Del 1 – Den dag telefonen endelig ringede…

Jeg tror de fleste mennesker husker, hvor de var og hvad de lavede, da Twin Towers blev angrebet d. 9/11 eller hvor de befandt sig, da John f. Kennedy blev skud. Jeg husker tydeligt, hvad jeg lavede den dag Rigshospitalet ringede og sagde, at de havde en mulig donerlever til Esther og at de endelig havde mulighed for at forsøge, at fjerne tumoren og redde hendes lever…

En sommerdag i starten af august vi var næsten klar til, at holde loppemarkedet til salg af børnenes aflagte ting. Alt var lagt pænt frem til salg på et langt bord ude i indkørslen. Tøjet var lagt i bunker efter str. og køn. Esther og Johans babytøj og legetøj, som ikke var alderssvarende og derfor ikke aktuelt mere.  Div. babyudstyr osv. lå klar, og der var skilt ude ved vejen, jo vi var klar! Pludselig ringede Lasse hjem fra sit arbejde og sagde, at de havde haft ringet fra Rigshospitalet og at det var en lever til Esther… NU ! og at jeg skulle pakke omgående!

Der var den lever til Esther de skulle bruge for at kirguerne turde at foretage en resektion (Hvor man vil fjerne tumoren og redde Esthers egen lever). Denne gang var det et Match !! Jeg gik i panik. Vi havde prøvet, at få en opringning før. Jeg vidste denne gang, hvad der var på spil. Måske netop derfor, var jeg meget mere sårbar denne gang. Tilbage i juli blev vi første gang fløjet til riget. Der var en familie, der havde sagt ja til organdonation. Esther blev forberedt på at modtage den nye lever. Den var ikke af samme blodtype, så Esther blev lagt i kunstig koma og behandlet med en slags dialysemetode, der hedder plasmaferese natten igennem på intensiv. (Det er en dialysemetode, hvor man skifter antistofferne i blodet ud, så kroppen ikke frastøder donerleveren.) Det var en lang hård nat, alt blev sat ind på at forberedelserne skulle gøre Esthers lille krop klar til at tage imod donerleveren hvis det blev nødvendigt.

Vi var spændte og forventningsfulde. Men Lørdag formiddag ved den allersidste test, kunne donoren alligevel ikke erklæres hjernedød. Skuffende? Ja helt klart, for fanden da!  Men af en eller anden grund, accepterede vi begge, at det var sådan, det var. Det er jo vilkårene, vi vidste godt, at det kunne blive afblæst, af flere grunde. Men vi følte begge, at der må have været en grund til det gik, som det gik. Skæbnen eller vor Herre, der havde en finger med i spillet? Who knows. Men jeg tror, der var en grund til, at vi skulle vente lidt længere tid. På Turbo leveren, som lægerne sagde. Denne gang måtte det lykkedes… Håbede vi inderligt…

Men nu var der endelig kommet en chance mere. Vi følte os så heldige og taknemmelige. De 8 måneder på ventelisten, kunne snart være et lukket kapitel  i vores liv. Nu var der måske snart en normal hverdag og barndom i sigte for Esther og ikke mindst som kræft fri! Nu var den dag vi havde ventet på så længe endelig kommet! Det var næsten ikke til at tro! Jeg var glad og bange på samme tid. Jeg gik i mere panik denne gang, for jeg vidste hvad der var på spil. Jeg ringede efter en god veninde Linda, som bor tæt på os. Hun kom og var hos Johan og Esther, mens jeg gik grådlabil og småforvirret rundt, mens jeg ringede efter min storebror og svigerinde, der skulle komme og hente Johan, mens jeg forsøgte, at pakke det sidste til turen.

Jeg kunne bare mærke, at det måtte være vores tur denne gang. Fuld af ærefrygt og respekt for, at en familie stod et sted ved en hospitalsseng og tog afsked med deres eet og alt. Jeg forsøgte, at være ovenud lykkelig, men det der fyldte, var tanken om en anden families frygtelige tab. Det påvirkede mig dybt, og den følelse blev hos mig hele vejen i Esthers forløb.

Turen i taxaen mod Aalborg lufthavn husker jeg knapt nok, jeg husker, at mine ben skælvede og jeg var 100% nervøs, oplagt og klar på samme tid. Tror min symbolske kamp uniform, blev aktiveret, da jeg hørte Lasses glade, men alvorlige stemme i telefonen. Det er ikke til at forklare hvad der sker i en, men man bliver ret bevidst om, at tiden herfra og ens liv ville på en måde blive påvirket af noget skelsættende. En milepæl var ved at blive sat, og denne dag ville ændre familien Heidelbachs historie for altid. Uanset udfaldet blev, var vores skæbne i spil. Vi var helt derude, hvor vores indflydelse og kontrol bliver erstattet af håb. Det var en stor dag for os, en vi aldrig glemmer. Det vil være en hel særlig dag for os resten af vores liv.

Da jeg sad i flyet mod København, tænkte jeg, at jeg ikke kunne komme tættere på Vor Herre, så hvis jeg ville sende en bøn skulle det være nu. Da Esther lå og småsov i mine arme, mens jeg nussede hende sendte jeg en stille bøn op mod himlen og universet, og tro mig jeg havde kun et ønske…

Endnu engang måtte vi overgive vores datters liv i hænderne på Kirurgerne, alt var nu ude af vores hænder. Ville det være den lever, der var værd at vente på i 8 måneder? Et match på alle måder denne gang?

Håber I læser med i Del 2 i næste blogindlæg, når vi ankommer til Rigshospitalet og op timerne op til Esther bliver kaldt på operationsgangen…

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *