Del 2 – Stilhed for stormen

Da vi lander i Kastrup lufthavn bliver vi hentet af en Falcktransport, der skal kører os gennem København til Rigshospitalet i myldretiden. Sikke en tur. Sikke en dygtig chauffør, der dyttende fik os hurtigt og sikkert frem til Rigshospitalet. Det er utroligt, hvordan man kan opnå kontakt med fremmede mennesker, når man er allermest sårbar. Det bliv en særlig oplevelse, når man pludselig deler noget så personlige med et menneske man ikke kender, blot fordi tilfældighederne bringer en sammen ved, at en særlig begivenhed finder sted.

Da vi ankommer på afd. bliver vi mødt af et oplagt personale, der hilser os varmt velkommen. Aller kender Esther fra dengang de i julen 2015 forsøgte, at fjerne tumoren. De genkender os fra de forberedende samtaler og undersøgelser vedr. en mulig levertransplantation, og alle ved hvad, der skal ske og ikke mindst hvad der er på spil. Det var en dag vi havde set frem til så længe. Vi bliver tildelt en stue og finder os lidt tilrette. Det er den stue vi skal være på natten over til Esther kommer over på intensiv. Derefter har vi som sådan ikke noget sted at være, andet end på intensiv, men vi vil jo også der vi helst være, hos Esther.

Klargøringen af Esthers Forberedelserne til operationen begynder. Esther skal undersøges, måles og vejes. Bl.a. skal hun Have målt sit blodtryk/puls og div kredsløbs målinger. Cvk porten, som hun har fik kemo ind igennem, havde hun haft i hendes bryst over 8 måneder, så den skal chekkes, skylles og klargøres. Da Esther er helt klar afventer vi besked fra sygeplejersken, der står for koordineringen af kontakten mellem kirurgerne og sengeafsnittet. Hele følelsesregisteret bliver benyttet i forberedelsestiden og klargøring til Esthers operation. Jeg var rimelig rolig at se på udefra, men inden i var alt klar til kamp. Det skulle bare lykkes, hun skulle bare klare den. For alt i verden. Lige der i de timer, hentede vi al vores ro, styrke og tro, for hun skulle have det bedste af os med ind til den operation.

Det summer med energi på afd. og der hersker ingen tvivl om, at der er en ærbødig og professionel stemning blandt alle vi taler med den aften. Alle fornemmer alvoren, forventningen og vi mærker 8 måneders desperat håb og ønske om forløsning fra kræftens tag i vores datter. Vi emmer af nerve, og en stille tanke af lykke og taknemmelighed bliver sendt som en til bøn vor Herre og til en ukendt sjæl oppe i universet.

Vi lader Esther mærke vores ro, glæde og vores tro på at dette her kommer til at gå godt og at dette vil blive afslutningen på hendes kræftsygdom og begyndelsen på en ny og lys fremtid. Der er ikke så meget snak om hvad, der skal ske med hende, hun ved kun, at Allan og Nicolai endelig kan lave hendes mave og at hun skal sove imens. Så ses vi igen, når hun vågner. Vi ved stadig ikke på det tidspunkt om de kan redde Esthers egen lever og foretage en såkaldt resektion, eller om den er for beskadiget og de får brug for Bach up leveren.

Sygeplejersken kommer ind og fortæller, at kirurgerne er klart og alt er parat og at, der er ringet efter portøren, der skal køre Esther til operationsstuen. Nu ventede narkosen og vi skulle få Esther til at sove.

Vi bliver fulgt ned til operationsgangen af vores sygeplejerske, der fortæller at hun egentligt kunne have haft fri nu, men var blevet fordi situationen på afd. var så speciel og at der var så travlt den aften. Vi er trygge ved personalet, og er så taknemmelige og glade for dem og vi mærker, at de drager omsorg for Esther og for os.

Nede på operationsstuen, får vi Esther lagt til ro og mens vi synger falder hun stille i søvn. Esther måtte for alt i verden ikke mærke vores angst eller nervøsitet. Lige der var jeg kun mor, ren kærlighed og viste hende tillid til, at det nok skulle gå. Jeg tænkte, at hvis hun kunne mærke, jeg var tryg ville hun også blive det. Lasse og jeg arbejde målrettet sammen for, at det skulle blive en god oplevelse for Esther. Vi oplevede, at alle fornemmer de er en del af noget større, noget som på en måde mærke alle sammen uden, at nogen behøver at tale om det. Jeg husker at en af operationssygeplejerskerne, på vejen ud forsikre mig om, at de nok skal passe godt på vores datter og at hun er i gode hænder. Jeg går ud med grådfyldte øjne og vender blikket væk fra Esther, der får kort tid siden, lukkede sine øjne, da hun overgav sig til narkosens og bedøvelsens magt. Selv om jeg har set hende gøre det mange gange før, rammer det mig altid lige i hjertet. Det er et forfærteligt syn, og det understreger hendes og vores magtesløshed. Vi er her fordi det ikke kan være anderledes. Fordi vi prøver at redde Esther og gøre hende kræftfri.

Der går altså mange tanker igennem een, når ens datter skal i narkose og på operationsbordet. Lige til det sidste, vidste vi ikke, hvilken type operation de ville foretage. Kunne redde Esthers egen lever, eller hun ville blive levertransplanteret? Det føles stadig så unaturligt og strider mod al fornuft, at forældre skal opleve deres børn være så syge, at de skal behandles på et hospital. Ingen børn burde være så syge af deres sygdom, at de skal opereres og være bange. Ingen børn burde opleve smerte eller at miste livet, mens de kæmpede for det.

Den aften vidste jeg godt, at det måske kunne være sidste gang, at jeg kyssede Esthers lille varme kind. Jeg vidste også, at der var en mor og far og en familie et andet sted, der for noget tid siden havde kysset deres kære farvel for sidste gang, og taget en stor beslutning om, lade livet gå videre til vores lille pige, og at give Esther en chance til.

Jeg var alt den nat. Jeg rummede alle følelser. Det kan ikke beskrives med ord, hvor bange vi var. Vi var så stille, og vi talte kun ganske lidt. Ord var overflødige. Vi vidste, begge hvordan vi følte. Et indre kaos af lykke, skam, glæde, forventning, angst, tillid, frygt, ekstase, tro, håb, alvor og tanker om Liv eller død. Det var hårdt, ventetiden og uvisheden var den værste.

Esther var nu i kirugernes hænder og nu var der kun et at gøre. At samle al ens styrke og vente på, at operationen var overstået og bede til at alt ville gå efter planen.
Fortsættes i Del 3…


2 kommentarer on Del 2 – Stilhed for stormen

  1. Marianne
    16. august 2017 kl. 09:33 (9 måneder siden)

    Årh jeg husker det som var det i går.
    Den der følelse af at en anden skulle dø for at mit barn kunne overleve. Vores Sabrina fik en splitlever. Det vil sige hun fik en del af en voksen lever (en mand fik den anden del)
    En ting er at man forholder sig til at et menneske mister livet for at vores datter kan leve videre og en anden ting er at man som forældre også bliver lidt “egoist” og tænker sker der ikke snart “noget” så vi ikke skal vente mere.
    I ventetiden tog jeg ofte mig selv i at være opmærksom på diverse trafikulykker der skete, for så kunne det jo være…….
    Mvh. Marianne

    Svar
    • Karen Heidelbach
      16. august 2017 kl. 12:40 (9 måneder siden)

      Kære Marianne,
      De tanker gik jeg også med. Det var frygteligt, at føle sådan. De varmeste tanker til dig og din datter…

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *