Jeg burde nøjes – i virkeligheden…

image001blå-ny Dette er et #Reopst – Dette indlæg er faktisk det allerførste tekst jeg skrev til bloggen. Det er oprindeligt skrevet for, at beskrive de tanker man gør sig, når en kræftramt familie skal tilbage til en ny hverdag, og møde samfundet og omgivelserne. Når et alvorligt sygdomsforløb er over, så at sige… Men for nogle familier, slutter kræftforløbet ikke som man ønskede. I disse dage er mine tanker hos en lille familie, som vi har kendt i nogle år. Vores børn var indlagt på samme tid på Skejby Børneonkologisk afd. Denne familie står nu midt i deres livs krise for deres værste og frygteligste mareridt er nu blevet til virkelighed.

Teksten og meningen i dette blogindlæg er stadig den sammen, men i dag læser jeg det nye øjne og forstår pludselig, hvor heldig jeg er… Det er langt fra alle der er. De forældre,  der har mistet, deres barn, står tilbage med alle disse tanker og følelser, som jeg dengang skrev om, og hundrede flere oveni. Dette er en hyldest til alle de familier, hvor der med et slag, blev alt for stille i stuen. Det hvor livet, pludselig er ændret for altid. Det er umuligt for os andre, at forstå hvilken enorm smerte disse forældre og familier for altid nu lukker ind i deres liv, igennem tabet af deres elskede barn.

#Repost – Vejen tilbage…

Jeg burde i virkeligheden nøjes med at være lykkelig for at vores datter efter en kræftdiagnose, 10 kemo behandlinger og en levertransplantation endelig har knækket cancer og overlevet den forbandede sygdom! For det meste lykkedes det mig, at danse med armene over hovedet. – Men indimellem vil jeg fandme have lov til også at ømme mig!! Jeg har så tit hørt fra andre cancermødre, at når deres barn er på vej ud på den anden side af kræftverden, må de kæmpe en anden og ny kamp, nemlig mod deres omgivelser. De møder ofte en verden, der ikke forstår en kriseramt families situation. Det er en ny udfordring at få systemet, kommunen og samfundet til at acceptere, at ens barn ikke nødvendigvis passer ned i deres kasser. Deres barns behov bliver mødt eller i værste fald misforstået.

Der er brug for plads og forståelse fra omverden til at komme sig, efter en så voldsom livskrise, som man er og har og været i. Man siger jo heller ikke til èn, der lige er blevet kvæstet i en trafikulykke, at de bare skal tage et par smertestillende piller og tage på arbejde i morgen, vel?! Nej, det tager tid at komme sig, og ja tiden læger måske de fleste sår. Men jeg kan fortælle dig en hemmelighed… Nogen gange gør den ikke.

Nogen gange efterlader kræften et kæmpestort hul ved middagsbordet, en plads står tom. En seng på børneværelset står uberørt hen. En mors tomme fraværende blik og en fars afmagt i en bøjet ryg. Nogen gange er det også den ekstra plads ved bordet, der dækkes op til, eller den madras der bliver foldet ud. Familien og huset får pludselig og ufrivilligt et ekstra familiemedlem, der har et navn… Kræft. Den kravler langsomt ind i ens liv og den besidder evnen til at påvirke resten af familien – lige som et “rigtig” familiemedlem, kan påvirke en familie. En skygge, der altid vil leve i familien. Som et minde om den tid, der tog vores liv, som vi kendte det. Og tog vores uskyld. Tog alt det, som vi troede på og ændrede vores familie og vores fremtid.

Det tager tid acceptere, at man som menneske er blevet forandret. Det tager tid, at tilpasse sig og finde ud af hvilken mor og far man er blevet ændret til. Familien er forandret for evigt. Livet skal tilpasses familien, vennerne og søskende skal efterses, og skaderne vurderes. Der skal støttes og indhentes forsømt opmærksomhed. Der skal elskes med tilbagevirkende kraft.

Det gøres ikke på en uge eller et par måneder – Det tager lang tid. Måske resten af livet. Jeg vil altid have angst for at Esther får tilbagefald. Der vil være dårlige dage, hvor man rammes af dårlig samvittighed over alt det, man ikke har været for sin familie, børn, venner, arbejde. Nå ja, måske i virkeligheden også over for sig selv.

Jeg vil altid være en anelse i beredskab, klar til kamp, hvis situationen skulle kræve det. Hvor sidder kræft sluk knappen? Hvor lukker jeg ned for alt dette? Jo mere der er blevet krævet af mig, jo værre sygdomsforløbet blev, jo mere skruede jeg bare op for Karens volumenknap. Alt var jo i forvejen sat på standby, som det skal være. At være pårørende til en kræftramt sætter ens liv på pause. Det at være så dybt involveret i pasning og behandlingen af sit eget barn, kræver næsten overnaturlige kræfter. Ressourcer og kapaciteter man ikke drømte om, at man var i besiddelse af.

Jeg burde nøjes med at folde mine hænder i taknemmelighed. Glæde mig over alle de fødselsdage vi skal fejre for hende. Men der også en eftertænksomhed i mig. En slags sorgproces over, at min families liv er blevet ændret. Vores fælles familiehistorie er blevet ændret og det har påvirket vores fremtid. Jeg vil have tid og plads til at komme mig. Jeg vil mødes med forståelse for, at jeg i perioder nemmere mister overblikket over, hvad jeg var i færd med pga. stress- og hukommelse forstyrrelser. Eller, når jeg er grådlabil og sandsynligvis overdreven følsom. Fordi jeg efter et langt sygdomsforløb er så presset og drænet for energi.

Jeg vil have lov at være bange, når jeg vågner 04.00 og ikke kan sove for spekulationer og bekymringer om, hvordan det hele skal gå. Tanker om Esther bliver rask og klarer den. Jeg vil have lov til at sørge over min datters uretfærdige start på sit liv, og at hun ikke fik den tidlige barndom, jeg drømte om at give hende. De tabte år i dagplejen, bekymringerne om høretab, arene på hendes lille krop – medicinindtag resten af livet. Spekulationer om, jeg kan giver hende alle de menneskelige egenskaber og ressourcer til at blive et stærkt og stolt menneske, så hun en dag kan forstå, hvad hun og vi som familie har været igennem. Jeg håber at hun ville kunne acceptere det og kan være i et med sin skæbne.

Jeg vil have lov til at samle stykkerne op, sætte dem sammen igen og se, hvad for et menneske jeg nu er blevet til. Eller om det bare viser sig, at jeg er blevet til en dårlig 2. udgave af mig selv. Jeg vil have lov til at slikke mine sår, efter det enorme pres jeg har været i over det sidste halvandet år. Jeg vil give mig selv lov til at føle mig bitter, vred og magtesløs. For det er faktisk i orden at have ondt af sig selv indimellem, bare ikke hverdag – Men de dage, hvor jeg har det sådan, prøver jeg at forstå og rumme hvad, der er overgået mig. Bearbejde det, der er sket. Det der er blevet min skæbne, er at jeg må acceptere forandringen, og lære mig selv at kende igen.

Det må vel være sådan, jeg finder tilbage til den virkelige verden. Jeg håber, at der med tiden bliver længere imellem de perioder, hvor eftertænksomheden overmander mig. Jeg burde nøjes med, at råbe ud over alle bjerge, at mit barn knækkede cancer!! At jeg er en stolt og lykkelig mor til et barn, der overlevede kræften. For ærligt talt, der er børn jeg har mødt, som er døde af den her lortesygdom !!
Så i virkeligheden burde jeg nøjes…

Ære være mindet om en skøn, fin lille Stjerne…


6 kommentarer on Jeg burde nøjes – i virkeligheden…

  1. Gitte
    2. februar 2017 kl. 18:00 (7 år siden)

    ❤ Vi mindes den skønne Sigrid – en hård dag har det været, især at se så knuste forældre sige farvel til deres kæreste eje! Er taknemmelig helt ned i storetåen over mine tre dejlige piger ❤❤❤

    Svar
  2. Anna
    2. februar 2017 kl. 22:16 (7 år siden)

    Jeg har aldrig mødt lille Sigrid, men hun er kravlet ind i mit hjerte. Jeg håber at der kommer en dag hvor forældrene kan smile igen, selvom det vil tage tid. Jeg vil aldrig glemme dig, med din sødeste smil, Seje Sigrid ❤

    Svar
    • Karen Heidelbach
      3. februar 2017 kl. 16:18 (7 år siden)

      Kære Anna…
      Ja, jeg tror at alle kom til at holde af den lille pige og hendes familie…

      Svar
      • Anna
        5. februar 2017 kl. 22:43 (7 år siden)

        Ja❤ Hun har stjålet manges hjerter, bare hun var her til at se det. Smukke lille prinsesse ❤

        Svar
  3. Nanna Fischer
    3. februar 2017 kl. 13:04 (7 år siden)

    Kæreste Karen.

    Du skriver det så fint. Og så hjerteskærende.

    Tak fordi du har været med hele vejen <3

    Svar
    • Karen Heidelbach
      3. februar 2017 kl. 16:23 (7 år siden)

      Tak Nanna,
      Jeg er kun fuld af beundring for dig og alt det du har for at hjælpe familien. Jeg ved du har selv været med til at gøre en forskel.
      Tak fordi du læser med…
      Kærligst Karen

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *