1 fødselsdag, en fartbøde & 5 blodprøver senere…

Kender I den følelse, hvor man bare tænker… NU må der egentligt godt snart ske en forandring og bedring?  Som de fleste der følger os jo nok ved, så har vores datter Esther, siden d. 10/12 været ramt af ”Roskilde syge” –  Heldigvis er hun stoppet med at kaste op, men hun har desværre ikke opnået ”normal mave” endnu eller normale værdier i kroppen endnu.

Sikke nogle prøvelser vi bliver sat på for tiden. Der er stadig forhøjede blodprøvetal, og nu er Alta tallet også påvirket og er på 82. Det er forhøjet koncentrat af tracrolimus i hendes blod på 12 og forhøjet kreatinin på 47, som presser hendes nyrefunktion yderligere. Derud over har Esther nedsat appetit og nu er vægttab på 2,5 kg. For ikke at tale om afbrudt søvn fordi hun vågner med mavesmerter om natten og skal på wc, kl. midt om natten. Det er nok heller ikke de fleste der forestiller sig hvordan det er, at kører gennem Aalborg City med to glas afføringsprøver til analyse på Hospitalet Kl. 21.00 i dag, torsdag aften på hendes fødselsdag  og oven i købet muligvis er blevet Blitzet af en fartkontrol på vejen hjem…. NIx, du har helt ret… Vi gider ikke flere udfordringer lige nu…

I dag er det Esthers 5 års fødselsdag og vi har heldigvis været i stand til, at holde en rigtig dejlig fødselsdag for hende herhjemme i dag. Det er så skønt, at vi har kunne give hende en dejlig dag, og hånden på hjertet, så har vi også været fyldt af taknemmelighed for, at vi kan.  Fordi hun stadig er hos os efter alt det hun har været igennem. Vi står jo tilbage med den kendsgerning at Esther overlevede sin kræftdiagnose, og at vi nu lever med de alvorlige senfølger, som her langtid efter stadig sætter sine spor på hendes trivsel og vores liv.

Når det er sagt, lever vi jo midt i det, så godt som vi kan og alt taget i betragtning så er vi jo et sted nu hvor Esthers situation er blevet vores nye normale hverdag og liv. Her vil jeg gerne understrege at jeg tager hatten af for hende – for hun er simpelthen så taper! Det er jo, når man tænker over det, det vildeste hun har gennemgået, udholdt og overlevet. Der er set voksne mænd, der har grædt og pevet for mindre end alt det Esther har oplevet.

Vi venter nu på, at Esthers tal langsomt bliver pænere og ser frem til den næste blodprøve den. 31/12 – så er vi forhåbentligt snart færdige med denne omgang i ringen mod en modstander der i den grad har sendt os til tælling. Jeg længes efter stabile og rolige tider, og ser frem til at vi genfinder de normale hverdage og håber på en nogenlunde normal nytårsaften og start på det nye år 2018!

Midt i fødselsdagsgaver og indpakningspapir, MGP musik på anlægget og og alle de glade gæsters smil. – En stoppet opvaskemaskine, 1 fødselsdag, en fartbøde & 5 blodprøver senere… Så kan jeg bare sammen med min mand konstatere, at med alt det vi efterhånden er blevet budt, at vi heldigvis stadig ser hinanden som den person, vi allerhelst ville være gået igennem alt dette sammen med…

Så med dette sentimentale lille lommefilosofiske skriv fra mig, vil i så ikke godt tage mit ønske om at kærligheden og glæden må nå ud til jer i jeres hjem og stuer? For der er næsten altid lidt godt,  at finde i julen og i de mest pressede og uoverskuelige stunder… Det er bestemt ikke altid nemt, men der er altid lidt lykke og lys, der finder vej.
Tillykke til Esther på hendes 5 års fødselsdag i dag og glædelig jul og kærlighed til alle!!!

 

 

 


2 kommentarer on 1 fødselsdag, en fartbøde & 5 blodprøver senere…

  1. Jack Meyer
    29. december 2017 kl. 00:41 (4 måneder siden)

    Godt Nytår til Jer som familie og ønsker Jer alle et smukt 2018

    Svar
  2. Marianne
    29. december 2017 kl. 01:36 (4 måneder siden)

    Årh ha altså. Kender jeres frustrationer alt for godt.
    Håber I snart er ovre det for denne gang ❤
    Rigtig hjertelig til lykke til / med Esther
    Knus Marianne

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *