De første dage på Rigshospitalet

Der er sket en del siden sidste opdate, hvor vi blev sendt til akut indlæggelse på Rigshospitalet i søndags. Da vi ankom om søndag eftermiddag, blev vi indkvarteret på en stue på 5061 semi – intensiv senge afsnit. Her var der lagt en foreløbig behandlingsplan. Men, da Esther havde rigtig høj feber og CRP var på 185 (Infektionstallet) skulle hun have lagt en venflon i armen, og straks starte i antibiotisk IV ben. Vi fortalte hvad den tidligere læge på Nord i Aalborg havde sagt om Esthers seje hud på håndryggen og de ville derfor følge rådet og forsøge i armen i stedet. Det gik desværre ikke som ventet. Esther Skulle på anæstesi afd. – fastende og have noget af sove på og maske så hun kom til at sove mens de anlagde en god indgang i venen. Hun fik venflon i den ene arm og en noget længere i den anden. Så var de sikre på at der var noget der ville kunne bruges til både behandling og blodprøve udtag.  Selv om personalet var vildt søde og professionelt så kan jeg stadig ikke forstå at jeg bliver nød til at se mit barn overgive sig til søvnen, grædende, bange og ufrivilligt.


Efter indgrebet vendte vi tilbage til stuen og påbegyndte IV beh. med antibiotika og væske. Hun sov det meste af aftnen og natten. Dog vågnede hun indimellem meget omtåget, konfus og talte i søvne.

Drengene var tidligere blevet indlogeret på patienthotellet og vendte tilbage sent søndag aften. Det er typiske sådan vi gør, deler os og jeg tager overnatningerne på hospitalet. Vi er så glade for at vi kan være samlet og Lasse og Johan har vænnet sig til, at det er dem der overnatter på patienthotellet. Til gengæld ankommer de om morgenen med ny energi, overskud og frisk god kaffe fra 7 Eleven kiosken på Riget.

Mandag morgen sover Esther rigtig længe. Hendes lille krop trænger til ro og hvile og hun vågner faktisk først op ad formiddag. Hele mandagen går med, at lade behandlingen få fat og vente på at feberen og CRP falder.  Det er nogle lange dage i hospitalssengen og vi andre forsøger at indstille og tilpasse vores adfærd omkring Esthers behov og behandling. Det er især vanskeligt med al den ventetid og stille tid for en storebror på 9 år som syntes det er pænt kedelig og unfair, at være indlagt med sin lillesøster.

Da dagen ikke bød på nye undersøgelser skulle der ske noget for, at give Johan lidt plads og omsorg. Derfor planlagde vi at drenge skulle tilbringe nogle timer udenfor hospitalet og tage en tur i eksperimentariet. Det viste sig, at være en rigtig god fornøjelse for både far og søn. Det kan vist varmt anbefales.

Resten af dagen og natten forløb planmæssigt og roligt med fortsat behandling.

Tirsdagen startede en del tidligere end mandagen og også en anelse for tidlige efter min mening. Jeg får aldrig en hel nats rolig søvn, når vi er indlagt for jeg holder øje med Esther og sover let. Jeg vågner for det meste altid, når der kommer en sygeplejerske ind og giver medicin eller kigger om alt er vel. Det er også ok, så forsøger jeg at hvile mig i løbet at dagen, når Esther sover. For hun er mere træt end normalt, forståeligt nok.

I dag kl 11.00 havde vi så tid til, at Esther skulle ultralydsscannes. Drengene kom på stuen da de havde fået morgenmad. Desværre kunne vi konstatere, at Johan var blevet utilpas og klagede både over kvalme og mavepine. Vi havde på forhånd aftalt, at de skulle tage hjem til Aalborg efter scanningen – da der ikke var udsigt til nye undersøgelser før Esthers infektion er under kontrol, tidligst i næste uge. Den ventetid kan vi ikke byde Johan. Dels fordi Johan mister skoleundervisning og at Lasse er fraværende fra sit arbejde. Nu var billedet et helt andet, og vi måtte handle og tage en hurtig beslutning og ikke at udsætte Esther for yderlige smitte. Der var også en risiko for at andre kunne blive smittet jeg kunne fange noget, ville det være en stor belastning, at skulle passe Esther mens jeg selv var syg – derfor måtte vi sende drengene hjem og vi tog afsked uden kys eller kram. Det føles så forkert ikke at sige ordentligt farvel og det er så hårdt at lade dem køre uden et kram.

Vi var spændte scanningen og da portører kom med en kørestol til Esther kunne jeg godt mærke at noget af uvisheden og bekymringen er lettere at bære, når man er to… Nu venter vi på, at få svaret ved morgendagen stuegang. Vi føler os i trygge hænder, og vi kan mærke, at hele personalestaben arbejder målrettet for, at få vores pige på højkant igen.

Men der er noget vej endnu… Vores udfordringer pt er mange, en af den er ekstrem tynd mave. Esther har så ondt i maven at hun ikke kan spise noget. Faktisk har hun ikke spist andet en et par håndfuld chips siden fredag. Det ligger lidt i luften, at hvis det fortsætte sådan i et par dage mere, er der kun en udvej og det er nasalsonde og sondemad. Men, der håber jeg virkelig ikke vi når hen.

 


2 kommentarer on De første dage på Rigshospitalet

  1. Ditte Garder
    6. februar 2018 kl. 23:15 (6 år siden)

    I er så meget i mine tanker!! Jeg beder til, at alt godt i verden snart rammer Esther (og jer, hendes seje familie)!!! Pøj pøj med svar i morgen- krydser ALT for, at der er gode nyheder!!
    Ditte

    Svar
  2. Bente Naundrup
    7. februar 2018 kl. 13:19 (6 år siden)

    Mange tanker til jer. Håber virkelig Esther kommer sig hurtigt. I har ikke fortjent dette. Håber det bedste for jer

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *