Må jeg bede om kammertonen?

fullsizerendereb2

Nogle ville måske råde mig til at undlade, at kommentere og udtale mig til Ekstra Bladets debat, om forskelsbehandling i det danske sygehusvæsen. Det ville sikkert også være det klogeste, og jeg må indrømme, at det nok også ville have været det nemmeste. Jeg våger pelsen og hopper frivilligt ned i heksegryden…Igen. Jeg ved, at når man stikker snuden frem må man forvente forskellige reaktioner. Man kan også diskutere min hensigt og mit formål med dette aktive valg, at tage del i debatten, og jeg kan derfor henvise til mit tidligere blogindlæg Ligevægt & værdighed fra i går d. 21/11-16.

Her beskriver jeg netop mine tanker og de refleksioner, om de forskelle vi så, da vi var igennem et kræftforløb med vores lille datter, og det forløb det udviklede sig da hun blev skrevet på venteliste og senere blev levertransplanteret.

Jeg har kunne fornemme, at en del mennesker er kommet frem til, at denne debat, der er startet af Ekstra Bladet, der har båret præg af, misforståelser og at det har prikket til en uretfærdighedsfølelse, og der har været store følelser i spil. Lad mig endnu engang understrege, at det ikke har været min hensigt. Meget er blevet sagt og meget er blevet undladt i artiklen. Forhåbentligt har det skarpe øje også lagt mærke til at der bliver givet en mulighed for, at læse mit indlæg fra igår.  Ekstra bladet, henviser ligeledes med linket til Organdonation ja tak!  For det var faktisk meget af vores arbejde, vi havde troet ville blive skrevet om.

Jeg håber, man kan se bagom og gennemskue Ekstra Bladets udlægning. Jeg syntes, de vender tonen i debatten og sætte barren lavere end nødvendigt. Jeg vil være med til, at bringe tonen tilbage på et spor, vi alle kan være tjent med. Respekten for alle parter, i denne følelsesmæssige debat, syntes jeg ikke har været tilstede, desvære. Hverken for forældrene til de kræftramte børn eller til de børn og forældre, der føler sig overset – det er egentligt blot dem vi burde holde vores fokus på. Ikke, hvor meget de kræftramte modtager eller ej.

Artiklens hovedbudskab er nemlig, at sætte fokus på, at der rundt om på de danske sygehuse er patientgrupper, der føler sig oversete og glemt i et samfund, der ikke har noget godt alternativ at tilbyde dem. Det var mit ønske, at det var det, kom frem. Men måden det bliver fremstillet på er meget misvisende.

Faktum er, at der finder en skævfordeling sted, måske er det ikke alle der kan se den, eller har prøvet, at mærke den på egen krop, derfor er det afgørende for mig at være med til, at sætte fokus på det. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke er taknemmelig for den behandling som vi har modtaget. Jeg forslår heller ikke, at al støtte og opmærksomhed skal tages fra de kræftramte børn og voksne, slet ikke. Jeg prøver, at sætte ord på det usagte, for dem der ikke selv har mulighed og overskud til at råbe op.

Der er også forældre fra kræftverden, der har kontakte mig efter denne artikel i Ekstra Bladet der er rystede over min udlægning af historien. Jeg kan godt forstå dem, jeg syntes også, at artiklens retorik både er grov og provokerende. Heldigvis syntes rigtig mange, jeg har talt med, at den er tåkrummende, og de fleste kender jo heldigvis EB skrivestil. Jeg syntes, vi skal være klar over, at alle der læser med er enige i, at ingen skal undvære noget, og at der ligger et kæmpe arbejde foran os – når vi skal samle kræfter og sætte fokus på, at hjælpe og forbedre vilkårene for denne “nye” målgruppe, der har behov for, at nogen tør rejse sig og varetager deres interesser.

Jeg kan kun beklage denne tone og opfordre alle forældre til kræftbørn og børn med andre kroniske diagnoser og sygdomme til at stå sammen, vide bedre og ikke lade Ekstra Bladets manglende kammertone og udlægning ødelægge en vigtig debat og muligheden for, at gøre en forskel og lære fra hinanden, i et fælles formål, at gøre det bedste vi kan for vores børn – uanset diagnose!

Læs hele artiklen her. Ekstra Bladet 

Jeg håber du vil dele dine tanker her, hvis du har noget på hjertet.

kærlig hilsen Karen.

 


3 kommentarer on Må jeg bede om kammertonen?

  1. Sofie
    22. november 2016 kl. 14:31 (2 år siden)

    Kammertonen har du vist ikke mere… er det kun for at drive din egen virksomhed frem du udlægger det på denne måde

    Svar
    • Karen Heidelbach
      23. november 2016 kl. 20:38 (1 år siden)

      Hej Sofie
      Jeg har ikke nogen indtægt på dette her, overhovedet. Det er ikke nogen virksomhed eller forretning. Jeg håber bare at kunne hjælper andre. Jeg er ked af, at du ser sådan på det.
      Med venlig hilsen Karen.

      Svar
  2. Helle Madsen
    22. november 2016 kl. 22:44 (2 år siden)

    Jeg læste også artiklen. Mine briller blev ikke farvede over tonen, jeg fangede budskaberne med det samme. Jeg tror ikke at os der lever med børn med livstruende sygdomme eller andre alvorligt syge børn, misunder nogle som helst andre syge børn deres goder og bedre vilkår under indlæggelser. Jeg under dem ihvertfald det hele.
    Men for at få øje på forskellene er det vigtigt at tegne dem op, nogle gange groft, så alle folk kigger med, også den store gruppe der aldrig får berøring med sygehusene indefra.

    Jeg er ligeglad med om Noah Liam bliver tilbudt en iPad. Eller om der deles julegaver ud. Det ved jeg du også er.
    Det der betyder meget er de omgivelser man skal overleve sygdommen i. De omgivelser man skal bearbejde sorgen og alligevel få en hverdag til at hænge sammen, omend hverdagens adresse i en lang periode hedder OUH, Skejby eller Rigshospitalet… Her betyde det alverden om man får den medicin der findes på markedet, om der bliver støttet op om familierne med proffesionel støtte og om familierne så godt som muligt kan forblive sammen.

    Det betyder alverden om man pludselig får en madras at sove på, på gulvet, mens ens barn prøver at bekæmpe staffelykokker og bakterier. Det betyder noget at man kan bearbejde sorgen uden pludselig at skal tage hensyn til familier man skal dele stuer og badeværelse med midt i det hele. Det betyder noget man ved hvilke afdelinger man hører til når man for 20. gang skal indlægges og man ikke igen skal forholde sig til ny afdeling og nyt personale, der intet kendskab har til dit barn. Der forøvrigt har en livstruende sygdom.

    Det betyder noget at vi får lige vilkår for alle vores syge børn. Uden at misunde hinanden eller fratage nogen noget.

    Tak igen fordi du delte jeres oplevelser. Viden forpligte.

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *