Hvad venter bag stjernerne?

Da jeg fornyelig gennemgik nogle af mine gamle papirer, faldt jeg tilfældigt over dette gamle smukke citat af Oscar Wilde ”We all are in the gutter, but some of us, are lokking at the stars” The gutter betyder renden oversat betyder det noget i retningen af ”Vi er/ligger alle i randen, men nogle af os kigger på stjernerne”.

Som udgangspunkt er jeg sikker på, at vi alle på et eller andet plan eller tidspunkt i vores liv kan relatere til dette fine og tankevækkende citat.

Min første indskydelse var helt konkret, at jeg kom til at tænke på dem jeg har mistet, der er et sted oppe i universet. (For jo jeg tænker, Ja sådan lidt Old School lommereligion, du ved den man tager frem en gang imellem, at der svæver sjæle rundt et sted der oppe i universet, eller det tror jeg hvert fald. Instinktivt tænkte jeg også på det menneske, der har reddet min datters liv og på den taknemmelighed som jeg tit sender mod stjernerne.

Mange der er blevet transplanterer taler om taknemmelighed til sin doner, jeg vælger her bruge ordet menneske, for det vedkommende blev i døden er en måde at tænke på – jeg tænker også på mennesket som var inden. Når jeg kigger/Tænker på stjernerne anerkender jeg og så på en måde, at det menneske har eksisteret og at det måske nu er en stjerne, i hvertfald i min optik.

Siden Esther blev transplanteret har jeg fået et helt specielt forhold til stjernerne, især fordi Esthers navn betyder stjerne. Esther er opkaldt efter sin kære oldemor og navnet Esther (Ester) er hebraisk og kommer af det det persiske ord ‘stara’, der betyder stjerne.

Citatet gør mig opmærksom på, at jeg ikke er så forskellig fra mine medmennesker og at det der er hændt vores familie blot har givet og udvidet mit livsrepertoire med en nye dimension i mit liv. Oscar Wildes citat minder mig om, at der kan lægge en styrke i at have oplevet noget som de færreste har og forhåbentligt aldrig kommer til. Samtidig minder det mig også om, at vi har et valg, vi har mere eller mindre det samme udgangspunkt som mennesker.

Oscar Fingal O’Flaherty Wills Wilde – bedre kendt som Oscar Wilde født 16. oktober 1854-1900), og var en irsk forfatter Irsk forfatter og dramatiker, født i Dublin. Wilde var hele livet en stor ynder af selviscenesættelse. Han skrev digte og flere dramaer, heraf er det kendteste The importance of Being Earnest (1895). Hans eneste roman var The Picture of Dorian Gray fra 1890. I romanen tog han et klassisk litterært tema op: at sælge sig selv til Djævelen i bytte for evig ungdom. Kilde, Gyldendal.

Det lille citat beskrev så fint hvordan jeg oplever at have fået ændret min opfattelse af mit liv efter at have fået organdonation og kronisk sygdom tæt inde på livet. Jeg kigger på nogle gange på stjernerne herfra, hvor jeg er nu og meget opmærksom på hvad den nye bevidsthed det har bragt med sig om så mange ting det kan være svært at forklare og at forstå for andre.

Bevidstheden om døden tilstedeværelse når man drøfter organdonation gør det til et vanskeligt samtaleemne, men ikke mindre vigtig. Bare fordi noget er svært går problemerne ikke væk, fordi man lukker øjnene og i tale sætter det gemmer det væk. Det er vigtigt, at vi tør tale om det det gør ondt. Det er vigtigt at tale om døden, mens vi lever. Jeg håber vi kan være med til at gøre organdonation mere vedkommende og noget vi taler om med vores kære mens tid er. For livet er fyldt med ansvar der skal tages løftes mens vil lever, ikke af vores pårørende når vi er døde. Og jo et ja eller nej er helt op til dig.

De mennesker der ikke er ramt, skænker ikke kroniske sygdomme, smerter og organdonation en tanke i hverdagen. Det er kun når man tilfældigt falder over en artikel i blad eller en sjælden gang hører om en der er blevet transplanteret eller i værste fald, selv eller en af ens kære bliver ramt. Måske går vi igennem livet uden at behøve at forholde os til det eller tage stilling til om man vil være organdonor eller ej. Mange vil højeste sandsynligt ikke få brug for et nyt organ, heldigvis ikke. Men nogle mennesker gør, som min datter Esther.

Det er tankevækkende, at noget først bliver relevant for en, når det bliver vedkommende for ens selv. Nærmest sådan ”In your face” – agtigt – Men, bare rolig det er ok, naturligt og helt normalt. Hånden på hjertet, helt ærligt hvordan ville du føle hvis det var dig, der stod og var alvorligt syg og havde brug for hjælp?

Ville du have mod nok turde at stå på ventelisten til et nyt organ? Det kræver nerver af stål at leve uden at vide om man selv eller ens pårørende får en chance for at fortsætte med at leve. Livet er os givet og uden nogen tvivl noget, som du og jeg tager aldeles ” for givet” indtil vi en dag selv bliver ramt af alvorlig sygdom og organsvigt.  En anelse dobbeltmoralsk ikke?

”lad os blive enige om en ting, organsvigt – og mangel er ganske forfærdeligt for de mennesker og familier det rammer. Desværre går ikke væk bare fordi vi lukker øjnene og lader som ingenting, eller tror det går over af sig selv. For det gør det ikke. Jeg har forsøgt i flere år at lære at leve vores nye tilværelse og ind imellem føler jeg, heldigvis også at jeg tager et tigerspring og kommer længer i min mentale udvikling og rejse.  Jeg kommer aldrig over det faktum, at Esther fik kræft og da jeg læser citatet, indser jeg også at jeg har slået mig selv i hovedet. Hvorfor jeg ikke har kunne slippe sygdommen, da hun blev raskmeldt for kræft og blev transplanteret og det den braget med ind i vores liv? Men det kan jeg ikke for det er en grundlæggende ændring af vores hverdag, liv og ikke mindst opfattelse af livet og det kan vi ikke ændre på.

For mig betyder Citatet, at opdage at man har fået evnen til at rejse sig fra rendestenen, selv om man er faldet hård og såret dybt. Det viser, at vi alligevel formår at vende os og se mod stjernerne og have mod til at drømme. Det bringer mig håb og åbner vinduet og for muligheden, at jeg med tiden har fået muligheden for bedre, at kunne forstå og reflektere. og `DET sender mig videre ud i fremtiden. Jeg føler jeg fået en indsigt ved, at turde se bagud og samtidig vide at det er ok, at føle sig anderledes fordi at man har en anden og særlig bagage med sig end andre. Det giver mig ikke kun håb, i glimt mærker jeg også endelig en slags ro, lyst og tillid til ”det hele” igen. Lyder det mærkeligt? Tja måske.

Måske burde vi alle blive bedre stoppe op lytte og mærke efter og kigge mod himlen en gang imellem, og mindes alt det vi er, eller har været igennem og lagt bag os og til det vi er blevet til. Mindes alt det, hver gang vi ser på stjerne.

Måske er nogle af os bare helt almindelige mennesker med en helt usædvanlig situation og historie, der har givet os ny indsigt om os selv og livet, og evnen til at takle og håndtere, når døden tager fat og rykker i den anden ende af livet som ved en tovtrækning. Måske skulle vi  blive mere opmærksom og sætte pris på de små eftersænksomme tegn vi engang imellem modtager, når livet lærer os, at bevæge os og leve fuldt ud og se det smukke mirakel det er når, livet deles mellem to sjæle.

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *