Kampånd, benspænd og psykologiske selvmål…


Hvor bliver ens verden lille, den dag alvorlig sygdom flytter ind i ens liv. Den indsnævres langsomt, mens osteklokken sænkes ned over én. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været frustreret over, at vores datter blev alvorligt syg og at være ufrivillig “hjemmegående” gennem Esthers lange sygdomsforløb. Det er en slags osteklokke, man tager plads i og der udlever man ens liv fra. Jeg har i tidligere blogindlæg som væltet af virkeligheden og isiolation og ventetid prøvet, at beskrive hvordan man forholder sig til de psykologiske udfordringer man oplever, når ens liv ændres på et øjeblik og kampen om, at holde hovedet koldt og at finde fodfæste midt i en livskrise…

Der er gået koks i mit indre, og dagene flyder ud i et, der er ikke forskel på om der er weekend eller hverdag, end ikke ferie. Dage uden mening flyder sammen til dage, hvor man bare synker i, og næsten mister modet. Jeg har indimellem være bange for, at jeg var ved at blive bims i bøtten? Der har været så mange dage hvor ensomheden, ensformigheden og kedsomheden har vendt op og ned på min forestilling om hvordan hverdagen og mit liv skulle form sig. Hold nu K…! – Hvor har jeg fået en på sinkadusen, og det har krævet, at jeg tillagde mig ny kompetencer og sætte mig ind de dybe psykologiske mekanismer og aspekter, der følger med, når hele ens følelsesregister aktiveres.

Tidligere kunne jeg føle mig tæt omsluttet af tunge vægge af afmagt og frustration, over hvad skæbne kylede efter vores datter og vores familie. Nu, Jeg er i den grad inde i en fase hvor jeg ser, oplever og helt konkret mærker de forandringer min datters sygdom har givet mig. Det er en sorgbearbejdning der er i gang og jeg tror på en måde, at man oplever det i tigerspring. Jeg kan tydeligt mærke når jeg har taget et, for det rammer mig pludseligt, når jeg indser at jeg har bevæget mig videre til næste stadie. Lidt efter lidt og som dagene går forstår jeg mere og får indsigt i hvad alle de op – og nedture egentlig har haft af betydning for den proces man som forældre og familie har oplevet til kræftramt og alvorligt sygt barn. Frustration og magtesløshed nytter jo ikke noget, det ændre intet og bringer helt sikkert ikke mere lykke tilbage ind i mit liv, tværtimod. Hvem vil ende som en bitter gammel kone med tendens til at tænde selvmålsgnisten?

Man taler om senfølgeskader hos kræftoverlevere, altså som følge af den kemobehandling man har modtaget. Men hvad med de mentale senfølgeskader hos pårørende, søskende og forældrene? Der må simpelthen være undersøgelser og forskningsresultater, der kan bekræfte, at der kommer en række af regninger, der skal betales ved kasse 1. Den første regning lød på taknemmelighed, lettet og lykkelig over at man var en af de heldige familier, der forblev intakte. Vores barn blev rask og overlevede. Den regning betaler man stadig, den løber nu bare fortsat som et månedligt abonnement med ny årlig automatisk fornyelse.

Den næste regning opkrævers bagudrettet, og der er løbet renter på. Mange. Den en faktisk blevet til en slags gæld. Der er så mange man først forstår bagefter, og desværre er det sådan med erfaringer, at man skal have oplevet det selv før man forstår. Når man ser tilbage på alt det man har været i gennem, bliver man først en smule forbavset over, at man stadig står på benene, derefter rammer virkeligheden èn som en kold karklud i hovedet. For man indser at, rent mentalt en ens hjerne og sind er lettere ”ristet”. Den er kortsagt slidt… Hukommelsesforstyrrelser og evnen til at overskue flere ting på samme tide er blevet reduceret og indimellem må jeg indse, at en god gammel notes blok med dagens gøremål bare er kommet for at blive.

Der er altså mentale konsekvenser ved at forældre til et alvorligt sygt barn, det er belastende og psykisk og fysisk hårdt, at være på mentalt overarbejde 24/7. Man er konstant vekslende imellem flygt eller kampmode. Det er i sig selv stressende, at være konstant enten bange eller i forsvarsposition og forberedt på det værste. Med andre ord, det er nedslidende, at befinde sig under denne form for pres, gennem flere måneder og år.

Jeg faldt over et citat for flere måneder siden, lige omkring den tid hvor jeg kunne mærke, at jeg var kommet frem til det punkt, hvor jeg mentalt og fysisk kunne mærke, at jeg var et stykke inde i bearbejdningsfase.

Det lød sådan her…
” You dont have to have it all fiugred out to move forward”

– Det er nøjagtigt sådan jeg har følt undervejs… I accept af, at mine nye livsvilkår har bragt mig i en situation, hvor der hele tiden vil være forandrings proces der former sig, udvikler mig og skubber mig videre til næste udviklings – og bearbejdningsfase. Som én stor lavabølge, der efter et voldsomt vulkanudbrud, maser sig indtrængende og insisterende på for af være en fast og vedvarende del af mit liv.

Måske drejer det sig i virkeligheden om, at kunne accepter og give efter for det konstante tab af kontrol fortsætter og måske er det bedst af give slip på det sidste desperate forsøg på at få sit gamle liv tilbage. Det ville blive en uopnåelig drøm og et tidsspilde at forfølge. Der ville både være dumt, misforstået omsorg for mig selv og ekstremt naivt. Men man tilpasser sig heldigvis, og mon ikke man undervejs i modgang finder små chancer for at komme op til overfladen, så man kan gispe efter luft nok til at finde mod og overskud til at kæmpe lidt mere. Her mener jeg, udholdenhed til at insistere på, at hive sig selv op igen, og ikke spænde ben for sig selv ved at lade selvmålsgnisten blive til en fakkel. Det er så nemt, at få ondt af sig selv og lade sig rive med og hoppe op i vognen med alle undskyldningerne. Men det ændre ikke noget på de faktiske forhold og kendsgerninger. Det handler om at og tage hånd om sig selv og tage ansvar for sit liv. Det fik mig til at tænke på dette citat af Søren Kierkegaard.

“Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”.
Søren Kierkegaard er verdensberømt for sine tanker om tilværelsen og livet. Og den dag i dag 200 år efter han blev født, læser folk fortsat hans værker og lader sig inspirere af dem.
Citatet er en sammenskrivning af et længere Kierkegaard-citat fra 1843 og refererer til, at man er nødt til at leve livet, mens det sker, og ikke kan planlægge sit liv på forhånd.
Kierkegaard dukker op, når mennesker kommer lidt i tvivl om tilværelsen, siger Peter Thielst, filosof og forfatter til “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. – Kierkegaard opfordrer os til at tage ansvar for vores liv, så vi ikke lader det blafre i vinden og lader det styre af ydre kræfter. “Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns.”
– Kierkegaard vil skærpe opmærksomheden om det gamle udtryk “grib dagen”. Man skal ikke planlægge de vigtige ting i livet, men i stedet være til stede, når de sker, siger Peter Thielst.
Af Magnus Nørtoft, uddrag af interview fra DR 05. MAJ. 2013

I sidste uge mødtes jeg med en meget klog mand,som jeg beundrer og respektere meget. En mand, der selv har oplevet modgang og takler udfordringer på et plan, der er svært at begribe. Han spurgte mig om, vi som familie, stadig havde livskvalitet i vor es liv, efter det vi havde været igennem. Det var faktisk enormt svært spørgsmål at svare på, for man er jo forandret og det man tidligere antog for god livskvalitet har ændret sig. Både fordi man selv er blevet forandret af den personlige udvikling gennem den krise man har været igennem, og det har ændret på ens prioriteterne og måde at anskue livet og udfordringerne på.

Men jo! Heldigvis har vi stadig livskvalitet i vores liv. Vi vælger og insisterer på at have det, men lige på det punkt er vi lige som alle andre familier, livskvalitet er noget man beslutter sig for og ikke mindst insistere på – for det kommer ikke af sig selv, det har man selv ansvaret for at bringe ind i sit liv og i sin familie. Det er et stort arbejde, for det kræver nærvær, næring og ikke mindst vedholdenhed og fokus på de ting, der bringer fremgang og positivet ind i ens liv. Søren Kierkegaards citat får mig til at tænke på, at man i svære tider, nogle gange har brug for at stoppe op, kigge tilbage, og reflekter… Og måske er der en mening med, at vi kun skal kunne tage et tigerspring af gangen, så der bliver tid til at forstå de forskellige mentale spring og nå og mærke efter os selv og om vi har nok livskvalitet i vores liv? Og måske er det i virkeligheden noget man bevidst vælger til eller fra?

En ting er sikkert, man bestemmer ikke selv livets spilleregler eller hvilket kampe man skal spille, og slet ikke modstanderen, men man kan gøre sit for at påvirke udfaldet af kampens resultat. Forhåbentligt står man tilbage med en følelse af, at man gjorde sit bedste, for at undgå for mange selvmål, og for at bevare kampgejsten og give modstanderen kamp til stregen…

Det ville være dejligt, hvis der er andre der har lyst til, at dele deres tanker og oplevelser om, at arbejde sig igennem svære og udfordrende perioder af ens liv.

Tak fordi I læste med. Rigtig god dag til jer alle, kærligst Karen ♥

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *