Bare en lille fyr…

12046955_10205279214683813_4536059305017723683_n

Tapper lille Kriger…
Vores lille dreng. Vores lille Skyggebarn. Det giver mig et helt sug i maven, når jeg tænker på, hvor tapper Johan var i den periode, hvor vi var indlagt med Esther på Rigshospitalet. Hvor har han klaret sig godt og stadigvæk gør. Han stod pludselig midt i de voldsomme forandringer, der opstod, da hans lillesøster blev syg. Han har været presset på opmærksomhed og tit skulle vige pladsen for Esther, når det krævede det. Vi har stort set haft ham ovre hos i alle weekenderne, mens vi var indlagt på Riget. Johan boede i den periode hos min bror Kristian og svigerinde Janne. Vi har i hele forløbet altid forsøgt, at lave gode rammer for ham. Johan vidste altid, hvad der skete, og hvad vi skulle. Faktisk har vi prøvet at gøre det til noget helt særligt, når jeg og Esther skulle til kemobehandling. Der blev ekstra tid og opmærksomhed til Johan. Lasse og Johan kunne lave sjove ting sammen, tage i svømmehal eller i biografen. Vi har været klar over, at det var en vanskelig tid for ham. Vi har været igennem et hårdt forløb sammen, men vi klarede den! Nu skal der elskes og opleves med tilbagevirkende kraft.

Fødselsdag-paa-intensiv

For vi har haft nogle hårde perioder, og der har været begivenheder i Johans liv, som vi er gået glip af grundet Esthers sygdomforløb. Tid og dage, der aldrig kommer igen. Johans første skole dag i 1. Klasse, kunne vi ikke være med til, da vi var på Riget. Det var min svigerinde Janne, der var hos ham den dag. Da han blev 7 år d.1 sep, måtte farmor holde hans fødselsdag i Viborg uden os. Børnefødselsdagen for drengene i klassen blev slået sammen med hans bedste ven fra klassen. Men jeg kender til gengæld ikke ret mange 7 årige, der holdt så mange fødselsdage. Een på intensiv, een hos farmor, een med vennerne. En stor fødselsdags fest med hele familien, da vi var hjemme i Aalborg igen. På selve fødselsdagen måtte vi ønske Johan tillykke på Facetime. Det skar i mit morhjerte og vi savnede ham frygteligt…

Fødselsdags-paa-afstand

Men denne her lille fyr er bare en lille dreng, der er blevet lidt større. Jeg er pivstolt over at være mor til så stærk og sej en dreng!. For han er klog og i kontakt med sine følelser. Han er tapper og stædig. En omsorgsfuld og hjælpsom storebror. Jeg elsker hans lune humor, og hans fantasi og drømme overgår alt andet, jeg har mødt. Vi har en intelligent og følsom dreng. Johan er en dreng med en historie, men hans historie kommer ikke nødvendigvis til at påvirke og præge ham negativt. Vi har trods alt knyttet så stærke bånd, vi overkommer alt sammen.Vi er blevet stærke sammen.

Selvfølgelig skal der slikkes sår, og vi skal alle have ro og tid til at samle os og komme videre. Jeg håber på at de voksne, der er omkring ham, ser den samme lille fyr som jeg. En lille dreng, der har været igennem en frygtelig tid, og er ved at finde fodfæste og sig selv igen. Jeg håber de tør tage ham i hånden og hjælper min lille dreng på plads. Der bliver brug for plads på de dage, hvor han ikke kan koncentrere sig, hvor tempoet og kravene tager pusten fra ham og overvælder ham. Jeg håber de er dygtige nok til at genkende en lille dreng, der bare har været presset og tapper alt for længe.

Jeg håber de ser Johans nuancer, at de har mod på at håndtere en kræftramt familie, der har været i deres livs krise. Jeg håber min mand og jeg kan vise Johan, at man godt kan komme igennem svære tider. Lære ham at tro på sig selv, på egne evner og at verden ikke kun er sort hvid. Håber han vokser op med en tillid til andre, en tro på, at man kan det, man sætter sig for. At man kan komme igennem store kriser, trods modstand og at verden kan bare komme an…

 


4 kommentarer on Bare en lille fyr…

  1. Betina
    14. marts 2016 kl. 11:38 (3 år siden)

    Hej Karen,
    Hvor er det dejligt, at du italesætter søskendevinklen. Vi har en Jonas med Cystisk Fibrose, som ligesom Esther er levertransplanteret. Alle spørger til Jonas, men næsten ingen spørger til lillebror Lasse, selvom han i virkelig er ramt at bekymring, frygt, ængstelse og afsavn. Det er ikke lutter lagkage at være skyggebarn. Tak for dit indlæg og hvor er Johan trods alt heldig, at have forældre som jer, der ser ham og hans behov, selv i presset tilstand.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      15. marts 2016 kl. 17:24 (3 år siden)

      Hej Betina
      Hvor er det godt i også er kommet ud på den anden side. Din søn Jonas har været meget igennem. Det er vigtigt af få hele familien ud igennem hullet i hækken, så man ikke efterlader en overset søskende på den anden side. Jeg har ligsom dig en bekymring, for det raske barn, i takt med at man skal tilbage til en normal tilværelse… det er vigtigt at have et øje på, den der er og har følt sig sat lidt til siden.

      gode tanker til dig og dine…

      venlig hilsen
      Karen

      Svar
  2. Lica Johansen
    14. marts 2016 kl. 11:42 (3 år siden)

    Pyh, den trak tårer! Hvor lyder han bare som en helt særlig og virkelig dejlig dreng og ikke mindst storebror <3
    Er selv mor til to, hvor den yngste desværre er født med galdevejsatresi og kan nikke genkendende til alt det du skriver. Det er i forvejen svært at skulle dele sin opmærksomhed mellem sine børn, men når man så oveni skal prioritere hvem, der skal være sammen med hvilket barn og hvad der er vigtigst, så ender man bare i nogle situationer som ens morhjerte næsten ikke kan bære. Men vores store dreng er heldigvis også rigtig sej og en rigtig "trooper".
    Godt kæmpet!

    Svar
    • Karen Heidelbach
      15. marts 2016 kl. 19:17 (3 år siden)

      Hej Lica,
      jeg kunne ikke være mere enig, det er krævende hele tiden at fordele sol og vind lige. Johan troede en overgang, da Esther lige var blevet syg, at vi bedre kunne lide hende, fordi al vores fokus nu var på hende. De får nogle uheldige knubs, og det skær i hjertet.

      jeg sende dig og dine mine håb for en god fremtid…
      kærlig hilsen
      karen

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *