Go` aften Danmark og Facebook minder.

I forgårs dukkede der tilfældigvis et minde op i mit Facebook feed. Det var fra d. 25/6- 2015 og det mindede mig om, at det var præcist to år siden, at Esther og jeg gæstede Go aften Danmark i forbindelse med ”giv livet videre” kampagnen, der satte fokus på organdonation. Det blevet til flere gange, hvor vi medvirker både på DR Aftenshowet og Go morgen Danmark. De seneste gange er det sammen med vores Ambassader Ibi Makeniok, da vi sammen gik ud og delte hendes historie om hendes nyresygdom på vores hjemmeside http://www.organdonation-ja-tak.dk. Det gav tre massive nedbrud på vores site, og at vi blev efterfølgende kimet ned af den danske presse… det var en spændende opgave, at holde styr på den skrevne presse og tv mediernes interesse.

Vi er altid glade for den interesse vi bliver mødt med fra pressens side, og det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med professionelle, dygtige journalister og mediefolk. Det er en helt utrolig rejse vi har tilbagelagt siden vores medvirken i Go aften Danmark for over 2 år siden. Det var i forbindelse med giv livet videre kampagne, og vi skulle lægge et foto op af Esther og jeg, hvor vi havde tegnet et ar på vores hånd og hashtagge det #givlivetvidere – Vi er galde for at vi fik muligheden for at sætte fokus på organdonation, og fortælle vores historie. Det er stadig lige vedkommende, budskabet er lige så aktuelt nu, som dengang. Alle kan blive ramt af sygdom, (mest naboen…) Men denne gang var det vores datter der var nabopigen…Ingen kan sige sig fri for, at det ikke sker for dem.

Steen Langeberg, Claus og hele holdet, var så søde, og jeg er så glad for at det gik så godt. det var ikke nogen hemmelighed at jeg var spændt på hvordan Esther ville opføre sig, når kameraerne rullede. Når jeg ser Esther nu, er det slet ikke til at forså hun har været så lille og så sårbar som hun i virkeligheden var på det tidspunkt. Min mand siger, at hun på engang er robust som en kampvogn, men på samme tid også skrøbelig som en Kinesisk Ming vase. Hvor har han dog ret. Esther kan væltes så let som ingenting, men man ser heldigvis en lille glad og stabil pige, med masser gå på mod og hun spæner ud over livets kornmarker, badet i lys og solskin, som en stor honningtyk humlebi, der ikke ved at den ikke burde kunne flyve…

Der er godt nok sket meget siden dengang, og hvor er vi heldige og glade for, at vi er kommet hertil hvor vi er i dag, med skindet på næsten. Det er helt tydeligt at se den stor forskel på vores liv den gang og nu. Dengang var livet fyldt med sygdom, isolation og ventetid i det uvisse. Nu når jeg ser dette TV- klip igen, forstår jeg hvor meget Esther og vi som familie har oplevet. Jeg bliver på en gang fyldt med lykke og glæde, men mærker også de stærke, mørke tanker jeg tænkte dengang. For helt ærligt, der var ingen der anede om Esther ville overleve og om hun ville nå, at modtage en doner lever i tide. Jeg var i en tilstand af kronisk chok, angst, ensomhed og en konstant frygt for at blive Bims i Bøtten…

Jeg hader og elske disse Facebook minder, for jeg bliver i den grad rykket rundt i kræft-manegen endnu gang. Stort set alle mine minder fra de sidste 2-4 år sender mig på et alvorligt ”trip down memory lane”. Det er næsten som at blive mentalt beskudt af minder og rigtige dårlige flachs backs.

Men det bekræfteriger mig samtidig, at vi er på rette vej, og minderne står nu som et manifest for det vi endelig har kæmpet os igennem. Det bliver bedre dag for dag, og vi mærker varm og fast grund under fødderne i sandet. Vi er endelig nået ind på land, efter en tid på havet i fuld storm, uden kompas og kurs, efter lange seje åre og svømmetag, føler jeg endelig, at vi langt om længe er skyllet op på strandbredden og er ved at rejse os. Gad vide hvad vi ser, når vi vender os om og igen skuer ud mod havet og horisonten?

se eller gense klippet her…

Èn ting ved jeg – der er så mange familier for os, der har været på samme lange rejse, og måske håber jeg i virkeligheden bare at vise alle de nye familier der lige nu og i fremtiden, der ulykkeligvis kommer i samme situation som os. Jeg vil så gerne have at de ved, at deres ”dag” også venter dem. Den kommer – De når i mål. Jeg ved, at det er ingen trøst midt i al den elendighed de føler de står i nu. Men det ville jeg have ønsket, at der var noget der turde have sagt det til mig, da Esther var i sin behandling. For det er den eneste garanti og svar lægerne ikke tør give, men det er det man så brændende har brug for at høre som forældre og pårørende. Jeg ved alvorlig sygdom sætter sine spor i alle familier, om det er hos børn, unge eller voksne.

Det giver stof til eftertanke, hvor mange mennesker der ligesom jeg, er pårørende og modtager Facebookminder og igen og igen bliver mindet om, en alvorlig tid af deres liv. Det kræver sit at, holde modet oppe når det er det man får, som det første når man åbner Facebook…. Men der er jo heldigvis også gode, sjove og glade minder. mon ikke de opvejer det hele alligevel?

Håber at, du lige nu er ved at skabe de bedste relationer og minder samme med dine kære, din familie – dine venner og kollegaer. Livet sker lige her – lige nu… Det venter ikke, skynd dig at le, Husk at elske, holde af og holde om, tilgiv og sig pyt, Ros og sig tak – og alt det ind imellem der giver livet værdi…

Tak fordi jeg måtte dele mine tanker og tage lidt af Jeres tid…♥

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *