An Honor Walk A Silent Tribute.

Dette billede landede I mit feed på Instagram den anden dag. Med et stod tiden stille og jeg fik øjeblikkeligt tårer i øjnene, da jeg indså hvad det gik ud på. Det mindede mig samtidig om en intens samtale jeg netop havde haft med en kvinde, der fornyligt havde mistet sin søn. Han var død af et pludseligt og massive hjertestop, og hun var over ladt med ansvaret for at tage stilling til om han skulle være organdonor eller ej.

Billedet viser den sidste del hvor de pårørende følger deres kære gennem hospitalsgangen  ned mod operationsstuen for at blive organdonor. Man se ansigterne på alle disse mennesker der kigger på de pårørende, og man fornemmer man straks alvoren i fotoet. Dyb alvor og ærefuld respekt, enkelte bukker hovedet, og de fleste ser direkte ind i øjnene på de pårørende. Det er nok det, der næsten får mit hjerte til at briste, at se der findes så ægte og ærlig forbindelse til hinanden gennem vores grundfølelser. Når mennesker mødes i sorgen, i kærlighed, i livet og døden.

Som livet ender for en person, er det lige begyndt for en anden. Det er den omstødelige virkelighed af organdonation, og personalet St. Luke’s Meridian hospital i USA har fundet en måde at ære den proces med noget, de kalder “walk of respect”. An Honor Walk A Silent Tribute.

”Når en organdonor transporteres til operationsstuen, rulles de ned ad gangen på St. Lucas. Enhver medarbejdere der er tilgængelig, står og viser deres medfølelse og respekt, sagde Deb Compton, St. Luke’s er direktør for alt personale, der har deltaget i dette siden starten i maj 2016.

“Jeg ville bare gøre noget,” sagde Compton. “Jeg besluttede, at vi bare skulle stå her. Det viser familien, hvor empatiske vi er; ”vi kan ikke forestille os at være i deres sko. Det giver os samtidig tid til at stoppe i vores travle dage og reflektere over, hvad der sker her.”

Den første tur gennem gangene af respekt var for Mark Hagen, en 24-årig ung mand, der var pludselig død. Han var netop blevet uddannet University of Idaho med en kandidatgrad i regnskabsføring og boede hos sine forældre i Boise og han skulle snart flytte til Spokane for, at starte sit første job i juni. Hans død var pludselig og uventet, men hans familie vidste, at hans ønsker var organdonor.

“Vi var overvældet af sorg over tabet af vores søn, men kendskab til hans ønske vedr. organdonation hjalp os med at begynde at hele igen” sagde hans forældre, Suzanne og Gavin Hagen. “Vi var taknemmelige for, at han havde besluttet at være en organdonor.”

Moren blev dybt rørt ved synet, da personalet transporterede deres søn til operationsstuen, alt ledige personale stod langs gangen i en stille hyldest. “Det viste virkelig meget respekt og medfølelse, som personalet havde. Min mand og jeg var meget taknemmelige for det, ” forklarede familien Hagen.
– By Chereen Langrill, News and Community.”

Jeg syntes dette er den fineste og smukkeste handling jeg længe har hørt om, for det handler om, at vise de pårørende respekt, anerkende og være sammen med i deres tab og sorg. For jeg ved, at og det for mange pårørende til at organdonere lindrer en anelse på savnet og tabet, at vide ens pårørende har hjulpet og reddet andres menneskers liv og naturligvis, at mærke andres taknemmelighed og respekt for ens tab.

Herhjemme i Danmark er vi slet ikke gode nok til at hylde de mennesker, der har valgt at blive organdonor og særdeleshed deres pårørende og efterladte. De står i deres livs krise og stilles måske overfor at tage stilling til om deres kære ønsker at blive organdonor, hvis ikke de har taget stilling. Alt for mange pårørende står desværre i den situation, mens de er overvældet af chok og sorg. Det er et kæmpe ansvar at give sine efterladte. Et man selv burde kunne være voksen til at tage, også selv om det kan være svært. Det er jo i bund og grund en beslutning der skal træffes.

Jeg kan sagtens forstå at mange pårørende føler sig alene med sorgen efterfølgende. Deres tab burde blive meget mere anerkendt, og deres kære burde blive meget mere hyldet af os som samfund. Der er en kæmpe mangel på opmærksomhed for disse mennesker. De står alene med deres chok og tilbydes ingen psykologhjælp eller anden støtte. Der burde findes et korps, der skulle træde til og hjælpe alle de pårørende og hjælpe den igennem den svære tid.

Vi som samfund burde også gøre langt mere for at vise vores taknemmelighed for de mennesker der er blevet donor. Man siger, at sorg er kærlighed man ikke kan komme af med, og som mor til en levertransplaneret datter på 5 år, kan jeg skrive under på, at taknemmelighed fylder mest i min bevidsthed. Jeg ville ønske, at vores doner og dennes efterladte pårørende vidste, hvor meget deres beslutning påvirker vores liv og hver dag.

Denne smukke ”An Honor Walk, A Silent Tribute” burde alle de danske hospitaler tage til sig, og være med til at hylde, at når livet deles mellem to sjæle. Det i sig selv er jo en handlig og gestus, der fortjener al opmærksomhed og ære. Det ville klæde de fleste af os, at blive mindet om hvilken stor handling der skal til at ske for enden af operationsgangen. Lige der i det øjeblik slipper livet en sjæl og et andens liv begynder. Hvis ikke det fortjener ærefuld og respektfuld anerkendelse… Ja så er der ikke noget der gør.

Hvorfor er vi ikke bedre til at hylde hinandens store næstekærlige handlinger? Er det bare særligt amerikansk at man gør det? Er det vores danske jantelov der forhindrer os? Jeg fatter heller ikke hvorfor man ikke må klappe i kirker, ved alle de festlige højtider og lejligheder vi hylder og fejere der? Og hvorfor ikke klappe ved begravelser? Det er da netop der vi burde hylde det menneske der ikke er her længere. På den måde kan vi få lov til, at anerkende deres liv og tid hos deres kære. Det er kærlighed og taknemmelighed man kan udvise gennem en fysisk handling. Det vil på en måde være en ny slags modsat An Honor Walk, A Silent Tribute – en larmende kærligheds erklæringen til den afdøde og dets liv.

Måske kunne vi lære lidt af den amerikanske måde at håndtere organdonation på og ikke være så bange for at vise vores respekt for dem, der har mistet livet og dem der har mistet deres kære. Det er ærgerligt, at døden er så svær at tale om netop når det er noget vi alle møder på et tidspunkt i vores liv. Især når man tænker på, at livet er det mest dyrebare vi har og vi burde hylde de mennesker der bliver andres helte i døden.

En ting denne nye viden har efterlader mig med er, at patientforeningen organdonation ja tak! stadig har så mange nye kampe, områder og meget mere at arbejde for, og der er plads til forbedring vedrørende organdonation på så mange områder!

Kilde; https://www.stlukesonline.org/blogs/st-lukes/news-and-community/2017/apr/walk-of-respect

 


4 kommentarer on An Honor Walk A Silent Tribute.

  1. Lone
    30. juli 2018 kl. 12:46 (4 måneder siden)

    Åh hvor ville det være en fin gestus, som det ville være en stor ære at deltage i. Men som en af dem der arbejder “indenfor murerne” kan jeg desværre ikke se det ske i nær fremtid. Det harmonerer temmelig dårligt med de effektiviseringskrav der trækkes ned over ørerne på os af regeringen.

    Svar
  2. Bente Naundrup
    30. juli 2018 kl. 13:32 (4 måneder siden)

    Meget rørende og smuk gestus og ja, hvor ville det være stort, hvis det kunne ske i DK

    Svar
  3. Anna
    30. juli 2018 kl. 15:44 (4 måneder siden)

    Rigtig god billede, fyld med følelser og meget rørende. Tristhed og glæde samtidig. Jeg er blevet donor, og håber at vi snart kommer dertil, hvor vi skal sige fra, i stedet for at sige til

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *