for givet, hverken dine kære eller livet – Giv slip på de svære minder fra fortiden og Tøv ikke med at sige” jeg elsker dig” eller ”undskyld” jeg tog fejl eller undlad ikke, at gøre det du drømmer om. Tænk stort, drøm stort og Tag ansvar for dit eget liv. Lad være med at ikke, at træffe vigtige beslutninger bare fordi de er store og svære og Husk at få taget stilling til organdonation, mens du er i live. Vis din familie at du tager ansvaret og ikke blot overlader det til dem midt i deres sorg bare fordi det var svært for dig mens du levede.

Livet er så kort, så dyrebart, nyd det mens du kan og skab nogle gode minder sammen med dem du holder af i dag, I morgen er det måske for sent.. Vent ikke på lykken kommer til dig, eller at den helt rigtig chance dukker op. For det gør den ikke, du skal selv skabe og tage den.

Pudsigt nok så spurgte Esther mig den anden dag, om jeg troede på spøgelser? Nej det gør jeg ikke svarede jeg hende, men inde i mit hjerte tror jeg måske alligevel på, at der er mere imellem himmel og jord.
Jeg tror på at kærligheden holder os forbundet med den skare af de mennesker vi har holdt af og har mistet, som holder øje med os og ønsker os alt godt. Jo, Jeg tror på spøgelser, i hvert fald på de gode af slagsen. Men den historie får hun først, når hun er blevet stor.

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *