Blogindlægget, der blev lagt i skuffen, glemt og aldrig postet.

Mange mennesker bruger de sidste timer og dage af året til at se tilbage og reflektere på året der gik. Jeg har i de seneste par år læst rigtig mange gode og andre mindre gode ”Nytårs tilbage blik” og refleksioner fra andre både kendt og ukendte mennesker. Ved årsskiftet fra 2017 til 2018 havde jeg til sidst havde læst så mange at de hang mig ud af halsen. Jeg fik et ”overload” af folk, der genfortæller årets højdepunkter i deres lykkelige liv og hvordan de beskriver deres problemer, håb og drømme for det nye år.

Så jeg besluttede jeg, ikke at tage andres tid (og min egen for den sags skyld) på at genfortælle året der gik. Blogindlægget blev lagt i skuffen, blev glemt og aldrig postet. Jeg var træt og trist over den retning jeg følte mit liv og tilværelse uden indflydelse var blevet trukket i. Jeg havde nærmest i protest boykottet, at skrive det ellers traditionelt indlæg, som alle efterhånden både ukendte og kendte meningsdannere, der alle har en holdning om hvad man skal tænke og burde gøre. Og ikke mindst fra bloggere der, efterhånden uanset grad af skrivetalent bare SKAL skrive, hvordan året gik for dem, når året er ved at gå på held. Det kunne jeg simpelthen ikke, at flere grunde, men den der vægtede mest, var nok bare det faktum, at jeg ikke følte, at jeg havde noget som helst værdifuldt at byde ind med.

Der var ikke noget specielt flatterende trumfkort, at smide på bordet, ingen sindsoprivende minder fra en storslået hverdag fra et liv i sus og dus, med lykkelige og perfekte hverdags øjeblikke. Nix, så jeg tænkte egentligt, at når der nu var kommet så mange trist og sygdomsfyldte indlæg på min blog i løbet af de seneste år, at jeg ville skåne mine læsere for en ”rimelig rådden rosin i pølseenden” på årets sidste dag. Spøg til side 😉

Sidst i november 2018 delte jeg dette foto og tekst på Instagram –

”Mit liv er ikke perfekt. Det er ikke som jeg gerne vil have det. Slet ikke. Jeg har ikke nogen fancy taske eller et smart outfit at tage billeder af. Jeg har ikke smukke billeder af stranden vi var på i vores ferie. Jeg har ikke billeder fra en tøsetur på juleshopping i London med mine veninder. Det tillader situationen ikke. Min verden består af bristede og parkerede drømme, begrænsninger, forpligtigelser og ansvar. Alt det der følger med at passe sit kroniske syge barn. Nogle dage er gode andre er dårlige opgaverne er ligeglad med hvilken dag du har. I dag banker virkeligheden på igen efter en travl tid. Jeg har hamret en tør rugbrødsmad på rekordtid, mens Esther har kaldt klagende efter mig fra sengen, hvor hun ligger med mavesmerter igen. Lidt over to timer i skolen blev det til i dag. Endnu en dag som pårørende, endnu en dag hvor det alt det jeg har af ønsket viger pladsen for hvad mit barn har brug for. Sådan skal det være. Det er mit liv, langt fra som jeg ønskede, men det er mit… mit lod. Nogle gange tænker jeg at jeg stod først i køen da der blev delt udfordringer ud. Andre gange føler jeg at jeg er sidder bagerst i bussen og andre har mere held end jeg. Egentligt handler det vel om hvor lavt eller højt man sætter baren eller om den sidder lige tilpas.”

Det må have været en form for opgør med alle de normale og perfekte livsglimt jeg så rulle forbi i mit Instagram feed, der mindede mig om, Nytårs refleksionerne og at livet også er det, modsatte for os andre indimellem. Uperfekt. Så her får den nu hele armen ved dette årsskifte 2019, og jeg tænkte at det var sjovere at rigtig ”spare sammen” fra et par år, så der rigtigt kunne komme afløb for tankerne og ”minderne” fra de foregående år… just kidding 😉

Jeg vil huske 2018 for året, der på mange måder var fantastisk for vores familie og på en måde både var afslutningen og begyndelsen på noget nyt for mig personligt. Jeg står nu en hel del klogere end jeg ville have troet. Vores lille familie er vokset tættere og i takt med hinanden. Det har på mange måde været et lærerigt år for os alle. Det har også været en god tid for Esthers for man må sige, at hun har haft god tid til at vokse sig stærkere og hun opnåede at komme på fuld tid i efteråret 2017 i børnehaven og startede efter sommeren 2018 i skole. Esther har været delvis stabil i perioder, selvom hun også oplevet fravær, flere tilbagesæt og indlæggelser, er hun heldigvis i trivsel socialt og mentalt.

Det har for mig rent personligt været det år, hvor jeg har vokset og udviklet mig mest. Nogensinde. For første gang har haft fornemmelsen af at have arbejdet mig nærmere ind på hvad det vil sige, at være mor og pårørende til et barn med særlige behov. Det har taget sin tid at definere min nye rolle og at accepterer at det er en del af min tilværelse. Jeg var længere om, at nå længere frem mod ”på den anden side og igennem” Esthers lange sygdom forløb. (hvis jeg nogensinde kommer). Da jeg endelig havde oplevelsen af, at nu var der tid og plads, og et salgs overskud, og følte jeg var parat til at tage hånd om mig selv igen, bearbejde de kæmpe store ”bevidsthedsspring” som jeg havde taget, fik jeg et par hårde mentale dyk, der slog mig omkuld.

Jeg har gået lidt stille med dørene omkring det, for jeg har været i tvivl om hvorvidt det overhovedet var noget jeg havde lyst til, at dele med andre end de nærmeste mennesker omkring mig.

Der er ingen tvivl om, da min storebror forrige år gik pludseligt bort, og da Esther endeligt fik konstateret sit blivende høretab, og de stadig mange tilbagesæt og indlæggelser i 2018 var det som om, at Pandoras æske blev åbnet. Jeg har senere undret mig over hvorfor det netop var den kombination af de begivenheder, der udløste det moment, der skulle udløse jagten på viden, der kunne give mig viden og hjælp til at håndtere så mange mentale kvaler og udfordringer. Måske var det ikke specifik de tre ting, som sådan, men mere den samlede vægt af det hele, der fik min bærer til at flyde over. Summen og mængden af den årelange overbelastning, og ensomheden, der pludselig blev udlignede og neutraliserede de sidste standhaftige kompetencer jeg havde tilbage.

Det har været et hård år med masser af udfordringer især sommeren og efteråret var svære at komme igennem. Jeg har haft brug for at trække mig tilbage indimellem og vende blikket ind ad, og har ikke haft det store overskud. Jeg har både følt mig alene, men måtte samtidig begrænse mine aktiviteter og spare på mine resurser, så jeg kunne koncentrere mig om det allermest nødvendige og vigtige, nemlig at tage hånd om Esthers trivsel og min familie.

Jeg må ærligt indrømme, at nogle dage var det svært, at holde modet oppe og få det hele til at hænge sammen. Mentalt gennemgik jeg et kæmpe oprydningsarbejde for, at sortere i alt det jeg havde fået med i bagagen undervejs på min selvudviklingsrejse. Jeg gik fysisk i hi og rent mentalt gik jeg nærmest ind i en osteklokke. Alt lukkede ned og kørte på et minimum kun nok til at holde nødberedskabet kørende. Et der narturligvis dækkede familien behov, men ikke efterlod ret meget tilbage til mig. Det resulterede i en slags zombimor, der automatisk stod op og gik i gang når vækkeuret ringede om morgen – udførte de planlagte rutiner indtil jeg igen blev sat på snooze, når ungerne var afleveret i skole og børnehave. Så blev jeg forvandlet til dødens ulidelige kødfarvet pølse med kun det ene formål, at LÆSE og skrive og ellers lave så lidt som muligt så længe som muligt. Indtil ungerne skulle hentes og de daglige huslige opgaver ikke kunne udsættes længere. Selvfølgelig var det hele ledsaget af en grundlæggende tristhed, modløshed og en portion selvmedlidenhed.

Jeg har skrevet og haft flere hundrede triste og ensformige monologer inden i mit hoved, indtil det gik op for mig hvor ulykkelig jeg var blevet. Jeg var rigtig længe om, at indse at jeg i bund og grund var rigtig ked af det og havde i mellemtiden formået, at trække mig selv længere og helt ned på bunden af min egen triste tankegang og situation. De sidste år har jeg nok desværre vænnet mig til at være konstant presset, trist og bekymringstankerne har sat dybe spor i mit ansigt, på min krop og i min sjæl. Jeg indså og opdagede slet ikke, hvor ked af det jeg var blevet, før til sidst. Jeg kendte jo ikke til andet, det var blevet ”normalt”. Det var ikke andet at gøre, end at give efter for presset, og jeg var nødt til at give slip og lade mig flyde med.

Jeg flød længe med i strømmen af min egen selvmedlidenhed uden lyst, mod og viden eller mulighed for til at tage initiativ til af forandre noget. Jeg kunne ikke mærke eller kende mig selv mere. Kunne ikke mærke glæde eller lyst til noget af det som før gav mening for mig. Jeg orkede kort sagt næsten ingenting, alt og alle handlinger var en konstant overtalelse og kamp med mig selv. Alt var til indre diskussion. På de dage jeg havde var værst, orkede jeg ikke diskutere med mig selv og krøb skamfuldt tilbage i sengen og kom kun ud for at få noget at spise eller at bruge wc’et…

Jeg kunne godt mærke at noget var galt, jeg var ikke mentalt der, hvor jeg burde være i følge egen optik… Hvis jeg skulle rejse mig igen, ville det koste en pris og en kæmpe indsats fra min side. Drømmen om at skrive en bog om min rejse, spøgte og pressede sig mere og mere på. men jeg manglede viden og selv indsigt som jeg ikke var i besiddelse af endnu. Jeg vidste inderst inde godt, at det her kom til at kræve en anden slags mod, og andre kompetencer end jeg havde brug for at mobilisere, da Esther var syg. Jeg var flov over mig selv, og over at jeg var kommet dertil og var så ”nem” at vælte. Endnu engang krøllede jeg sammen og følte at jeg lavede en Maude fra matador, fordi jeg tog alt ind og alt for nært. Jeg blev overvældet af følelserne, der var præget at min tankegang.

Faktum var, at jeg kæmpede med noget jeg ikke havde en jordisk chance for at vinde over, da jeg på det tidspunkt var opslugt af en krise. Jeg forstod det bare ikke. Det udviklede sig langsomt til også at blive en erkendelse af, hvor svært det er, at være nært pårørende til en alvorligt syg person, der bliver kronisk behandlingskrævende. En mental position, der gør det svært at vide hvordan man skal takle, når man er belastet, især når man aldrig har befundet sig i den og er alene uden tilstrækkelig viden om, hvordan man håndtere kriser. Alt det har jeg måtte sætte mig ind og selv læse mig frem til og lære mig selv nye redskaber. Det er vanvittigt svært selv at se når man er kørt fast, når man er samtidigt er ”kørt ned” – særligt svært er det, at være den der, skal yde hjælp til sig selv. Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne trætte mig selv fri med nye kompetencers hjælp. Åh, Boy det har krævet meget at sætte sig ind i, så i kan måske godt forstå jeg har været på overarbejde, ikke?

Hold nu K…! Hvor er det grænseoverskridende at dele dette med jer, og måske burde jeg holde det for mig selv, men det ligger sku` nok alligevel ikke til min natur at kvitte bare fordi det bliver besværligt.” Besværligt” er mit mellemnavn. Jeg har før beskrevet, at når jeg tidligere har mødt udfordringer har søgt mod ny viden og gerne hos andre, der har oplevet og opnået erfaring på samme område. Tit har jeg forsøgt at bedre min situation ved at søge ligestillede og opnå ny viden. I ville slå jer på lårene af grin, hvis I vidste hvor mange selvhjælpsbøger og bøger om almen psykologi og personligselvudvikling jeg har gnavet mig igennem, i håbet om at kunne lave en ”forstå dig selv, Karen” og lære nye redskaber til at lære at takle og håndterer og derved gøre min oplevelse af situationen og livet mere tåleligt. Jeg har grædt, grinet og haft de vildeste AHA oplevelser i det seneste år. Haft opture, nedture og hundredvis af gåture. Foråret og sommeren igennem, har jeg læst, research, – håbet og bedt til at NU blev det bedre lige rundt om hjørnet, fordi jeg var tættere på målet og på at forstå alt det jeg oplevede og følte. Tættere på, at knække koden gennem mere viden, så jeg kunne finde lindring, glæde og lykken igen.

Min mand har sagt til mig flere gange, gennem årene, at jeg har tendens til at holde på mine bekymringer alt for længe og for mig selv, inden jeg rækker ud mod hjælp. Han har ret. Jeg har mere eller mindre klaret mine udfordringer alene hele livet igennem. Der er jo ingen skolegang der lære en, at blive robust nok eller klar til at møde ens udfordringer, når de opstår. Det har jeg dog efterhånden lært at erkende, man bliver aldrig helt klar til livets overraskelser. Jeg har lært meget om det og livet kræver forberedelse, men det er en umulig opgave at vide på hvad for det sker.

Jeg blev heldigvis simpelthen til sidst blev så træt af min situation, manglende humør og ikke mindst af at holde det for mig selv. Det kunne ikke holdes skjult længere og jeg kom til et punkt, hvor endelig tog mod til at jeg dele mine tanker med nogle få. Min mand, et par af mine veninder og min fantastiske læge, der henviste mig til en ny dygtig psykolog. Det viste sig, at være den bedste beslutning jeg havde truffet for mig selv i lang tid. Det blev starten på min vej tilbage til, eller måske nærmere, frem mod starten på noget nyt. Forandring.

Jeg har lært, at jeg ikke skal hige så meget efter at komme igennem det, for det kan man ikke eller søge på en slags afslutning – for det kommer jeg ikke til – der kommer ikke noget punktum på Esthers tilstand eller sygdomsforløb. Der er ingen løsning … Bare fordi Esthers umiddelbare akutte kræftdiagnose er færdigbehandlet og ventetiden på en livgivende organtransplantation er over, betyder det bestemt ikke, at bearbejdningstiden for mig er forbi. Det allervigtigste for mig har været det mantra og den stok jeg har støttet mig til velvidende at alt det jeg oplevede, læste og undersøgte til sidst skulle ende med at blive en bog. Det har holdt mig oppe og givet mig drive til at fortsætte mod målet. Det giver mening for mig nu.
Jeg har indset, at det er en proces jeg skal lære at forholde mig til løbende som pårørende. Jeg er jo stadig i en slags forandrings proces. En udvikling, hvor jeg er ved at lære en masse nyt, både om det vores familie var igennem og alt det som venter på mig personligt i fremtiden. Jeg elsker, at udvikle mig og jeg er ikke længere bange for forandring. Især når det er en jeg selv kan påvirke, og den udvikling kan jeg faktisk ret godt lide.

Det har givet mig ufattelig ny viden om mig selv som individ, kvinde og mor. Viden jeg ikke ville være foruden og som jeg sikkert ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde gennemgået det, som jeg har. Jeg har brugt langt tid på, at se tilbage på Esthers sygdomsforløb. Gennem året har jeg arbejdet intenst på bogen og med mig selv og det har nu endeligt gjort det muligt for mig, at kunne se fremad. Stykke for stykke, er dele af brikkerne til mit livs puslespil ved at blive lagt på deres plads. Jeg tør nu vende den næste brik og glæder mig for første gang til, at se hvad den bringer og finde ud af hvor den høre til. Jeg ved, der kommer nye svære bjerge at bestige i det nye år. Der er lang vej endnu, mange løse ender der stadig skal bindes sammen. Nye muligheder der skal afprøves og svære valg der skal træffes og nye situationer der skal opleves.

Håber inderligt min viden og min bog kan være med til, at hjælpe andre og tilbyde hjælp, vejledning og viden, til dem der er i samme situation som jeg. Jeg ville elske, og det vil give så meget mening for mig, hvis alt det jeg har oplevet og erfaret kan omsættes til noget brugbart andre kan få glæde af. Ingen skal gå alene igennem personlige kriser, uden tilgængelig hjælp og støtte. Alle fortjener en dør, der står lidt på klem, med håbet om mulighede for at opnå en positiv forandring i deres liv. En ny mulighed, en ny tid og et nyt år at tage hul på.

I mit barndomshjem havde vi mange skønne Au Pair-piger gennem årene. En af dem, var Trine – Lise fra Norge der altid sagde, ”Godt man ikke ved hvad morgendagen bringer”. Et smukt ordsprog, som vi siden har brugt i mit barndomshjem, når noget uvist og usikkert lå gemt i fremtiden.

Vigtigst af alt, træder jeg modigere, klogere og stærkere ind i 2019. Bring it on 2019 – Jeg er klar…
Nu eller aldrig.

– Har du stået i lignende situation så høre jeg gerne fra dig – Del meget gerne dine egne erfaringer i kommentarfeltet, uden vidensdeling kan mennesker ikke forandre sig. Tak fordi du læste med ♥


2 kommentarer on Blogindlægget, der blev lagt i skuffen, glemt og aldrig postet.

  1. Mette
    6. januar 2019 kl. 22:13 (2 måneder siden)

    Hej, det er noget tid siden jeg har læst med… Men sikke en december måned I var igennem, glad for at det endte godt… Ja, fy føj det er stressende med tal der cykl op og ned og den magtesløshed et frygtelig og ubeskrivelig… Så, jeg ved alt for godt hvordan I har haft det…
    Vi er jo SÅ heldige at vores søn stort set er rask… Men det er først nu at jeg er kommet op til overfladen og nu står jeg her, hvor jeg skal til at søge arbejde, MEN jeg føler mig slet ikke klar og er blevet mere afklaret efter at have læst dine sidste blogindlæg… Og ved nu hvad jeg skal tale med min læge om, for jeg er stadig mast efter vores forløb… Kærlig hilsen Mette

    Svar
    • Karen Heidelbach
      6. januar 2019 kl. 22:46 (2 måneder siden)

      Tak Mette – fordi du stadig har overskud til at droppe ind på min blog og læse med. Jeg tror vores nye netværksgruppe på Facebook vil være lige nogetfor dig. Her an man søge viden, hjælp og sparring på forskellige ting og høre hvad andre forældre bekymre sig om i hverdage vedr. deres børn.
      stort kram fra Mig i Aalborg

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *