Et smukt og stille farvel…

picframe-3I år handler julen ikke om ungerne får pakkekalender eller om vi nåede, at få pyntet op til 1. Dec. For mig handler det heller ikke om hvor store gaverne er. Heller ikke om, hvad de andre familier, laver af julebagerier eller hjemmelavet konfekt. Faktisk er jeg også pænt ligeglad med om vi skal have flæskesteg, medister eller and i år…

Det, der betyder noget er, at vi har hinanden og at vi kan fejre julen sammen. Tænk, at vi får lov til at opleve vores børns store glade forventningsfulde smil og glæde over at se juletræet blive sat på fod og pakket ud…

På denne tid af året bliver jeg lidt eftertænksom. Taknemmelig tanker over, at vores lille familie er kommet så langt, selv om vi stadig har vores kampe. På en måde har “juleræset” aldrig betydet så lidt for mig. Det fandt jeg bl.a. ud af i sidste uge da jeg sad og skrev et på en tekst til et brev jeg ville give min tante, der lige havde mistet sin mand. Min onkel. Jeg blev naturligvis meget ked af at høre, at han var gået bort. Han vil blive savnet. Det ledte samtidig tankerne tilbage til den dag, jeg fik af vide, at min egen far pludselig og uventet var gået bort. Det var mens vi var indlagt på Rigshospitalet, kun 14 dage efter Esther havde modtaget sin nye lever.

Sidste fredags sagde jeg farvel til et af de mennesker, der måske kendte min afdøde far allerbedst og længst. Det fineste og rareste menneske, nemlig min onkel. Den næst ældste, ud af i alt fire brødre, hvor min far var den yngste. Endnu engang har kræften taget et menneske fra os og erstattet det med et tomt og uerstatteligt hul i en familie. For det er sådan det føles, helt konkret, når et menneske bliver taget fra os. Det trækker spor igennem hele familien, hos vennerne og kollegaerne, naboer, i de lokale sportsforeninger, ja, selv hos bageren og købmanden. Som en stille visken, når en engel går igennem stuen.

Jeg tog afsked med et menneske jeg har kendt hele mit liv, dog på afstand – men altid nær. Jeg husker alle de morgner jeg vågnede op dagen efter juleaften den. 25/12 og pakkede den bedste gave og kørte til familie julefrokost hos min Onkel og Tante sammen med hele familien. Fire brødre, samlet med deres hustruer og børn. Jeg var den mindste af mine kusiner og fætre, og jeg husker tydeligt en hyggelig stemning, og eventyret, når jeg sneg mig rundt alene i huset og gik på opdagelse sammen med den sorte puddelhund Trold… Husker, at jeg følte tiden var lang, og til tider kedsommelig. Alligevel var det er rejse tilbage i tiden, hvor de fleste ting i huset var som da de blev etableret tilbage i 1960`erne. Den runde væg vægt, de gamle skabe, det melerede glas i døren til vindfanget, hvor jeg sad alene og legede.

Vi var der hele dagen, eller sådan oplevede jeg det i hvert fald, og der blev båret retter ind i flæng, det blev ved i lange strømme. Min onkels passion for hjemmelavet krydresnaps blev stolt og respektfuldt skænket op. Jeg fik allerede der indtrykket af, at man gjorde sig umage, og en dyd ud af at gøre sit bedste. Min tante stod alene med alt det hjemmelavede mad. Sikke et arbejde, hun var flittig sagde min mor. Jeg håber inderligt folk fik sagt tak for mad, tid og flid.

Det var en anden tid, hvor kvinden gik i køkkenet alene, passede børnene hvis ikke de rendte rundt med nabobørnene på en tryg villa vej og legede. Den gang var der helt andre samtaleemner der blev debatteret mens den klassiker frugtsalat blev sendt videre. Jeg mindes mine barndomsjuledage, med glæde og dyb respekt for en Onkel og Tante, der formåede, at udvise familiesammenhold, juleånd og viderebringe de familiebånd jeg, i dag sætter stor pris på og som står for mig, som et af mit barndoms tidligste og stærkeste minder.

Det er også i en erkendelse af, at tiden går, og et bevis på, at livet går sin gang, og at vi alle skal herfra. Vi tog afsked med et menneske som efterlader, sig hengiven kone, skønne børn, børnebørn og oldebørn overgivet til dejlige og nærværende minder, om en mand der med sin stille lune og beskedne fremtoning, bar på stor livsindsigt og rummede nærvær og kærlighed. De fleste har prøvet at miste et menneske, der stod dem nært, og som de elskede. Det er ekstra svært, når højtiderne nærmer sig. Minderne, savnet og længslen efter personen sniger sig ind gennem alle åbninger og sprækker, helt ind i hjertet.

Tak for tiden, minderne og den indflydelse min onkel og tante har haft… Tak for, at de lærte mig, hvad juletiden betyder for mig og har videre bragt væsentlige og vigtige værdier, som jeg vil gøre mig umage for, at videregive til mine børn. De værdier, har giver mig en ballast og en tro på medmenneskelighed, sammenhold, min tro på julegodheden – også når livet kan være hårdt og ubarmhjertigt.

Jeg er sikker på, at min onkel og min far, sidder og kigger ned på os nu, og nyder en krydresnaps, skåler og sender os alle en anderkende, kærlig juletanke. Mon ikke de ønsker for os, at julefreden sænker sig over os, og at vi oplever en magisk jul med masser af nærvær og kærlighed. De sender os håbefulde ind i det nye år, med troen på næstekærlighed, sammenhold i familierne og at nye stærke bånd bliver knyttet af venskab på tværs af landsdele, uanset køn, alder og nationalitet, trods sygdom og diagnose.

Den smukke bisættelse af min onkel minder mig om, at jeg skal huske på, hvad dagene frem til jul har af betydning for mig og min familie. December dagene flyver afsted med julegave indkøb, sammenkomster og krybbespil i skolen og Lucia optog i børnehaven. Der er meget der skal gøres, mens man prøver, at huske det hele. Måske er det vigtigste midt i sorgen og tabet, at huske på det min onkel selv satte så enorm stor pris på, nemlig familien, sammenhold og hinandens selskab, og ikke mindst kærligheden.

For selv om Esthers situation er uændret, utryg og ustabil, vil jeg midt i det hele vil insistere på, at det er de små glæder og os som familie, der betyder mest og huske, at det er lige nu og her – livet leves – Nyde glæden og forventningen om, hvad julen bringer af lykkelige gyldne øjeblikke sammen med mine kære mens jeg kan…


6 kommentarer on Et smukt og stille farvel…

  1. Signe O.
    9. december 2016 kl. 12:16 (7 år siden)

    Hvor er det her et fint, fint indlæg. Jeg er ganske ny på jeres blog, men ved “the basics” om jer. Og ja, vi kan tænke, det er utroligt, at død og ulykker skal gøre os ekstra opmærksom på de ting, som er de vigtigste. Men vi kan også omfavne det uden spørgsmål eller bagtanker. Og det vil jeg gøre – på afstand, men alligevel sammen med jer.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      9. december 2016 kl. 13:04 (7 år siden)

      Mange tak Signe…
      Og velkommen ombord på bloggen. Det er ikke så tit jeg poster, men til gengæld er alt både gennemtænkt og kommer lige fra hjertet…
      Tak, for dine ord og fordi du læser med…
      Kærligst Karen

      Svar
  2. Kirsten Heidelbach
    9. december 2016 kl. 13:46 (7 år siden)

    Hvor er du en fantastisk fortæller, ærlig, nærværende og interessant ❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      9. december 2016 kl. 14:31 (7 år siden)

      Mange tak Kirsten.
      Dine søde ord betyder meget for mig.
      Tak fordi du læser med…
      Kærlighilsen Karen

      Svar
  3. Lis Dam
    9. december 2016 kl. 18:25 (7 år siden)

    Smukt og rigtigt skrevet, Karen. Har selv lige mistet. Kh

    Svar
    • Karen Heidelbach
      9. december 2016 kl. 18:47 (7 år siden)

      Kære Lis,
      Kondolere – Julen er en svær tid – når man er blevet alene.
      Ønsker dig alt det bedste…
      kærlig hilsen karen

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *